Jeghuset af Ole Sarvig

IMG_7555.JPG

Titel: Jeghuset – Forfatter: Ole Sarvig – Forlag: Gyldendal

★★★★★

Jeg var meget imponeret, da jeg læste denne digtsamling. Den rørte mig virkelig og gav mig håb. Det er utroligt hvordan poesi kan krybe ind under huden på én. Efter at have læst denne kunne jeg mærke hvordan den krøb ind under min hud og fandt en lille krog i mit hjerte, hvor den endnu befinder sig.

Jeg har altid været vild med Ole Sarvigs digte, men denne gang imponerede han mig i den grad. ”Jeghuset” er et mesterværk – så skrøbeligt, ærligt, søgende, mørkt og lyst på samme tid.

Skrivestilen fokuserer særligt på det visuelle og sanselige. Det ses ofte i titlerne, som hovedsagligt består af substantiver, som giver associationer til syn, duft og hvad man kan mærke på egen krop

“Den smuldrende tid
er en lergraa skrænt,

hvor smaasten rasler.

Om natten 
høres stilheden bruse.
Det er havet,
der huler skrænten.

Sten rasler,
og mens aar gaar falder kirker og huse
ned til braaddet,
og skrænten flytter sin tunge fod
indover land.

Naar der er stille
i haver og huse,
stille paa vejene,
hører man havet”.

Digtsamlingen handler om individets søgen på det fuldkomne. En typisk eksistentielt tænkende digtsamling, hvor sjælet uendeligt søger om en holdbar tilstand. Stemningen reflekterer ofte det beskrevede sind indirekte med ord som ”ufuldkommenhed” og ”uvidenhed”. Det ses eksempelvist med digtet ”Jeghuset”, som også er titlen på digtsamlingen. I dette digt beskrives menneskene som gående omkring huset, men de kommer aldrig nær, som symbolsk henviser til denne uforuløsning. Blandt andet digtet “Ved jeghuset” henviser til dette. Menneskene går omkring, men kommer aldrig nær – dog er der stadig optimisme.

“Vi staar i haven
ved husets kerne,
vi vandrer sammen
ved søers bredder
i dage, nætter.

Vi vender atter
tilbage”.

Digtet ”Jegkærnen” sætter sit fokus på individet og om hvorvidt mennesket har en kerne, som kan definere det som værende fuldkomment. Her kan man drage paralleller til Ipsens ”Peer Gynt” (1867), hvori et løg skrælles og indeni er der ingenting, hvilket symbolsk referrer til menneskets kerne. Individet har en kerne á la Ipsen med romanen Per Gynt 1867. Dog er dette et negativt syn (man skræller et løg og indeni er der intet). Derimod er Ole Sarvig mere optimistisk.

“Jegets kærner
sad i æblets hus
med husets vægge
lukket om sig,
med gulv af æble
og loftet hvælvet
af æblets tanke.

Dér med stilken,
som bandt til træet.

Her med den tørre blomst
som krone”.

I digtsamlingen er der også referencer til Anden Verdenskrig. Digtsamlingen blev skrevet under Anden Verdenskrig, nemlig i 1944. Fundamentet er brudt og der er en universal håbløshed grundet de brutaliteter, som finder sted i krigen.

“Tidsaldre kommer rullende
paa et svagt hældende spor.
Ensomme vogne.
Jeg ser dem bag træerne
paa det øde spor.
Tavse, mørke dukker de op,
hvor sporet løber ind i skoven”.

“Jeghuset” er en fantastisk digtsamling, som viser et spændende lyrisk sprog, som viser sanselige beskrivelser og flotte metaforer. Jeg vil mene, at midt i alt håbløsheden findes der et glimt af håb, som Ole Sarvig giver os et hint om. Der er håb i alle naturbeskrivelserne, som repræsenterer det rene og naturlige. En mulighed kunne være, at jeget kan finde sig selv igen med en forhåbning om at mennesket er i stand til at starte forfra.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s