INTERVIEW MED FORFATTER: Caroline Ørsum

INTERVIEW MED FORFATTER:

Caroline Ørsum

Caroline Ørsum har blandt andet skrevet “Hovedet i Skyerne”, “Den første Freak på Månen” og den nyudkomne bog fra 2015: “Kære dumme døde Vik”, som vil være udgangspunkt i følgende interview.

Læs min anmeldelse af “Kære dumme døde Vik” her
Læs mere om Caroline Ørsum her

Caroline_2013_3

Jeg har i forbindelse med en anmeldelse af “Kære dumme døde Vik” kontaktet Caroline, og hun har været meget imødekommende med et interview til min blog, som jeg sætter meget pris på. Caroline har en fantastisk emne til at lukke læseren ind i sit univers og ind i sine tanker om litteraturen og skabelsen af den. Læs Caroline Ørsums tanker her.

8763840149

Interview:

Hvornår vidste du, at du ville være forfatter?

“Allerede som ret lille var jeg glad for historier, glad for at finde på dem og glad for at få dem læst højt og læse dem selv. Dengang var jeg især meget stor fan af Anders And-blade. Jeg tror ikke, jeg har været mere end en 7-8 år gammel, da jeg første gang sagde noget i retning af, at jeg gerne ville skrive bøger, når jeg blev stor. Jeg kan huske, vi engang havde en lærer i skolen, som spurgte os om, hvad vi gerne ville være, når vi blev voksne, og jeg sagde, at jeg enten gerne ville være forfatter eller én, der syede tøj til dukker! Men på det tidspunkt tror jeg nu ikke rigtig, jeg havde den store idé om, hvad det faktisk vil sige at være forfatter, altså hvad jobbet egentlig indebærer … Jeg tror, jeg har været en 15-16 år, da jeg begyndte at skrive på min første ungdomsroman, og samtidig kom så tanken om, at jeg ville prøve at sende den ind til et forlag og se, om jeg kunne få den udgivet. Den blev så aldrig udgivet, men det var helt sikkert nok til at give mig lyst til at skrive videre og prøve igen. Så hvis man lægger det hele sammen, har jeg vel gået rundt med en eller anden form for forfatterdrøm i en meget stor del af mit liv”.

Hvor længe har du skrevet? Og hvad startede det?

“Jeg har skrevet små historier, siden jeg lærte at skrive. Min mor har gemt en masse små hæfter og notesbøger, som jeg har skrevet i. De historier, jeg skrev som lille, var tit inspireret af noget, jeg havde læst og godt kunne, f.eks. skrev jeg en historie inspireret af “Det lille hus på prærien”. Jeg ved ærligt talt ikke, hvad der startede det, eller hvornår det helt præcist startede, for det har nærmest været en del af mit liv altid – eller i hvert fald så længe jeg overhovedet har kunnet sætte bogstaver sammen til noget, der tilnærmelsesvis gav mening. Jeg må have følt, at dét at skrive gav mig mulighed for at udfolde og udtrykke mig på en helt særlig måde, som jeg et eller andet sted vel havde behov for og ikke kunne finde andre steder end i lige præcis skriften. Og sådan har jeg det vel egentlig stadig!”

Hvem opdagede dig? Opnåede du det selv? (Kontaktede forlag – hvordan?)

“Jeg har sendt manuskripter ind til forlag, siden jeg var 16-17 år gammel. I starten fik jeg mange kortfattede og ret frustrerende afslagsbreve, men jeg blev ved med at prøve, indtil det lykkedes mig at få udgivet min første roman som 24-årig. Det var forlaget Høst & Søn, som også i dag udgiver mine bøger, som viste interesse for et af mine manuskripter, som de godt nok afviste, men også gav en masse positive ord og gode råd med på vejen. Jeg skrev manuskriptet igennem igen og arbejdede videre på det, og da jeg sendte det ind igen, lykkedes det at få det antaget. Det blev til min første roman, ”Hovedet i skyerne”, der udkom i 2009”.

Hvorfor denne historie – hvad var det specifikke der fik dig til at vælge netop den?

“”Kære dumme døde Vik” er egentlig en historie, der udspringer af en idé, som jeg har gået og vendt og drejet i en del år. Jeg vidste fra start, at den handlede om en pige med en kæreste, der døde i en bilulykke, og at hun nok også selv kom til skade ved ulykken. Jeg kan se, at det første dokument på min computer, der rummer en tekstbid, der ligner det, der er endt med at blive til ”Kære dumme døde Vik”, er fra 2010, så den har været længe undervejs! Jeg tror, det handler om, at det ikke ligefrem har været en munter historie at skrive, og at jeg blandt andet måske har skullet lidt på afstand af en oplevelse, hvor jeg selv fik et pludseligt dødsfald og den efterfølgende sorgbearbejdelsesproces tæt ind på livet, da min far døde i 2007, før jeg var klar til at skrive romanen. Det, der tiltalte mig ved at skrive en roman om Selma i tiden efter Viks død, var nok noget af det forunderlige ved nogle af de tanker og handlinger, jeg lagde mærke til ved mig selv, dengang min far døde. Man kan stå midt i den mest forfærdelige situation, man nogensinde har stået i, man kan være helt sort indeni af sorg og fortvivlelse, og alligevel kan man på en eller anden måde stadig godt finde ud af at fungere i en hverdag. Man kan faktisk stadig godt finde ud af at børste tænder, pudse næse og tage toget, selv om man næsten ikke selv kan fatte, hvordan det kan være muligt, og selv om man måske føler sig som en slags zombie – sådan som Selma også gør på et tidspunkt i bogen – mens man gør det. Og efter et stykke tid kan man også tænke på den, man har mistet, igen, uden at det hver gang føles, som om man bliver flået helt i stykker. Det hersens menneskelige overlevelsesinstinkt; evnen og trangen til at gå i retning mod lyset, selv om hvert skridt gør ondt, det er nok noget af det, jeg havde lyst til at skrive om. På den måde synes jeg, at bogen rummer noget lyst og optimistisk også midt i alt det selvfølgelig temmelig sorte og triste. I lang tid havde jeg svært ved at komme videre med romanen fra stadiet med løse idéer og udkast, få den færdig. Men i sommeren 2014 vidste jeg pludselig, at Selma og Vik skulle køre galt samtidig med, at Selma faktisk var midt i sådan mere eller mindre spontant at slå op med Vik. Og den bittersødme og dårlig samvittighed, som derved kom til at farve alle Selmas minder og tanker om Vik, tror jeg var ret interessant for mig og hjalp mig til at få skrevet bogen færdig. Jeg havde vel grundlæggende ikke lyst til ”bare” at skrive endnu en roman om, hvor hårdt det er at miste den store kærlighed. Den historie er blevet fortalt før, tænker jeg, selv om den jo aldrig bliver ligegyldig. Men jeg var meget tiltrukket af tanken om at skrive om et forhold, der egentlig ikke er så perfekt, og som så ender brat og derfor sætter gang i en hel kaotisk dominoeffekt af følelser”.

Hvad inspirer dig?

“Det kan være rigtig mange forskellige ting. Noget, nogen siger til en anden person i en bus, nogle tanker, jeg selv har gået og grublet over et stykke tid, en stemning i f.eks. en film eller noget musik. Det første, jeg ved om en bogidé, er tit noget om, hvordan hovedpersonen er som person, hvordan han eller hun for eksempel tænker, og så noget i retning af, hvad det er for en stemning, jeg selv oplever, at bogen skaber eller arbejder med. Jeg hører tit musik, mens jeg skriver, det hjælper mig til at koncentrere mig og komme ind i en følelsesmæssig tilstand, der passer til det, jeg skal skrive, og jeg kan nogle gange opdage, at jeg for eksempel har hørt et bestemt nummer på repeat 30 gange, når jeg er færdig med at skrive et udkast til en scene”.

Hvilke forfattere har inspireret dig?

“En af de bøger, jeg har læst flest gange, er ”Når snerlen blomstrer” af Bjarne Reuter; den står stadig for mig på en eller anden måde som den perfekte ungdomsroman. Den er i virkeligheden formmæssigt ikke nogen særlig indviklet roman, den er bare sindssygt godt skrevet og fortalt, og hovedpersonen Bjørn er sådan en karakter, som man, eller jeg, i hvert fald, har lyst til at læse om: En spændende blanding af noget sympatisk og til tider ret usympatisk, der gør én nysgerrig efter at forstå hans handlinger, synes jeg. I de seneste år tror jeg også, jeg har hentet noget inspiration hos forfatteren Chuck Palahniuk, der bl.a. har skrevet ”Fight club”, jeg er ret vild med hans fortælle- og skrivestil. Hans novelle ”Guts” er for eksempel noget af det vildeste og væmmeligste, jeg nogensinde har læst, tror jeg”.

Hvad er dit budskab med din bog?

“Et egentligt budskab vil jeg ikke sige, at jeg har – og det gælder alle mine bøger. Et budskab er noget meget konkret og klart, tænker jeg, og jeg starter som regel med noget utroligt vagt, indviklet og mangefacetteret, når jeg går i gang med en bog, og det er først hen ad vejen, jeg gradvist bliver klogere på, hvad det overhovedet handler om. Så at sige, at et bestemt budskab er centralt i min bog, ville jeg ikke føle, at jeg kunne stå inde for. Men en ting, jeg i hvert fald har været bevidst om, da jeg skrev ”Kære dumme døde Vik”, var den forsigtige bevægelse mod lyset, som jeg også nævnte tidligere. Min seneste roman ”Den første freak på månen” laver lidt den modsatte bevægelse, kan jeg vist godt sige uden at afsløre for meget, det ender i hvert fald ikke særlig godt for hovedpersonen Neil i dén bog. Så jeg kunne godt lide tanken om, at den her bog var anderledes på det punkt. At Selma oplever noget rigtig slemt, men også rummer en styrke i sig, der gør, at hun, fordi hun kæmper for det og lader sig selv gå igennem de for hende nødvendige processer, nok skal ende med at komme ud på den anden side og klare sig. Så hvis der er noget, der minder om et budskab i bogen, så er det måske, at man nogle gange rummer nogle ressourcer, man måske ikke engang selv var bevidst om, der gør, at man kan overkomme selv rigtig slemme situationer … heldigvis. Hos Selma tænker jeg, at én af de ressourcer er humor, selv mens hun er mest ked af det, er hun nogle gange i stand til at se situationen i et slags morbidt humoristisk skær, og hvis man er i stand til det, tænker jeg faktisk, at det kan være en hjælp for én i forhold til at bearbejde og udholde forfærdelige ting, der er sket for én”.

Hvordan identificerer du dig med karakteren(e)?

“Helt seriøst: Gennem hårdt arbejde. Vi tilbringer rigtig mange dage sammen, mig og karaktererne, hvor jeg sidder foran computeren og tænker og tænker og skriver en masse og sletter lidt igen og skriver noget nyt og bider negle og tænker lidt mere. På den måde kommer jeg lidt efter mere og mere ind under huden på min hovedperson, som sikkert også altid rummer nogle træk, der stammer fra mig selv, ellers havde jeg vel ikke fundet på ham eller hende til at begynde med. Men jeg er samtidig meget bevidst om, at mine personer altid er fiktive personer. Nu har der lige for nylig været en masse diskussion og debat om dét at skrive selvbiografisk, og for mig føles det nærmest en umulighed. Det føles, som om jeg altid er nødt til først at opfinde en fiktiv person, der står i en fiktiv situation, for overhovedet at kunne skrive noget. Når jeg så har gjort det, kan jeg gennem den fiktive person række ind i mig selv og hente noget inspiration, hvad enten det så er følelser og oplevelser, jeg selv har haft, der måske ligner noget fra hovedpersonens liv, eller det måske bare er en masse tanker om, hvordan den her karakter mon ville reagere i lige præcis den her situation. Uanset hvad føler jeg egentlig altid, at det er en lang og snørklet proces, og det gælder også, uanset om hovedpersonen for eksempel er en dreng eller en pige. Men forhåbentlig resulterer den i sidste omgang i, at det, jeg skriver, kommer til at virke troværdigt”.

Hvad læser du lige nu?

“Lige nu skriver jeg selv på en ny roman, og når jeg først er godt i gang med det, må jeg jo nok indrømme, at jeg tit ikke får læst særlig meget. Det er, som om det forstyrrer mig lidt for meget i min proces. Men når jeg ikke lige er midt i en skriveproces, læser jeg gerne alt muligt, typisk cirka lige meget ungdoms- og voksenlitteratur. Noget af det, jeg har fået læst for nylig, er Stine Pilgaards fede roman ”Lejlighedssange” og Helle Helles ”Hvis det er” og Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtveds ret voldsomme og fantastiske ungdomsroman ”Dig og mig før daggry”, som gav mig seriøst ondt i maven et par gange undervejs”.

Hvornår kommer din næste bog?

“Så snart som muligt! Håber jeg, ha ha. Det er altid svært at sige helt præcist, hvor lang tid redigeringsprocessen f.eks. vil tage, men jeg skriver på en roman nu, så forhåbentlig kommer der noget igen i løbet af 2016, og forhåbentlig heller ikke alt for sent i 2016. Jeg har flere romanidéer, der står i kø oppe i mit hoved, så dem vil jeg jo også gerne snart nå frem til at kunne skrive på!”

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s