FORFATTER-INTERVIEW #17 Christina Bonde

82a1ee_d0f20376da8a43239c127815675a3cae

Jeg er så heldig at have mødt Christina Bonde op til flere gange. Udover at være en dygtig forfatter, som har ordet i sin magt, så er hun også smaddersød. Derfor er jeg beæret over at dele dette interview med jer.

OMKRING ROMANEN Skyggesider
foto-2

1. Tre ting om dig selv, som dine fans måske ikke vidste

Jeg er vegetar og har været det næsten halvdelen af mit liv.
Jeg arbejder 48 timer om ugen ved siden af mit forfatterskab.
Jeg elsker at få jord under neglene.

2. Hvornår vidste du, at du ville være forfatter?

Det var ikke et bevidst valg, jeg tog. Jeg arbejdede ikke målrettet efter at blive forfatter, det kom ligesom bare snigende. Faktisk er jeg uddannet sygeplejerske og har ingen litterær baggrund. Jeg har heller aldrig taget et forfatterkursus, så det er ’learning by doing’ for mit vedkommende. I gymnasietiden nævnte min dansklærer, at jeg skulle være forfatter, men jeg tog det aldrig seriøst. I min verden var forfattere enten journalister, kendisser eller folk med lange litterære baggrunde, og jeg så slet ikke mig selv i den retning. Men på sygeplejestudiet fik jeg opfordringen igen. Til min afsluttende eksamen fik jeg en bemærkning fra censor om, at jeg burde overveje at blive forfatter. Der gik dog endnu ti år før jeg kastede mig ud i det.

3. Hvor længe har du skrevet? Og hvad startede det?

Jeg har altid skrevet. Noveller der endte i skrivebordsskuffen, digte, sangtekster … Men det var først i sommeren 2010, jeg for alvor satte mig til computeren og skrev. Jeg havde ingen planer om at skulle udgives, men gik rundt med en vampyrhistorie i hovedet og ønskede at få afløb for den. Det blev starten, og siden er der ikke gået en eneste dag, hvor jeg ikke har skrevet. Jeg er helt og aldeles afhængig af det, og livet føles fuldkommet når jeg skriver.

4. Hvem opdagede dig? Opnåede du det selv? (Kontaktede forlag – hvordan?)

Forlaget Tellerup var det første forlag, jeg kontaktede. Jeg havde absolut ingen forhåbning om udgivelse, men jeg havde skrevet et manuskript af fuld boglængde og kunne ligeså godt gøre forsøget. Og pludselig var forlaget interesseret! Tellerup tog mit manuskript seriøst og selvom det endte med et afslag, gav Tellerups interesse mig et spark i den rigtige retning. I 2015 slap jeg endelig igennem nåleøjet hos Tellerup og er super glad for vores samarbejde.

5. Hvor mange bøger har du skrevet? Og i hvilken genre?

Jeg har foreløbig skrevet og udgivet 5 bøger, alle i fantasygenren. Mit forfatterskab låner dog også genremarkøer fra magisk realisme og horror.

Månens Børn udkom i 2013 og handler om varulve. Jeg havde længe haft lyst til at skrive en historie, der ikke nødvendigvis skulle følge den klassiske fantasyskabelon med dens helte og heltinder, men snarere skulle være en historie, der på trods af alt det overnaturlige, ikke er så langt fra virkeligheden, som det man møder i mange fantasyuniverser. Månens Børn er en usødet skildring af en usikker teenager i en verden fuld af usympatiske typer og uhensigtsmæssige valg. Jeg tror, at de fleste kan nikke genkendende til det, at man som teenager kan have svært ved at gennemskue, hvem der er den rette person for en, når der er mange kandidater, men man mangler livserfaring at sammenligne ud fra. Ydermere er hovedpersonen belastet af en rodløs opvækst og en uklar fortid, som gør det svært for hende at forstå sin egen identitet.

Nattens Sanger trilogien udkom i 2014 og er en vampyrfortælling. Det var en kæmpe fornøjelse at skabe min egen version af et ellers ret så velbeskrevet univers. Samtidig har skæbnebegrebet min interesse. Er der en mening med altid? Er vilje og handlinger bestemt af årsager, vi ikke selv er herre over, eller skaber vi vores egen skæbne? Og da netop skæbnebegrebet fylder meget i fortællingen, har arbejdet med Nattens Sanger ladet mig dykke ned i mange forskellige mytologier. Det var ikke planlagt, at Nattens Sanger skulle være en trilogi, men efterhånden formede sig en opdelt tematik. Hver bog indledes med en prolog, som angiver bogens tone og fokusområde. Hvor Besat koncentrerer sig om forladtheden og det at føle sig alene i en uoverskuelig verden, har Skæbne fokus på usikkerheden. Hvilken løsning er den rigtige, når man er splittet mellem verdener? Hvem er jeg, og hvor er min plads i verden? Trilogiens sidste del Følelse har fokus på angsten. Angsten for at miste dem, vi holder af. Angsten for utilstrækkelighed og for at svigte. Nattens Sanger er som sagt en vampyrfortælling, men det er i høj grad også en fortælling om svære valg og store følelser. Det er en fortælling om skæbnen og mytologien bag, og det er en historie om magt, begær og dominerende drifter.

Skyggesider udkom i 2015 og er dark fantasy i et nervepirrende psykologisk spil. Historien roder med din virkelighedsopfattelse og efterlader dig måske med spørgsmålet: Hvor skarp er egentlig grænsen mellem vores drømmeverden og det faktuelle liv? Drømmetydning beskrives i Sigmund Freuds psykoanalyse, som koncentrerer sig om forståelsen af drømmene i relation til oplevelser i barndommen. Carl Gustav Jungs dybdepsykologi koncentrerer sig mere om drømmenes mening for fremtiden, men specielt Jungs skyggeteori gav mig stof til eftertanke og blev omdrejningspunktet for min historie. Teorien beskriver ’skyggen’, som kendetegner de sider af personligheden, mennesket ikke vil vedkende sig og manifesterer sig som ubevidste handlinger, følelser og væremåder, der ikke er forenelige med samfundets normer. Med udgangspunkt i skyggen som dybdepsykologisk begreb skabte jeg de karaktertræk, som udgør vores hovedperson Tricia. Den dæmoniske vinkel var temaet fra begyndelsen, men ideen voksede samtidig med den religiøse research. De syv dødssynder er hver tilknyttet en fysisk form, en dæmon, der forstærker effekten af selve synden, og da det var min hensigt at en dæmonisk magt skulle bidrage til suspensen, var de syv dæmoner oplagte valg. Men hvor dødssyndens dæmon repræsenterer et selvstændigt åndsvæsen, findes det dæmoniske også i mennesket. Sammenholdt med skyggeteorien kunne jeg således arbejde med en dæmonisk dimension i såvel Tricias indre kamp som i de omstændigheder, der skaber historiens plot.

6. Hvorfor denne historie – hvad var det specifikke der fik dig til at vælge netop den?

Som regel vælger historien mig og ikke omvendt. I hvert fald ikke bevidst. Når jeg går i gang med at skrive en historie, gør jeg det ud fra nogle ganske få ideer som får lov at vokse mens jeg skriver. Med andre ord: jeg har ingen anelse om, hvor mine ideer vil føre mig hen, men lader mig rive med efterhånden som historien udvikler sig i mit hoved. Skyggesider blev skabt ud af min interesse for drømmetydning og dæmoner.

7. Hvad inspirer dig? Hvilke forfattere har inspireret dig? (Andet; kunst, musik, ting i livet?)

Inspirationen kommer alle steder fra – film og tv, sange, tilfældige steder og personer eller helt nære relationer. Jeg skriver om det, der interesserer mig – og altid ud fra et følelsesmæssigt perspektiv. Ofte er det min oplevelse af interaktionen mellem mennesker, følelser eller visuelle indtryk, der inspirerer til personfremstillinger og scenarier i mine bøger. Og måske er det netop en fordel, at jeg ikke har taget den oplagte vej mod forfatterkarrieren. Erfaringen som sygeplejerske har åbnet mine øjne for andre livsanskuelser og ladet mig stå med de fleste af livets sider i hænderne: Fødsel, død, sorg, glæde, frygt og sejre – erfaringer som nu bliver omdrejningspunktet i mine fortællinger og bliver omsat til naturlige skildringer af mennesker i overnaturlige verdener.

8. Hvad er dit budskab med din bog?

Med få ord: Hvor stærk er din vilje til selverkendelse?

9. Hvordan identificerer du dig med karakteren(e)?

Når det gælder Skyggesider kan jeg identificere mig med Tricia på flere fronter, men karaktererne i mine bøger er aldrig direkte skildringer af mig selv. Jeg tror, at mange kan identificere sig med Tricias familiære forhold. Kærligheden og bekymringerne for sønnen Silas, det hårdtprøvede forhold til manden Steven og hverdagens forjagede udfordringer. Ligesom Tricias relation til veninden Maria, vennen Daniel og chefen på jobbet belyser forhold, som mange sikkert kan genkende. Derudover er Tricia ramt af en spiseforstyrrelse. Jeg var selv syg af en spiseforstyrrelse da jeg var yngre og har brugt nogle af mine egne erfaringer med sygdommen i bogen.

10. Hvad læser du lige nu?

Jeg er i gang med ’Outlander, Den engelske kvinde’ af Diana Gabaldon og ’The Black Dagger Brotherhood, Vampyrkongen’ af J. R. Ward.

11. Nævn 3 bogtitler, som du vil anbefale andre

’Outlander, Den engelske kvinde’ af Diana Gabaldon
’Hestenes dal’ af Jean M. Auel
’Stolhed og fordom’ af Jane Austen

12. Hvornår kommer din næste bog?

For øjeblikket arbejder jeg på endnu en ungdomsroman, en spøgelseshistorie. En blanding af dark fantasy, paranormal romance, gys og spænding der berører temaer som ensomhed, kriminalitet, reinkarnation, døden, sjælen og kærlighed. Historien bygger på fænomenet ’Night terror’, der er en søvnforstyrrelse som rammer mindst 10 % af alle børn i alderen 1-12 år og som forårsager søvngængeri og følelser af rædsel og skræk. Årsagen til Night terror er ukendt. Teorier peger på en umodenhed i barnets centralnervesystem eller en sarthed i hjernen, der komplicerer skiftet mellem søvnens faser. Andre teorier peger på følelsesmæssig stress. Min teori er SPØGELSER!

Det er planen at bogen skal udkomme hos Forlaget Tellerup i løbet af foråret 2017.

foto-1

Mit første møde med Christina Bonde ved Fantasy Festivallen i Esbjerg 2016. En stor oplevelse!

Links til forfatteren:

Hjemmeside
Facebook
Tellerup

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s