Interview med forfatter: Katarina Sandberg

Interview med forfatter: katarina sandberg

Jeg var så heldig at få lov til at anmelde Katarina Sandbergs “Vi er ikke sådan nogen der får hinanden til sidst”, og det var godt nok en positiv overraskelse! Katarina Sandberg har en helt særlig skrivestil. Fortællingen var interessant, moden og tankevækkende – ikke hvad man ville forvente af en 19-årig.

Læs mit review af “Vi er ikke sådan nogen der får hinanden til sidst” her
Læs mere om Katarina Sandberg her

ctn465_465_4726_0_0__katarina-sandberg-portratt

“Vi er ikke sådan nogen der får hinanden til sidst” er én af de bedste bøger, som jeg har læst i år 2015. Katarina Sandberg har været så sød at lade mig interviewe hende og det er blevet spændende. Nu kan jeg endelig dele det med jer her 🙂

1661573

Interview:

1. When did you know you wanted to be an author?

“My sister has always written a lot and wanted to be a writer, and since she is six years older than me – I’ve always wanted what she wants. So I think I’ve always wanted to be an author. I did not think it would happen at this age though. I thought that to have a chance to become an author you should be a man in his 50s, who had been living in Paris and been drinking a lot of alcohol – you should have a lot of life experience. Well, turned out I was wrong”.

2. How long have you been writing?

“I’ve been writing diaries and stuff since I was very young. But during high school I became more serious with my writing. I managed to get a job as a columnist at the local newspaper in my hometown and wrote a lot of short stories”.

3. Who discovered you? Did you achieve this yourself? (did you contact publishers? How?)

“During my last year of high school I decided that I wanted to try to write a whole novel. In fact “Vi er ikke…” was a very, very ambitious school project. After finishing the manuscript I started sending it out to publishing houses. The letters I did send out along with the manuscripts where insane – I wrote things like “This is probably impossible since I am 19 and haven’t slept with anyone in the media industry” – I think I felt like I didn’t have anything to loose. And I knew how important it was to gain some attention to make the publishers read at least a few pages. At first my strategy didn’t work – I received a few standard rejections. But as time passed by three publishing houses was interested in reading a second version. I think it really helped me that three short stories that was extract from the novel was nominated for the young version of the August Prize, which is a huge deal in Sweden. After re-writing the manuscript I signed with Gilla Böcker, a small independent publishing house in Sweden specialized in young adult-literature (I didn’t even know that I wrote for young adults beforehand!) It took about one year from finishing the manuscript to signing the contract and another year before the book was in store”.

4. Why this story – anything in particular?

“Well, I think it is always natural to write about something that you know well and has given a lot of thought about. During my last year of high school I naturally gave a lot of thought to what I should do with my life – what would be the next step? I had great grades, I could do anything – but should I go in to law school or business school just because I could do it? Also, I had never had a boyfriend or a serious relationship by that time and was questioning the whole idea of romance and thought of love as a construction. Was it something Hollywood just had invented? Identity and love is to central themes in the book for this reason I think. So, the thoughts expressed by the protagonist are very much mine – but the events have not happened to me”.

5. What inspires you?

“I think inspiration is very hard to define, since you can’t always tell exactly what you’ve been inspired by. But, I can still try: books, movies, art, well-written blogs (for instance sandrabeijer.se) in particular and the internet in general. Strangers conversations at the train, big cities and people watching”.

6. Which authors have inspired you?

“Well, I would say I’m more inspired by single books than authorship. I was very inspired by Jonathan Safran Foer’s Extremely Loud and Incredibly Close and Amanda Svensson’s Hey Dolly (not sure if it’s been translated) while writing my book”.

7. What is your message with your book?

“I don’t think there is a message – I never intended one while writing it anyway. I wanted to write a book I wanted to read: a high-qualitative novel about relationship which dealt with serious subjects with a big portion of black humour”.

8. The ending – which one would you choose yourself; a) the one where history repeats itself or b) the one where she truly finds herself?

“Definitely the one where she truly finds herself – I feel obligated to say it for the sake of Cassiopeja anyways”.

9. How do you identity with Cassiopeia?

“Like mentioned earlier, while writing the book I very much identified with Cassiopeja. Nothing in the book has happened to me, but all the thoughts are mine”.

10. What are you reading right now?

“A book from Swedish author Karolina Ramqvist, it’s called Den vita staden (The white city). It’s about a woman who used to be with a criminal man, who now has disappeared. The book takes place in the aftermath where she is stuck in their house with a newborn baby waiting for the Enforcement Authority to take all she has left. It’s beautiful, brilliant and brutal”.

11. When is your next book coming?

“Well, I’ve had the busiest spring ever – and no time at all to write. But I’ve started! And this fall I am moving to Tokyo and that will give me a lot more time free time than my life in Stockholm and Uppsala does. So my goal is to finish the manuscript by new years 2015/2016”.

Den nemmeste vej til smukt hår

Den nemmeste vej til smukt hår af anne thoumieux

Q (18).JPG

4 stars

Tak til Lindhardt & Ringhof + Bookeater.dk for anmeldereksemplaret!

Læs mit review af “Den nemmeste vej til smukt hår af Anne Thoumiuex” her

“I DEN NEMMESTE VEJ TIL SMUKT HÅR får du masser af inspiration, ideer og vejledning i, hvordan du selv let kan sætte de flotteste frisurer uanset om dit hår er langt, kort, glat eller fyldt med krøller.

  Slut med dårlige hårdage! Lær f.eks. teknikken bag en smukt rullet nakkeknold eller en sildebensfletning og få masser af gode tips, uundværlige tricks og smarte genveje til naturlige, elegante og mere avancerede frisurer”.

INTERVIEW MED FORFATTER: Caroline Ørsum

INTERVIEW MED FORFATTER:

Caroline Ørsum

Caroline Ørsum har blandt andet skrevet “Hovedet i Skyerne”, “Den første Freak på Månen” og den nyudkomne bog fra 2015: “Kære dumme døde Vik”, som vil være udgangspunkt i følgende interview.

Læs min anmeldelse af “Kære dumme døde Vik” her
Læs mere om Caroline Ørsum her

Caroline_2013_3

Jeg har i forbindelse med en anmeldelse af “Kære dumme døde Vik” kontaktet Caroline, og hun har været meget imødekommende med et interview til min blog, som jeg sætter meget pris på. Caroline har en fantastisk emne til at lukke læseren ind i sit univers og ind i sine tanker om litteraturen og skabelsen af den. Læs Caroline Ørsums tanker her.

8763840149

Interview:

Hvornår vidste du, at du ville være forfatter?

“Allerede som ret lille var jeg glad for historier, glad for at finde på dem og glad for at få dem læst højt og læse dem selv. Dengang var jeg især meget stor fan af Anders And-blade. Jeg tror ikke, jeg har været mere end en 7-8 år gammel, da jeg første gang sagde noget i retning af, at jeg gerne ville skrive bøger, når jeg blev stor. Jeg kan huske, vi engang havde en lærer i skolen, som spurgte os om, hvad vi gerne ville være, når vi blev voksne, og jeg sagde, at jeg enten gerne ville være forfatter eller én, der syede tøj til dukker! Men på det tidspunkt tror jeg nu ikke rigtig, jeg havde den store idé om, hvad det faktisk vil sige at være forfatter, altså hvad jobbet egentlig indebærer … Jeg tror, jeg har været en 15-16 år, da jeg begyndte at skrive på min første ungdomsroman, og samtidig kom så tanken om, at jeg ville prøve at sende den ind til et forlag og se, om jeg kunne få den udgivet. Den blev så aldrig udgivet, men det var helt sikkert nok til at give mig lyst til at skrive videre og prøve igen. Så hvis man lægger det hele sammen, har jeg vel gået rundt med en eller anden form for forfatterdrøm i en meget stor del af mit liv”.

Hvor længe har du skrevet? Og hvad startede det?

“Jeg har skrevet små historier, siden jeg lærte at skrive. Min mor har gemt en masse små hæfter og notesbøger, som jeg har skrevet i. De historier, jeg skrev som lille, var tit inspireret af noget, jeg havde læst og godt kunne, f.eks. skrev jeg en historie inspireret af “Det lille hus på prærien”. Jeg ved ærligt talt ikke, hvad der startede det, eller hvornår det helt præcist startede, for det har nærmest været en del af mit liv altid – eller i hvert fald så længe jeg overhovedet har kunnet sætte bogstaver sammen til noget, der tilnærmelsesvis gav mening. Jeg må have følt, at dét at skrive gav mig mulighed for at udfolde og udtrykke mig på en helt særlig måde, som jeg et eller andet sted vel havde behov for og ikke kunne finde andre steder end i lige præcis skriften. Og sådan har jeg det vel egentlig stadig!”

Hvem opdagede dig? Opnåede du det selv? (Kontaktede forlag – hvordan?)

“Jeg har sendt manuskripter ind til forlag, siden jeg var 16-17 år gammel. I starten fik jeg mange kortfattede og ret frustrerende afslagsbreve, men jeg blev ved med at prøve, indtil det lykkedes mig at få udgivet min første roman som 24-årig. Det var forlaget Høst & Søn, som også i dag udgiver mine bøger, som viste interesse for et af mine manuskripter, som de godt nok afviste, men også gav en masse positive ord og gode råd med på vejen. Jeg skrev manuskriptet igennem igen og arbejdede videre på det, og da jeg sendte det ind igen, lykkedes det at få det antaget. Det blev til min første roman, ”Hovedet i skyerne”, der udkom i 2009”.

Hvorfor denne historie – hvad var det specifikke der fik dig til at vælge netop den?

“”Kære dumme døde Vik” er egentlig en historie, der udspringer af en idé, som jeg har gået og vendt og drejet i en del år. Jeg vidste fra start, at den handlede om en pige med en kæreste, der døde i en bilulykke, og at hun nok også selv kom til skade ved ulykken. Jeg kan se, at det første dokument på min computer, der rummer en tekstbid, der ligner det, der er endt med at blive til ”Kære dumme døde Vik”, er fra 2010, så den har været længe undervejs! Jeg tror, det handler om, at det ikke ligefrem har været en munter historie at skrive, og at jeg blandt andet måske har skullet lidt på afstand af en oplevelse, hvor jeg selv fik et pludseligt dødsfald og den efterfølgende sorgbearbejdelsesproces tæt ind på livet, da min far døde i 2007, før jeg var klar til at skrive romanen. Det, der tiltalte mig ved at skrive en roman om Selma i tiden efter Viks død, var nok noget af det forunderlige ved nogle af de tanker og handlinger, jeg lagde mærke til ved mig selv, dengang min far døde. Man kan stå midt i den mest forfærdelige situation, man nogensinde har stået i, man kan være helt sort indeni af sorg og fortvivlelse, og alligevel kan man på en eller anden måde stadig godt finde ud af at fungere i en hverdag. Man kan faktisk stadig godt finde ud af at børste tænder, pudse næse og tage toget, selv om man næsten ikke selv kan fatte, hvordan det kan være muligt, og selv om man måske føler sig som en slags zombie – sådan som Selma også gør på et tidspunkt i bogen – mens man gør det. Og efter et stykke tid kan man også tænke på den, man har mistet, igen, uden at det hver gang føles, som om man bliver flået helt i stykker. Det hersens menneskelige overlevelsesinstinkt; evnen og trangen til at gå i retning mod lyset, selv om hvert skridt gør ondt, det er nok noget af det, jeg havde lyst til at skrive om. På den måde synes jeg, at bogen rummer noget lyst og optimistisk også midt i alt det selvfølgelig temmelig sorte og triste. I lang tid havde jeg svært ved at komme videre med romanen fra stadiet med løse idéer og udkast, få den færdig. Men i sommeren 2014 vidste jeg pludselig, at Selma og Vik skulle køre galt samtidig med, at Selma faktisk var midt i sådan mere eller mindre spontant at slå op med Vik. Og den bittersødme og dårlig samvittighed, som derved kom til at farve alle Selmas minder og tanker om Vik, tror jeg var ret interessant for mig og hjalp mig til at få skrevet bogen færdig. Jeg havde vel grundlæggende ikke lyst til ”bare” at skrive endnu en roman om, hvor hårdt det er at miste den store kærlighed. Den historie er blevet fortalt før, tænker jeg, selv om den jo aldrig bliver ligegyldig. Men jeg var meget tiltrukket af tanken om at skrive om et forhold, der egentlig ikke er så perfekt, og som så ender brat og derfor sætter gang i en hel kaotisk dominoeffekt af følelser”.

Hvad inspirer dig?

“Det kan være rigtig mange forskellige ting. Noget, nogen siger til en anden person i en bus, nogle tanker, jeg selv har gået og grublet over et stykke tid, en stemning i f.eks. en film eller noget musik. Det første, jeg ved om en bogidé, er tit noget om, hvordan hovedpersonen er som person, hvordan han eller hun for eksempel tænker, og så noget i retning af, hvad det er for en stemning, jeg selv oplever, at bogen skaber eller arbejder med. Jeg hører tit musik, mens jeg skriver, det hjælper mig til at koncentrere mig og komme ind i en følelsesmæssig tilstand, der passer til det, jeg skal skrive, og jeg kan nogle gange opdage, at jeg for eksempel har hørt et bestemt nummer på repeat 30 gange, når jeg er færdig med at skrive et udkast til en scene”.

Hvilke forfattere har inspireret dig?

“En af de bøger, jeg har læst flest gange, er ”Når snerlen blomstrer” af Bjarne Reuter; den står stadig for mig på en eller anden måde som den perfekte ungdomsroman. Den er i virkeligheden formmæssigt ikke nogen særlig indviklet roman, den er bare sindssygt godt skrevet og fortalt, og hovedpersonen Bjørn er sådan en karakter, som man, eller jeg, i hvert fald, har lyst til at læse om: En spændende blanding af noget sympatisk og til tider ret usympatisk, der gør én nysgerrig efter at forstå hans handlinger, synes jeg. I de seneste år tror jeg også, jeg har hentet noget inspiration hos forfatteren Chuck Palahniuk, der bl.a. har skrevet ”Fight club”, jeg er ret vild med hans fortælle- og skrivestil. Hans novelle ”Guts” er for eksempel noget af det vildeste og væmmeligste, jeg nogensinde har læst, tror jeg”.

Hvad er dit budskab med din bog?

“Et egentligt budskab vil jeg ikke sige, at jeg har – og det gælder alle mine bøger. Et budskab er noget meget konkret og klart, tænker jeg, og jeg starter som regel med noget utroligt vagt, indviklet og mangefacetteret, når jeg går i gang med en bog, og det er først hen ad vejen, jeg gradvist bliver klogere på, hvad det overhovedet handler om. Så at sige, at et bestemt budskab er centralt i min bog, ville jeg ikke føle, at jeg kunne stå inde for. Men en ting, jeg i hvert fald har været bevidst om, da jeg skrev ”Kære dumme døde Vik”, var den forsigtige bevægelse mod lyset, som jeg også nævnte tidligere. Min seneste roman ”Den første freak på månen” laver lidt den modsatte bevægelse, kan jeg vist godt sige uden at afsløre for meget, det ender i hvert fald ikke særlig godt for hovedpersonen Neil i dén bog. Så jeg kunne godt lide tanken om, at den her bog var anderledes på det punkt. At Selma oplever noget rigtig slemt, men også rummer en styrke i sig, der gør, at hun, fordi hun kæmper for det og lader sig selv gå igennem de for hende nødvendige processer, nok skal ende med at komme ud på den anden side og klare sig. Så hvis der er noget, der minder om et budskab i bogen, så er det måske, at man nogle gange rummer nogle ressourcer, man måske ikke engang selv var bevidst om, der gør, at man kan overkomme selv rigtig slemme situationer … heldigvis. Hos Selma tænker jeg, at én af de ressourcer er humor, selv mens hun er mest ked af det, er hun nogle gange i stand til at se situationen i et slags morbidt humoristisk skær, og hvis man er i stand til det, tænker jeg faktisk, at det kan være en hjælp for én i forhold til at bearbejde og udholde forfærdelige ting, der er sket for én”.

Hvordan identificerer du dig med karakteren(e)?

“Helt seriøst: Gennem hårdt arbejde. Vi tilbringer rigtig mange dage sammen, mig og karaktererne, hvor jeg sidder foran computeren og tænker og tænker og skriver en masse og sletter lidt igen og skriver noget nyt og bider negle og tænker lidt mere. På den måde kommer jeg lidt efter mere og mere ind under huden på min hovedperson, som sikkert også altid rummer nogle træk, der stammer fra mig selv, ellers havde jeg vel ikke fundet på ham eller hende til at begynde med. Men jeg er samtidig meget bevidst om, at mine personer altid er fiktive personer. Nu har der lige for nylig været en masse diskussion og debat om dét at skrive selvbiografisk, og for mig føles det nærmest en umulighed. Det føles, som om jeg altid er nødt til først at opfinde en fiktiv person, der står i en fiktiv situation, for overhovedet at kunne skrive noget. Når jeg så har gjort det, kan jeg gennem den fiktive person række ind i mig selv og hente noget inspiration, hvad enten det så er følelser og oplevelser, jeg selv har haft, der måske ligner noget fra hovedpersonens liv, eller det måske bare er en masse tanker om, hvordan den her karakter mon ville reagere i lige præcis den her situation. Uanset hvad føler jeg egentlig altid, at det er en lang og snørklet proces, og det gælder også, uanset om hovedpersonen for eksempel er en dreng eller en pige. Men forhåbentlig resulterer den i sidste omgang i, at det, jeg skriver, kommer til at virke troværdigt”.

Hvad læser du lige nu?

“Lige nu skriver jeg selv på en ny roman, og når jeg først er godt i gang med det, må jeg jo nok indrømme, at jeg tit ikke får læst særlig meget. Det er, som om det forstyrrer mig lidt for meget i min proces. Men når jeg ikke lige er midt i en skriveproces, læser jeg gerne alt muligt, typisk cirka lige meget ungdoms- og voksenlitteratur. Noget af det, jeg har fået læst for nylig, er Stine Pilgaards fede roman ”Lejlighedssange” og Helle Helles ”Hvis det er” og Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtveds ret voldsomme og fantastiske ungdomsroman ”Dig og mig før daggry”, som gav mig seriøst ondt i maven et par gange undervejs”.

Hvornår kommer din næste bog?

“Så snart som muligt! Håber jeg, ha ha. Det er altid svært at sige helt præcist, hvor lang tid redigeringsprocessen f.eks. vil tage, men jeg skriver på en roman nu, så forhåbentlig kommer der noget igen i løbet af 2016, og forhåbentlig heller ikke alt for sent i 2016. Jeg har flere romanidéer, der står i kø oppe i mit hoved, så dem vil jeg jo også gerne snart nå frem til at kunne skrive på!”

Anna and the French Kiss #1

Anna and the French Kiss (#1) by stephanie perkins

SDC13551
3 stars

Anna is looking forward to her senior year in Atlanta, where she has a great job, a loyal best friend, and a crush on the verge of becoming more. Which is why she is less than thrilled about being shipped off to boarding school in Paris–until she meets Étienne St. Clair. Smart, charming, beautiful, Étienne has it all…including a serious girlfriend.

But in the City of Light, wishes have a way of coming true. Will a year of romantic near-misses end with their long-awaited French kiss?

After hearing that all the girls I know were reading this, I had to too! I had to see what all the fuss was about, and I’m glad that I finally picked up my copy at the library. The story revolves around an 18-year old girl, Anna, from San Francisco whose parents decide to admit her to an international school in the most romantic city of them all: Paris.

Anna is basically a perfect image of a “normal” teenage girl. She deals with her identity, guys, and family problems. It tends to get a bit dramatical once in a while, but it helps the plot forward. In the beginning, a new start scares her, but slowly her fear disappears and she starts finding the different treasures around in Paris. If you have ever been to Paris, you will love hearing about the smells, noise, culture, history, architecture and the whole setting that the story is told within. Stephanie Perkins has captured this perfectly! I remember visiting Paris in 2012 and falling completely in love with the city, while experiencing it on my own.

The plot revolves around falling in love and most importantly; the boy, Etienne St. Clair. While getting the inside point of view from Anna, it’s easy to identify with the burden of falling in love. Etienne St. Clair has a girlfriend and she desperately longs for him, but is it possible for her to keep him just as a friend? Or will she be able to eventually getting her French kiss?

“I don’t want to feel this way around him. I want things to be normal. I want to be his friend, not another stupid girl holding out for something that will never happen.”

SDC13552

It was not an interesting protagonist, as I could have hoped for. She is very insecure and gets scared easily, especially when comes to falling in love, friendships and her own fear of being alone in a country, where she doesn’t even speak the language. Although, Anna’s behaviour seems to repeat itself throughout the story, she is a perfect example of someone young falling and being in love. I think everyone can relate to that subject, right?

“French name, English accent, American school. Anna confused.”

“Anna and the French Kiss” is a story about conflicts, friendships, growing up, finding your own place in life, love, falling in and out of love. All in all, it’s the story of finding something familiar in an unfamiliar setting, no matter if it is a specific place or within yourself.

“Is it possible for home to be a person and not a place?”

It was a great book and easy to read. I could definitely recommend it for a relaxed afternoon in the sun. It is indeed very romantic and girly, but sometimes it’s nice to read a book like this. This is a great book about falling and being love, being young, finding your own place in life and doing it while living in the arty, cultural and historical city of Paris. I will look forward to reading the others in the series (#2“Lola and the Boy Next Door” and #3 “Isla and the Happily Ever After”).

Respons fra Caroline Ørsum

Respons fra Caroline Ørsum

Caroline Ørsum har netop udgivet sin bog “Kære dumme døde Vik”. En smuk bog om at miste, sige farvel til én man stod nær og samtidig sige farvel til en del af sig selv, som man har mistet i forbindelse med mødet med døden.
… Jeg var så heldig at få lov til at anmelde den. Hun har nævnt mig på sin blog og det er jeg utrolig taknemmelig for! Det er skønt, når forfattere læser ens ord om deres værker.
En god start på weekenden 🙂

caroline ørsum respons

Læs mit review af “Kære dumme døde Vik” her

Interview med forfatter: Christine Lind Ditlevsen

Interview med forfatter:
Christine Lind Ditlevsen

Billedresultat for christine lind ditlevsen

Christine Lind Ditlevsen har skrevet “fredag lørdag søndag”, som er udgivet i maj 2015. Jeg har været så heldig at få lov til at interviewe Christine om hendes spændende bog.
Læs mere om bogen her

25432547

Interview:

 1. Hvornår vidste du, at du ville være forfatter?
 ”Jeg tror tanken om at blive forfatter, har strejfet de fleste unge. Jeg søgte ind på Forfatterskolen, da jeg var 20 og blev rasende, da jeg ikke kom ind. Det var lige dele forfængelighed og erkendelse af no easy ways in”.
2. Hvor længe har du skrevet? Og hvad startede det?
”Jeg skrev et digt om molekyler, da jeg var tolv, det var på rim og foregik i et spejlæg. Jeg tror, jeg kan huske det digt, fordi det var det første, jeg skrev i den sorte kinabog, der skulle blive min ven hele det første år i den nye by. Jeg har skrevet lige siden. I begyndelsen digte, så depressive digte, så en depressiv roman. Men det var først, da jeg havde lavet en blog, hvor jeg hver dag publicerede et digt, at jeg fandt mit sprog og begyndte at tage det at skrive alvorligt. Som en disciplin, der skal opøves”.
3. Hvem opdagede dig? Opnåede du det selv?”Jeg tog et kursus i Thiemers Magasin med Christina Englund. Hun arrangerede et møde mellem kursisterne og tre redaktører på forlaget Rosinante & co. Vi fik lov til at sende redaktørerne lidt tekst, som vi kunne få feedback på, og jeg var lige begyndt på en tekst, som jeg synes, havde en særlig energi. Det var de første fem sider af ‘fredag, lørdag, søndag’. Jeg tog kontakt til Louise Kønigsfeldt, en af redaktørerne, da bogen var færdig”.
4. Hvorfor denne historie – hvad var det specifikke der fik dig til at vælge netop den?”Det er meget, meget svært at svare på. Historien kom til mig efterhånden som jeg skrev. Den skulle have handlet om to piger i et sommerhus, der indgik en aftale med Djævlen. Den endte med at handle om en piges meget turbulente weekend”.
5. Hvad inspirerer dig?”Samtaler, især med mennesker, jeg ikke kender, film, kunst, musik. Særligt musik. Spotify er min ven.’ Men også Fitness World. fredag, lørdag, søndag’ blev skrevet til en playliste delvis stykket sammen af numre, jeg så på skærmene, når jeg trænede”.
6. Hvilke forfattere har inspireret dig?”Jeg fik en seriøs genstart af hele mit syn på litteratur, da jeg læste Knausgaard i 2012. Hvad litteraur er, hvad forfatteren kan, hvad genrer er. Hvad litteraur er, hvad forfattere må, hvad genrer er. Og i de sidste par år har jeg læst meget ny dansk litteratur, Bjørn Rasmussen, Christina Hagen, Olivia Nordenhof, Caspar Eric, men bliver også meget inspireret af fastfood lyric som Kristin Hatch’s ‘The Meatgirl Whatever’ og andre nye amerikanske navne. Klassikerne tog jeg, da jeg var I 20’erne, og de vil altid blive hos mig – men mere som bevidsthed end som inspiration.
7. Hvad er dit budskab med din bog?Jeg har ikke noget budskab med min bog.
8. Hvordan identificerer du dig med karakteren(e)?”Der er ingen af personerne, der er mig. Men jeg forstår Kats forvirring over relationernes indvikling, og jeg forstår Nynnes trang til at sætte sig selv i centrum.  Tvivlen, længslen og desperationen tilhører jo os alle. Uanset hvor og hvem vi er”.

9.  Hvad læser du lige nu?”Harald Voetmanns ‘Syner og fristelser’, som jeg er meget glad for”.

10.   Hvornår kommer din næste bog?
Engang, forhåbentlig”.

The Hunger Games #1

The Hunger Games #1 by Suzanne Collins

 foto-54 stars

“Winning will make you famous. 
Losing means certain death.

The nation of Panem, formed from a post-apocalyptic North America, is a country that consists of a wealthy Capitol region surrounded by 12 poorer districts. Early in its history, a rebellion led by a 13th district against the Capitol resulted in its destruction and the creation of an annual televised event known as the Hunger Games. In punishment, and as a reminder of the power and grace of the Capitol, each district must yield one boy and one girl between the ages of 12 and 18 through a lottery system to participate in the games. The ‘tributes’ are chosen during the annual Reaping and are forced to fight to the death, leaving only one survivor to claim victory.

When 16-year-old Katniss’s young sister, Prim, is selected as District 12’s female representative, Katniss volunteers to take her place. She and her male counterpart Peeta, are pitted against bigger, stronger representatives, some of whom have trained for this their whole lives. , she sees it as a death sentence. But Katniss has been close to death before. For her, survival is second nature”.

While reading this I was truly petrified but yet still intrigued. I kept on turning the pages and waiting for the next move… The next breath… Or the sound of a battering wing of a Mockingjay.


“May the odds be ever in your favor!” 

I’m a girl who doesn’t like the exaggerated hype whether if it’s a book or a movie, or a book turned into a movie, but this was truly something. I’m glad that I’m waited a bit longer and escaped the hype of it all, and read it on my own terms. Wow… What a great reading experience!

There are so many great elements in this book; excitement, drama, death, the battle between good vs. evil and my favourite part: a tiny hint of hope that always lurks around in the background. The concept is awful, but still so fascinating. You get so happy that you don’t have to walk in Katniss’ shoes and experience the traumatic drama that she goes through. Being in the arena and always being aware of death hiding in the shadows.

It reminded me of George Orwell’s “1984” and William Golding’s “Lord of the Flies”. A blend of these two is just too scary to even think about, but Suzanne Collins manages it perfectly with her great and visual writing style. She is aware of the reader and is always a step in front, so you never know what is going to happen. I really enjoyed the reading of this book. The language is brilliant, the descriptions so vivid and the heroine (Katniss) is so strong and unique, so you keep rooting for her, silently, while turning the pages.

 “You’re not leaving me here alone,” I say. Because if he dies, I’ll never go home, not really. I’ll spend the rest of my life in this arena, trying to think my way out.”

 

I know that the trilogy of The Hunger Games is definitely on my reading list and I will read them as soon as possible. Can’t wait! I won’t say much more about it, because it is indeed a great book, so I wouldn’t like to spoil anything. Just let the book speak for you…