Thank you, reader!

Thank you, reader!

Have to say it once more: THANK YOU SO MUCH for following my blog this year. It has indeed been an adventure. I started my blog in February and it has been succesful and wonderful that so many choose to follow my blog and read my reviews. I really appreciate it, but this has been a new journey for me.

There are so many bloggers out there and in the beginning I thought, “do they really need another?” but I was to curious, so I jump right into it.

I have written 94 reviews this years from ideas I had myself, wonderful books sent from authors and publishers, and I’m proud.

I’m looking forward to see what’s going to happen in 2016. I’m definitely ready for more!

/If you are interested in more reading, you can buy my poetry collection “In my darkest hours” (comment below) and we’ll figure it out 🙂

foto (2)

Fra den afdødes hus

Fra den afdødes hus af Anna Klahn

28146576

4 stars

Der er to muligheder, som læseren af ”Fra den afdødes hus” vil kunne nikke genkendende til. Man sidder tilbage med følelsen af et stort savn, som man ikke selv vidste man havde – man mærker sorgen fysisk som en knude i maven eller gennem naturens gang, hvor visne blade symboliserer ophøret af det levende. Eller også er der den anden mulighed; man nikker genkendende til følelsen af at have mistet et menneske, som stod én nær – en kærlighed, en ven eller et barn…

Det tog mig et stykke tid at samle tankerne efter at jeg havde læst Anna Klahns digtsamling ”Fra den afdødes hus”. Det er debuten fra den unge og talentfulde digter. Det er sjældent, at moderne digtsamlinger får mig til at miste pusten og blive rørt på den helt særlige måde, men det gjorde denne digtsamling. Samtidig med at det var en smuk læsning, så var det også grusomt og trist. Dog vil jeg mene, at der gemmer sig et hint af håb, hvilket skaber et lys i den ellers mørke stemning, som digtene besidder.

Anna Klahn har virkelig sproget i sin magt. Både ved lyriske passager og sanselige beskrivelser. Hendes skrivning rummer i høj grad smukke beskrivelser af naturen og alt hvad den gør, både i mennesket og menneskets omgivelser. Metaforer og personlige tanker påvirker den lyriske oplevelse ved at læse de 30 digte. Naturen og årstiden placerer læseren i de forskellige stemninger, som digtene giver udtryk for.
Jeg tror, at enkelheden og det lyriske sprog gjorde udfaldet i forhold til min læsning. Enkelheden, men samtidig dybden i det lyriske sprog viser forskellige sider af mennesket, dets psyke og tankerne om livet og mennesket selv. Ordene i de 30 digte er særligt udvalgt. Simple konstruktioner, dog er det stemningsfuldt og sanseligt. Sproget er enkelt, skrøbeligt og nøgent, men rummer dybde så stor som den sorg, der befinder sig i hovedpersonen i digtsamlingen.

”Din sidste dag skinner solen også – spejler sig i vandpytter – i et landskab med en horisont – fuglene lander og letter lydløst […] noget blev lovet og ikke holdt – snerler kan sno sig om brombærranker – i en anden verden”

Det at miste noget er noget universelt, som alle mennesker kender til. Et fysisk tab af et menneske, som står én nær og det psykiske tab, når man mister den del af sig selv, som er forbundet med dette tab. Den uforløste sorg, smerten og endeligt erkendelsen af hvad man har mistet.
Digtene satte tankerne i gang under læsningen. Både hvad der inspirerede til disse digte, men også egne personlige oplevelser og minder. Mine tanker cirkulerede om sjælen og dens kamp for at indprinte sig minderne og forsøget på ikke at skubbe de sørgelige øjeblikke væk, men tværtimod gemme dem tæt hjertet og erindringen, og forvandle dem til noget positivt og konstruktivt i form af denne digtsamling.

Digtsamlingen ”Fra den afdødes hus” af Anna Klahn er en flot debut fra den unge digter, og jeg vil glæde mig utrolig meget til at læse mere fra kommende udgivelser!

Bangebuksen

Bangebuksen af Mulmenneske

m (5).JPG

3 stars

Jeg fik tilsendt ”Bangebuksen” personligt af Mulmenneske og allerede da jeg fik tilbudet om at anmelde den, så blev min nysgerrighed vækket, for jeg havde aldrig hørt noget lignende – skørt, nytænkende og quirky! Og sådan blev læsningen også, men det er langt fra negativt ment.

Sproget er spændende, nytænkende og anderledes, hvilket gør det interessant at bladre sig igennem romanen. Romanen er hurtigt læst, men man hungrer efter mere fra dette skøre og sjove litterære univers. Det er et rigtig godt bud til nylitteraturen i 2015, som bryder med alt andet i læsekulturen lige på nuværende tidspunkt.

Det er helt tydeligt, at vi har at gøre med en forfatter, som kender alle aspekter af det danske sprog og som ikke frygter at lege med det, så som læser skal man tænke to gange over tingene. Man får det ikke blot serveret, men læseren er selv med til at finde meningen med teksten og budskabet bag den. Sproget er legende, nyskabende og frygtløst. Dagligdags-elementer og skolelivet på gymnasiet bliver beskrevet som en dyreverden, hvor hver karakter hver især har sin rolle.

”Ormehullet spytter mig ud og tilbage på toppen af Ørerød Bakke. Tilbage i nutiden, men mine øjne er udskiftet med et visir, der ser alting klar. For mine fødder ligger den by som menneske har bygget til sig selv. Leverpostejsfabrikker så langt øjet rækker”

Jeg nød virkelig denne læsning, lige så meget som jeg krummede tæer. Hovedpersonen er skræmmende realistisk og viser ikke et glansbillede, men tværtimod et ærligt og realistisk billede af den ”normale” unge i gymnasiet, som prøver at finde ud af verden, samtidig med at finde sig selv. Venskab, kærlighed og social adfærd er svært for mange unge, og det kæmper denne hovedperson også med.

Det er en meget underholdende og foruroligende læsning, men jeg nød det. Det er en roman, hvor du bagefter sidder med et smil på læben og en tanke, der flyver rundt i hovedet: ”Hvad var det lige, der foregik?”
Det er en dygtig og talentfuld forfatter, som i den grad har formået at skrive en unik historie om noget så realistisk og normalt for den danske unge.

Pigen på Klippen

Pigen på Klippen af Lucinda Riley

m (13).JPG

3 stars

Tak til Forlaget Turbulenz for anmeldereksemplaret!

”Pigen på Klippen” er skrevet af Lucinda Riley. Hun har blandt andet også skrevet ”Orkideens Hemmelighed” og ”Lavendelhaven”. Fortællingen starter med den irske kvinde Grania, som er bosiddende i New York, og som efter et brud med sin kæreste, vender tilbage til sin fødeby, og derefter begynder historier og gamle familieintriger pludselig at udfolde sig i denne spændende roman.

Nogle gange stopper jeg op i min hæsblæsende og travle hverdag for at minde mig selv om hvor jeg kom fra, hvem jeg er og hvor jeg er på vej hen. I sin jagt efter succes, på arbejds og- hjemmefronten, så glemmer man nogle gange sig selv. Det kan mange forhåbentlig nikke genkendende til? Det var spændende at læse denne roman, for her optræder dette tema også. Det er tydeligt, at når man stopper op, hiver stikket ud og trækker sig tilbage fra al velkendt, så opdager man nogle gange ting, som man ikke vidste, at man havde i sig eller ser pludselig tingene fra et andet perspektiv.

I løbet af læsningen af denne roman har jeg tænkt meget over det faktum, at nogle mener ”at fortiden definerer nutiden, og selv også fremtiden”. Selvom man kan argumentere for både for og imod, så er det interessant at se, hvordan minder og erindringer former den, som man er i dag. I den lille irske landsby er der komplicerede familieforhold og alle løse ender synes pludseligt at passe sammen. Det er et snævertsynet lille samfund og ethvert minde sidder fastlåst i de nulevende, selvom det måske fandt sted i en tid langt tid tilbage i historien.

Et kraftigt vindstød havde grebet fat i hendes pragtfulde, flagrende røde hår. De små bare fødder stak ud under den tynde, hvide bomuldskjole, som nåede hende til anklerne. Hun stod med hænderne rakt ud mod havets grå, skummende vandmasser under sig og med opadvendt ansigt, som om hun ville bringe sig selv som offergave til elementerne

Lucinda Riley har et smukt og spændende sprog, og i er den grad en story-teller, som formår at fange sin læser i essensen af sin skrivning, både med detaljer og finurligheder i sproget, samt også dybe karakterer, hvor man helt tydeligt kommer ind ”under huden” på dem. Man tager med karaktererne med på en rejse, helt tilbage til 1914, hvor historien startede og frem til nutiden i 2011, hvor fortiden stadig spiller historien et puds.

Der er spøgelser, der lurer i hjørner og kroge, og man får næsten fornemmelsen af, at de døde holder øje med de nulevende, og spiller dem et puds. Alle erindringer fra 1914 og i løbet af første verdenskrig fylder en større rolle end det burde i 2011 – forrige kærlighedsforhold, børns opvækst og kringlede familieintriger er med til at danne rammen om denne roman, og Lucinda Riley slipper smukt afsted med det.

Jeg har altid været meget begejstret for romaner, som trækker på historiske elementer, men samtidig blander fiktion ind i det, og hvis du er til romaner som disse, så kan jeg varmt anbefale denne!

Anerkendelse fra forfatter

Anerkendelse fra forfatter: Marie Higgins

haunting secrets

Hvor er det en fantastisk fornemmelse, når forfattere, som man har dyb respekt for, opdager ens anmeldelser og reviews, og nævner én på sin hjemmeside.

Marie Higgins skriver:

Astounding Review!

I absolutely love it when I stumble upon a review of one of my stories on the internet. After reading this review, I knew I had to share it. I’m grinning so wide right now and bursting with pride. Yeah, go figure, right?  Thanks so much to Eva Lucia for this FIVE STAR awesome review and for making my day brighter!

Læs hele Marie Higgins’ blogpost her

Læs min anmeldelse af “Haunting Secrets” af Marie Higgins her

Jeg er her stadig

Jeg er her stadig af Clélie Avitfoto 1 (9).JPG

4 stars

Tak til Lindhart & Ringhof for anmeldereksemplaret!

Wow, hvor skal man starte? Dette var virkelig en anderledes, tankevækkende og smuk læseoplevelse – helt anderledes end noget jeg har læst før.
Romanens plot cirkulerer om de to hovedpersoner: Elsa, som har ligget i koma i flere måneder efter en ulykke i bjergene. Ved stuen ved siden af Elsa ligger en mand i koma. Han har slået to ihjel ved spritkørsel. Hans bror hedder Thibault og ved et tilfælde møder Thibault og Elsa hinanden. Dog er Elsa ikke ved bevidsthed, men hun kan stadig høre alt hvad der foregår. Hun kan hverken se, lugte, mærke, føle eller åbne øjnene, men hun kan fornemme Thibaults tilstedeværelse og høre, når han taler til hende. Hvor ville hun ønske, at hun kunne åbne øjnene og fortælle ham, at hun stadig er her…

En ny stemme. Lys. Jomfrueligt ren. Som sneen, der lige er begyndt at falde. Et gyldent snefnug, der nærmer sig mig. Det er på tæt på at være den mest vidunderlige lyd, jeg nogensinde har hørt, næst efter den mere alvorlige stemme, som hvisker på min stue. En regnbue og et snefnug, jeg forstår ikke rigtig, hvordan de kan eksistere samtidigt, når man tænker på temperaturen, men de er her samtidigt på min stue

Dette er debutromanen fra den franske Clélie Avit, som viser sig at være en utrolig spændende og dygtig ny forfatter. Især hendes karakterbeskrivelser er værd at nævne. Selvom man som læser ved så lidt om de karakterer, så kommer man lynhurtigt ind under huden på dem. Både hvordan Elsa kæmper for at åbne øjnene igen, forlade sit koma og komme tilbage til livet, og hvordan Thibault kæmper for at finde sig til rette i livet igen. Det gik meget hurtigt med at lære karaktererne at kende og man får hurtigt et varmt og næsten personligt kendskab til dem begge. Skift af synsvinkel fungerer desuden rigtig fint mellem de to karakterer og næsten ved hvert kapitelafslutning er der en cliff-hanger, så man simpelthen bliver nødt til at læse videre.

Det er en roman, hvor man finder ud af, hvor skrøbeligt livet er – både for den levende og for den døende; hvordan livet kan rives væk så pludseligt og samtidig hvor død man kan føle sig, selvom blodet banker i ens årer. Specielt Elsas situation giver et stort indtryk og man håber inderligt, at hun åbner øjnene og får lov til at leve sit liv.

Jeg holder brat op med at græde. Jeg har truffet min beslutning. Jeg vil kæmpe. Jeg vil kæmpe for mig selv, og jeg vil kæmpe for hende. Jeg vil have, at Elsa vågner, og at jeg selv vågner

Det var en utrolig smuk, følelsesmæssig og ærlig bog om hvordan to eksistenser finder ind til hinanden, selvom den ene ikke er ved bevidsthed. Man sidder med følelsen og håbet om kærligheden nu i sidste ende vil sejre.

Vil vi blive husket, når vi er væk? Vil vi blive husket, når vi stadig lever? Er det andre end os selv, som virkelig ser os og indser, at vi stadig er her?