Skovserne det lille folk i skoven

Skovserne det lille folk i skoven af Carl Frederik Garde

18196547.jpg

five stars

Der er en helt specielt type af bøger, som man husker og mindes i lang tid efter, at man har læst dem. Her er fortællingen om “Skovserne det lille folk i skoven” én af dem! Jeg ved ikke hvorfor, men i min barndom valgte skolen altid bøger til os – til højtlæsning – hvor skoven blev levende og kun havde én særlig og heldig menneskeven. Ligesom “Ole og Koglefolket” er fortællingen om “Skovserne”, der drikker duggen på rødkål, en spændende rejse for læseren, uanset om man er barn eller voksen.

Man føler at man bliver indviet i en stor hemmelighed og at man er særligt heldig, fordi man får lov. Måske var det friskolens indirekte propaganda med at lære os at passe godt på naturen, værne om den og forstå, at det er noget helt særligt.

“Men det var slet ikke rødkål, der stod på bordet. Det var en buket røde roser. De var meget rødere end rødkål, som i virkeligheden er blå, så der er ikke noget at sige til, at skovseren tog fejl. Og for resten var der ingen dug på dem. Mens den nu sad på bordet og blev klar over, at der var noget galt, gik en dør op og Sara kom ind i stuen.
“Jamen dog”, sagde hun lidt forskrækket, da hun så skovseren sidde dér. Husk, der blev meget mere forskrækket, huskede at lukke øjnene, som Piml havde sagt den skulle, når den ville gøre sig usynlig. Men det gælder jo kun i mørket udenfor. Her i det elektriske lys kunne den ses alligevel. Den følte sig meget dum, da den kom i tanker om det.

Jeg kan huske, at jeg i min barndom fik fortalt historien om Skovserne og allerede fra første beskrivelse af det lille spændende væsen var jeg draget af historien. Samtidig med fortællingen er fin og hyggelig, så er den også dyb og sætter fokus på livet og udviklingen af det. Bøgerne er spækket med fint sprog, flotte illustrationer, tænksomme passager, søde dialoger og en opdagelse af livet, som et hvert barn også har i sig.

“Som Husk nu sad der og spekulerede, kiggede den også ned i vandet, som den troede var luft. Og så gav det et helt gib i den, for dernede sad en skovser […] Husk smilede – og det gør skovserne med øjnene – og skovseren nede i vandet smilede også. Husk hviskede: “Kom herop, så vi kan snakke sammen”. Det så ud som om den anden skovser sagde noget samtidig, men Husk kunne ikke høre hvad det var”.

Selvom at denne serie blev skrevet i slutningen af 1970’erne, så er det børnebøger, der holder – og stadigvæk så mange år efter. Jeg kan kun anbefale at læse eller højtlæse historien om Skovserne, og hvis man fanges af det, så er man så heldig at der er 6 bøger i serien!

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s