FORFATTER-INTERVIEW #10 Jon Rex Laugen

FORFATTER-INTERVIEW #10

… DER PRÆSENTERES (TROMMEHVIRVEL!) ….

JON REX LAUGEN
Billedresultat for jon rex laugen

OMKRING SERIEN “SKOVENS HEMMELIGHED”

Læs anmeldelsen af “Skovens Hemmelighed” her

Læs anmeldelsen af “Den Hvide Pige” her

1. Hvornår vidste du, at du ville være forfatter? 

Det er ikke noget jeg tænkte over, før jeg begyndte at skrive.

Men som barn tegnede jeg meget, og i perioder fabrikerede jeg mine egne små tegneserier – i ét eksemplar – hvor jeg malede billeder og skrev teksten. De var først og fremmest baseret på temaer fra gamle scifi- og horrorfilm.

2. Hvor længe har du skrevet? Og hvad startede det? 

For 20 år siden begyndte jeg at sysle med en fortælling inspireret af egne oplevelser. Det startede som et storby-portræt, men udviklede sig hen ad vejen til et vanvittigt eventyr med mange strenge, ligefra plain slasher-gys til religiøse og overnaturlige temaer.

I perioder lå projektet stille, men pludselig kunne jeg atter kaste mig over det. Jeg endte med en ganske tung sag med en dunkel vampyrhistorie som det centrale omdrejningspunkt.

Jeg var vældig stolt af resultatet. Beklageligvis var Danmark ikke helt klar til vampyrer på det tidspunkt, og ingen af de forlag, jeg sendte den til, ville tage den. Derfor blev det kun til en on-demand-udgivelse.

3. Hvem opdagede dig?

For nogle år siden var jeg klar til at skrive igen. Jeg havde haft Netflix i nogle måneder, og efter at have tæsket et par gyserfilm hver aften over den mørke vinter, fik jeg dårlig samvittighed over at ligge passiv på sofaen.

Og hvorfor ikke (atter) prøve at sende gyset tilbage til andre? Viljen var der i hvert fald. I løbet af overraskende kort tid – cirka 5 uger – lå et rå-manuskript klar. En krimigyser til unge med en dunkel, gotisk stemning. Historien var naturligvis også krydret med de forløsende jokes, som enhver ungdomsbog kalder på.

Spørgsmålet var nu, hvem jeg skulle sende manuskriptet til. Der er jo masser forlag. Tanken faldt hurtigt på Forlaget Tellerup A/S. De har nemlig Dennis Jürgensen i stalden, og han er den mest inspirerende danske forfatter indenfor mine favoritgenrer. Således blev det Tellerup, min bog røg af sted til.

Det er utroligt svært at få udgivet noget på de etablerede forlag. Derfor var glæden stor, da Tellerups ungdomsredaktør ringede til mig få dage senere og meddelte, at de gerne ville udgive min bog. Den skulle finpudses lidt, men med professionelle råd fra redaktøren forløb det overraskende let. Således blev mit rå-manus til min egentlige forlagsdebut, SKOVENS HEMMELIGHED.

4. Hvor mange bøger har du skrevet? Og i hvilken genre?

Foruden førnævnte vampyrbog har jeg skrevet 3 romaner. Det er en trilogi. Hovedpersonerne er de samme i alle tre bøger, men det er individuelle historier med hver sit gysertema.

5.     Hvorfor denne historie – hvad var det specifikke der fik dig til at vælge netop den? 

Dette interview tager jo udgangspunkt i DEN HVIDE PIGE, bind 2 i trilogien.

Bind 1 havde et miljø, hvor en person tages ud af sine vante omgivelser og placeres et fremmed sted, der virker trygt og hyggeligt, men viser sig at være det modsatte.

Med bind 2 valgte jeg den omvendte vinkel. At uhyggen og faren hjemsøger hjemlige omgivelser, som personerne troede, at de kendte så godt. Det giver en voldsom effekt, synes jeg. Man kan pludselig ikke stole på de rammer, som man troede var sikker grund.

Det er ikke en stor hemmelighed, at DEN HVIDE PIGE er en overnaturlig fortælling om genfærd. Det afsløres ret hurtigt. Jeg ønskede at anvende et af de klassiske gysertemaer i hver bog, og jeg havde allerede brugt mit favoritemne i bind 1. Så blev bind 2 en spøgelseshistorie. Ligesom bind 1 er den pakket ind i en klassisk ‘hvem gjorde det’-gåde.

Hvad bind 1, SKOVENS HEMMELIGHED, handler om, vil jeg derimod ikke afsløre her. Det er nemlig et vigtigt plot twist.

6. Hvad inspirer dig?

Min primære inspiration kommer ikke fra andre bøger, men fra min egen livlige fantasi.

Jeg har en meget visuel tilgang til skriveriet, og i de godt 3.000 film jeg har set, er der masser at trække på. Det er vigtigt for mig at læseren let kan danne sig billeder af, hvordan det hele ser ud.

Også på mine mange rejser henter jeg stemninger. For få år siden var jeg for eksempel i Transylvanien, hvor jeg blandt andet besøgte fyrst Vlads slot i Karpaterne. Det er jo ham som selveste Dracula er baseret på. Den tur kan anbefales enhver forfatterspire, der vil begå sig i et klassisk gyserunivers.

7.     Hvad er budskabet med din bog? 

Der er ikke et skjult budskab som sådan. Mit mål er at underholde – med gys, grin og overraskelser.

Men hele trilogien trækker på de vilde fantasier, som mange oplever, men de gennemgår livet som børn og unge.

8.     Hvordan identificerer du dig med karaktererne?

Jeg er jo selv hankøn, og derfor identificerer jeg mig mest med den mandlige hovedperson, Sebastian. Han er bygget meget op omkring de tanker, jeg selv gjorde mig som ung teenager.

Hvert bind i trilogien har en ny pige som kvindelig hovedperson. De tre piger er meget forskellige, men det går igen i alle tre, at de er meget stærke – omend på hver sin facon.

På den måde bliver drengen Sebastian repræsentant for det usikre, de fleste teenagere kan nikke til, mens pigerne bliver den stærke kraft, der skal redde dagen. Det kan jeg godt lide.

Sebastian er dog ikke en total kylling. Han er faktisk ganske kvik og hurtig, når det gælder. Og ind imellem også lidt heldig.

9.  Hvad læser du lige nu? 

Lige nu læser jeg ikke noget. Jeg holder sommerferie i Syditalien med familien. Der er så meget at opleve, at jeg er for træt til at læse, når mørket sænker sig.

10.  Nævn 3 bogtitler, som du vil anbefale andre.

Det bliver næsten kliché-agtigt, men Ringenes Herre er min absolutte favorit. Den har jeg læst en del gange. Tolkiens univers var banebrydende, og al senere fantasi skylder ham tak.

Dernæst kan man ikke komme udenom Anne Rices vampyrkrønike fra 1970’erne. Ja, det er den der er filmatiseret med en meget bleg Brad Pitt og en meget lyshåret Tom Cruise. Filmen dækker dog kun bind 1. De bedste er bind 2 og 3, to tunge mursten der virkelig kommer vidt omkring. Særligt bind 3, De Fordømtes Dronning, er fantastisk. (Det er direct-to-dvd filmatiseringen derimod ikke – undgå den for alt i verden.)

I en helt anden boldgade vil jeg til sidst pege på Hans Scherfigs periodeskildringer fra midten af forrige århundrede i romaner som Det Forsømte Forår, Frydenholm og Idealister. Dem havde jeg selv stor glæde af som teenager, og de giver indblik i en helt anden tid end den, nutidens unge kender.

11.  Hvornår kommer din næste bog?

Efterfølgeren til SKOVENS HEMMELIGHED og DEN HVIDE PIGE udkommer her i efteråret ’16. Den kaster sig over et tredje gyser-emne og er både længere, mørkere og grummere end de to første.

Titel og handling hverken må eller vil jeg afsløre her, men vores hovedpersoner møder deres hidtil største udfordring. Om det lykkes dem at overleve truslen – så der bliver basis for et 4. bind – det vil jeg overlade til læseren at finde ud af.

12. Tre ting om dig selv, som dine fans måske ikke vidste?

Jeg er uddannet jurist. En meget rationel baggrund, som står i skærende kontrast til de eventyr og krimigys, jeg skriver. Men glæden ved at formulere sig findes begge steder.

Jeg elsker at rejse. Jeg har været godt omkring – flere steder i Nord-, Mellem og Sydamerika, de fleste europæiske lande, Kina og mange andre steder i Fjernøsten samt både i det sydlige og nordlige Afrika.

Jeg kan godt lide alt hvad der har med vand at gøre – særligt fridyk og udspring. Det er kun på feriebasis, men når muligheden byder sig, napper jeg gerne et fedt spring eller dyk. For et par år siden sprang jeg fra 22 meters højde på den græske ø Koufunissi, og sidste sommer dykkede jeg til 29 meter på Symi, kun med svømmefødder og briller.

Der er koldt og mørkt nede i dybet, selvom solen bager oppe ved overfladen. Ikke ufarligt, og næppe ret klogt. Min ældste datter er ikke helt tilfreds med det. Måske jeg skulle lægge det på hylden, for hvis jeg en skønne dag ikke vender tilbage til overfladen, er det jo også slut med nye bøger.

Links til forfatteren:

Tellerup

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s