Forfatter-interview #4 Charlotte Blay

DSC7858

For det første, så er Charlotte Blay en utrolig dygtig forfatter, som virkelig kan vikle læseren ind i sit litterære spind. Desuden er hun en utrolig rar sjæl, som jeg nød at have en lang telefonsamtale med. Jeg håber inderligt, at jeg kan besøge den gamle borg en dag og se de forskellige steder, som inspirerede fortællingen.

OMKRING ROMANEN Himmelborgens Hemmeligheder

 Bogforside

1. Hvornår vidste du, at du ville være forfatter?

Jeg fortalte altid rablende historier som barn. Især når jeg kom for sent i skole. Så kunne det være fordi løven var sluppet ud af cirkus og vejen var afspærret. Jeg har elsket at finde på historier fra ganske lille og det lå vel i kortene at det var min fremtid.

2. Hvor længe har du skrevet, og hvad startede det?

Først lyttede jeg til min mormors fortællinger fra biblen. Om Nohas ark, hvor næsten alle dyr druknede. Og om Johannes Døberen, hvis hoved bliver serveret på et fad til Herodes. Grumme historier.

Det at skrive kom i skolen. Først bitte små bøger, jeg selv kreerede. Med bitte små tegninger.

Senere laaaange fristile, som regel gav mig gode karakterer.

3. Hvem opdagede dig? Opnåede du det selv? 

Min far Kaj Lund skrev bøger til Borgens forlag. Jeg kendte ikke andre og sendte mit første manuskript til en børnebog ”Hyldehytten” ind og fik det antaget. Siden holdt jeg ved forlaget i mange år. Nu er det der ikke mere.

 

  1. Hvorfor denne historie – hvad var det specifikke der fik dig til at vælge netop den?

Jeg bor jo her på den gamle borg – og de tykke mure hvisker deres historier til mig. Hvordan kunne jeg andet, end at fortælle de historier, der viftede mig lige om næsen. Om århundreders hændelser og om menneskerne der levede her dengang. Om begivenheder fulde af drama, glæde og sorg.

Og så bor jeg tilmed i samme hus som den fraskilte godsejer og hans børn og den gamle bedstemor kammerherreinden. Det var nødt til at blive til et eventyr.


5. 
Hvad inspirerer dig?

Stemninger og lugte. Især i fremmede lande, som jeg har skrevet en stor del af mine bøger omkring. Og nu slottet her. Bare jeg tænker på den lugt der er i de fugtige kældre og på de tørre lofter. Ved voldgraven en sen eftermiddag når vandfladen emmer. For ikke at glemme kostaldens harske hørm.

Det kan også ske, at en idé eller en sætning popper op i hovedet på mig – og jeg aner ikke, hvor det kommer fra. Sommetider føler jeg mig som en harddisk, der lagrer ting som så kan hales op og bruges, når jeg skriver. Og jeg tænker: hvor kommer det fra?

6. Hvilke forfattere har inspireret dig?

Som barn elskede jeg Kipling. Især Junglebogen. Min far læste højt for os børn og jeg smuglæste, ind imellem, fordi jeg ikke kunne vente på at vide, hvad der skete.

I dag ser jeg Junglebogen som tegnefilm sammen med mine børnebørn. Det er ikke kedeligt.

Og så må jeg sige at Leonora Christina Skov har med sin Silhuet af en synder, inspireret mig til denne bog.

7. Hvad er dit budskab med din bog?

Budskabet kunne være at åbne sindet for det, du ikke lige kan tage og føle på.

Eller at du skal kæmpe for at bevare det gode og mane det onde i jorden.

Eller måske at bære over med hinanden for at få det til at fungere i hverdagen.

Jeg indrømmer, at jeg former budskaberne, mens jeg skriver og ellers lader læseren tolke dem selv.

8. Hvordan identificerer du dig med karaktererne?

I Himmelborgens Hemmeligheder har jeg haft nogle herlige rollemodeller i godsejeren, bedstemoren og de to teenagebørn.

Her har jeg måttet tage deres særpræg på mig og identificere mig med dem – jeg vil nærmest sige, at jeg har taget bolig i dem her især, mens jeg skrev.

Når så spøgelserne kom på banen, var der helt frit slag. Dem behøvede jeg ikke at identificere mig med. Så skulle det da lige være Katrine, den indemurede jomfru.

9. Hvad læser du lige nu?

 Jeg er med i en herlig læseklub, der hedder Bogfinkerne. De får mig kastet ud i så forskellig voksenlitteratur som Selma Lagerlöfs Kejseren af Portugalien og Dyrets År af Lone Hørslev.

Og så er jeg i gang med Kloden under Vand serien af Ida-Marie Rendtorff. En grum og god despotisk historie.

10. Hvornår kommer din næste bog?

Min næste roman bliver for voksne. Den handler om Lebensborn – Hitlers ideologiske drøm om at skabe et tredje rige bestående af et arisk elitefolk.

Bogen kommer nok til at hedde: Et barn til Føreren – og jeg håber den udkommer i starten af 2016.

Links til forfatteren:
Facebook

Hjemmeside

 

Advertisements

One thought on “Forfatter-interview #4 Charlotte Blay

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s