Forfatter-interview #43 Eva Egeskjold

Portræt2017.jpg

OMKRING SERIEN Næslandet

  1. Tre ting om dig selv, som dine fans måske ikke vidste

­­– Min første bog, ’Næslandet 1 – Legenden om Querqus Skjoldet’ og synopser til resten af Næslandet-serien er skrevet udelukkende om natten over en periode på næsten fem år.

– Jeg er vildt højde- og dybdeskræk … hvilket min hovedperson Oona til dels har arvet … den stakkel.

– Som barn ville jeg være arkæolog, fordi jeg syntes, det måtte være mega spændende at grave gamle skeletter op af jorden på creepy steder og måske være heldig at lære noget om det liv, det menneske havde levet … og det synes jeg faktisk stadig, det må være …

  1. Hvornår vidste du, at du ville være forfatter?

Egentligt først rigtigt da et hav af ideerne til ’Næslandet’-serien dukkede op i en pærevælling for omtrent 12 år siden. Jeg begyndte at skrive en nat og havde det, som om jeg var trådt ind i et rum, jeg havde glemt, var der. Jeg skrev og læste enormt meget som barn og ung, men da jeg tog min uddannelse til arkitekt og samtidigt fik barn, gled det i baggrunden for en stund. Totalt klichéagtigt, var det som at komme hjem: at begynde at skrive igen …

Fortællingen om Oona og ’Næslandet’ er et sammenkog af alt muligt. Jeg tror ganske enkelt, den er produktet af, at jeg besluttede mig for at stå ved den, jeg inderst inde er … det lyder corny. Men jeg har aldrig været strømlinet arkitekt i mit hjerte inderst inde. Det gik op for mig, dengang alle ideerne kom væltende. Jeg er en skæv, lettere distræt forfatter og vil altid være det.

  1. Hvor længe har du skrevet? Og hvad startede det?

Som knap fireårig sad jeg på en lille skammel foran mine forældres bogreol og skrev alle titlerne fra bogryggene ned på et stykke papir. Det var min næppe læsbare debut. Jeg lærte hurtigt at læse og skrive … wonder why … og senere smuglæste jeg hver aften med en cykellygte under dynen, når der var blevet sagt godnat.

Men det var ovennævnte ideer i kombination med en kontrovers, jeg havde, med min dengang femårige datter, der for alvor fik mig i gang. Jeg tænkte: Dén historie må bare skrives ned – og jeg begyndte samme nat.

  1. Hvem opdagede dig? Opnåede du det selv? (Kontaktede forlag – hvordan?)

’Næslandet 1 – Legenden om Querqus Skjoldet’, var på tour-retour-de-forlag, vel en syv-otte gange, tror jeg. Bedste og mest saglige feedback fik den af Lars Daneskov, som på det tidspunkt var redaktør på Politikens Forlag. De havde sjældent modtaget et så gennemarbejdet manuskript, skrev de, men på trods af det blev det alligevel et afslag. Der var flere ting, der endnu ikke fungerede. Men Lars gav mig tre siders super brugbar feedback, som jeg i den grad kunne bruge i omskrivning nummer 117 … jeg skylder ham stadig en god kop kaffe for dén ulejlighed, for manden havde jo ret …

Det endte dog med, at jeg udgav den via et medudgiverforlag, hvilket viste sig at blive en rigtig dårlig oplevelse. Så med armen vredet om på ryggen: en kontrakt jeg havde brugt næsten fire måneder på at komme ud af og med bind 2 trykkeklar, fik jeg gennemredigeret og korrekturlæst første bind, lavet ny forside til det, samtidig med, at jeg startede eget forlag op – for til sidst at udgive bind 1 og 2 samme dag.

Det gør jeg aldrig igen …

  1. Hvor mange bøger har du skrevet? Og i hvilken genre?

Jeg har skrevet 8.

13 – hvis man tæller den engelske udgave af ’Brødre af Blodet’ med.

Næslandet 1-3 er young-adult high fantasy. ’Brødre af Blodet’/’Brothers of Blood’ er fantasy for de 7-12årige og er illustreret på alle opslag af den danske tegner Iona Brinch, som til dagligt bor og arbejder i New Zealand.

  1. Hvorfor denne historie – hvad var det specifikke der fik dig til at vælge netop den?

Min bosætning i Mols Bjerges nationalpark for godt 17 år siden lagde kimen til Næslandets univers. Og med min baggrund som arkitekt, har landskabsrum altid fascineret og inspireret mig. Meget af naturen og enkelte steder derudefra er genkendelige i fortællingen om Næslandet. De er bare som oftest blæst op i skala. Og der var ideen om denne her unge pige, som voksede op i en verden spækket med magi uden at vide det; på en klode, hvis eneste kontinent var grundlagt af to livstræer – ikke bare ét som i nordisk mytologi. Jeg havde lyst til at udfolde dette univers fuldstændigt og lade min hovedperson udvikle sig i takt med det.

  1. Hvad inspirerer dig? Hvilke forfattere har inspireret dig? (Andet; kunst, musik, ting i livet?) 

Der er rigtig mange forfattere, der har inspireret mig, og hvis jeg nævner dem, skal folk scrolle i en evighed herinde for at nå til bunds i listen! Men især Hitchcock, Agatha Christie, Enid Blyton, Astrid Lindgreen og senere forfattere som Bernhard Cornwell, Diane Setterfield og Neil Gaiman har inspireret mig.

Når der var bibliotekstime i skolen, og de andre sloges om bøgerne henne ved Troldepus-hylden, havde jeg hele Hitchcock-reolen for mig selv. Jeg kan stadig huske duften af det bibliotek. Det var det bedste sted at være på hele skolen. Nede i kælderen med udsyn til gaden fra højtsiddende vinduer. Bibliotekarerne Utzon og Brandt (vistnok onkel til Steffen) – Utzon med Einsteinhåret og Brandt med den helt ufatteligt kuglerunde topmave … De var forrygende typer de to, og jeg elskede at få lov til at hjælpe til dernede.

Generelt bliver jeg inspireret af naturen og af at være sammen med eller bare i nærheden af andre mennesker. Jeg er som regel den, der sidder og observerer i udkanten af festen eller i et hjørne af caféen.

  1. Hvad er dit budskab med din bog?

Jeg arbejder ikke umiddelbart bevidst med et budskab i fortællingen om ’Næslandet’. Grænsen mellem dét og den belærende pegefinger er hårfin, synes jeg. Og bliver der for meget fokus på at få et budskab frem i skriveprocessen, tror jeg ofte, teksten bliver forceret. Jeg vil hellere lade det være op til læseren at fortolke. Læsere er alligevel så mangfoldige, at de oftest får vidt forskellige oplevelser ud af den samme tekst. Og det er fedt. Det er dét, kunst, arkitektur, musik og litteratur kan.

Hvis jeg så alligevel skal løfte sløret for én ting, jeg selv tolker på i min egen tekst, kunne det være den forgængelighedsforbandelse, som fortællingens antagonist, troldkvinden Lucili Bistorta, er underlagt. Forbandelsen gør, at hun gennemlever en plantes cyklus år efter år. Hun spirer frem, gror, blomstrer, visner hen og forgår i takt med årstiden. Men forbandelsen har kun gjort hende stærkere med tiden. Den styrke, der ligger i forgængeligheden, er uden sidestykke, og den udnytter hun. Evolutionen vil altid få det sidste ord. Forgængeligheden er en vigtig nøgle i udvælgelsen af de stærkeste individer og er derfor en overmåde stærk kraft. Lucili Bistorta repræsenterer et sådant individ.

  1. Hvordan identificerer du dig med karakteren(e)?

Jamen, jeg kommer nok ikke udenom, at Oona på én side repræsenterer mit kiksede alterego – og på den anden side repræsenterer hun det tjekkede alterego, jeg gerne ville være i besiddelse af …

  1. Hvad læser du lige nu?

Neil Gaimans ’American Gods’.

  1. Nævn 3 bogtitler, som du vil anbefale andre

Bernhard Cornwells serie ’Saksernes fortællinger’ – (alternativt ’Krigsherretrilogien’: ’Vinterkongen’, ’Guds Fjende’ og ’Excalibur’).

Diane Setterfields ’The Thirteenth Tale’.

Neil Gaimans ’The Graveyard Book’.

  1. Hvornår kommer din næste bog?

’Næslandet 4 – Asaphs Rige’ udkommer medio september i år.

Links til forfatteren:
Facebook
Website

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s