Forfatter-interview # Philipa Day

PD.jpg

Tre ting om dig selv, som dine fans måske ikke vidste
Telefoner og i særdeleshed mobiltelefoner giver mig myrekryb. Jeg har en forkærlighed for viktorianske huse. Og jeg var engang overbevist om, at jeg skulle være operasanger, men livet havde andre planer for mig.

Hvornår vidste du, at du ville være forfatter?
Jeg blev bidt af en gal dagdrømmer tidligt i livet. Som barn kunne jeg sidde på min gynge under blåregnen i timevis og opfinde alverdens småhistorier, hvor jeg som den magiske hånd i et marionetteater styrede mine forskellige karakterer rundt i mit selvopfundne univers. Efterhånden som jeg blev ældre, tog mine dagdrømme mere form, og der blev dannet historier med et kontinuerligt plot. Jeg kunne bygge videre på den samme dagdrøm over flere dage og endda uger. Men de forblev alle i mit hoved. Forfatterdrømmen kom nok først rigtig til mig for 13 år siden, da jeg gik i gang med at forme min første bog, som endnu ikke er færdig. Men den er der næsten. Det startede i en lille træhytte i udkanten af en ecuadoriansk jungle. Så det var blandt ildfluer og flagermus, at spiren til min første rigtige bog blev plantet. Selve skriveprocessen startede jeg på lidt senere, da jeg havde freden og roen til det på en ø i det sydlige Stillehav, hvor jeg havde et slags sabbatår fra virkeligheden. Det var en meget surrealistisk periode i mit liv med optimale betingelser for at pleje den lille spire, som nu har vokset sig til en moppedreng på over 140.000 ord.

Hvem opdagede dig? Opnåede du det selv? (Kontaktede forlag – hvordan?)
Jeg har valgt vejen som selvudgiver godt gemt bag mit nom de plume. Det har selvfølgelig sine udfordringer at være selvudgiver. Men det passer mig godt, at jeg har den fulde kontrol over udformningen af mine bøger fra start til slut. Hvert bogstav, komma og punktum. Det er en fantastisk, men til tider også frustrerende proces, lidt som at bide i en kandiseret citron – surt og sødt.

Hvor mange bøger har du skrevet? Og i hvilken genre?
Jeg har flere bøger i gang, men indtil videre har jeg kun færdigskrevet og udgivet en enkel. Hvad genre angår … det er svært at definere. Der er dog et tema, der går igen i de fleste (hvis ikke i alle) mine historier: Jeg sender mine karakterer ud på en rejse. En ydre og indre rejse. En skæbnerejse. Og ofte med et strejf af noget paranormalt eller magisk. Jeg er så forelsket i magisk realisme og latinamerikanske forfatteres værker. Men alligevel ender mine egne historier dog altid kun med et drys af magi. Men lidt magi skal der med. Jeg kan godt lide kombinationen af det virkelige og det magiske. Altså at historien har rod i den fysiske verden og dens prøvelser, men at magien eller noget overnaturligt har en lillefinger med i spillet.

Hvorfor denne historie – hvad var det specifikke der fik dig til at vælge netop den?
Det var helt bestemt ikke mig, der valgte VANILJENS FØDSEL. Jeg tror, alle mine historier ligger et sted inden i mig på forhånd. Fra fødslen af. Som de der smukke, blå drosselæg. En gang imellem klækkes en idé, og det er så min opgave at pleje og udvikle den, indtil den har vokset sig flyveklar. Så sætter jeg den færdige historie på vingerne og ud i verden.

Hvad inspirerer dig? Hvilke forfattere har inspireret dig? (Andet; kunst, musik, ting i livet?)
Som sagt føler jeg ikke, at mine historier er et produkt af min egen vilje. Jeg kan ikke sætte mig ned og sige: Nu skriver jeg mig en bog. Det ville blive noget volapyk uden lige. Det er historien, der ligger inden i mig, som vælger, hvornår det er tid at stikke næbet frem. Men når det så er sagt, så er der helt klart elementer rundt om mig, som hjælper mig i skriveprocessen. Og det er alt lige fra musik til mad og dufte. Jeg bruger alle mine sanser, når jeg skriver. Naturen og verden i sig selv er også en stor inspirationskilde. Jeg har rejst en del og gør det til stadighed, når jeg har muligheden for det. Nogle gange er en af mine tidligere historier en igangsætter for en ny. VANILJENS FØDSEL udspringer af min endnu ikke færdige førstebog. De udgør tilsammen en duologi. Og denne endnu ikke færdige førstebog bliver så anden del og slutningen på tobogsværket.

Hvad er dit budskab med din bog?
VANILJENS FØDSEL har sikkert et budskab, men jeg kender det ikke. Hvis den har ét, så er det kun den, som læser bogen og føler et budskab, der ved det.

Hvordan identificerer du dig med karakteren(e)?
Et par af dem ser jeg dele af mig selv i. Én af dem er min muse. Nogle af dem udlever mine drømme og værste mareridt. Andre ligger milevidt fra mig som person.

Hvad læser du lige nu?
I de sidste par år har jeg været i gang med en bog, der hedder ON RARE BIRDS af Anita Albus. Jeg fandt den i Book Soup (en helt unik boghandel i Los Angeles). Og der går nok et par år endnu, før jeg bliver færdig med den. Jeg får desværre ikke læst så meget, som jeg gerne ville. Jeg nyder virkelig at læse, men der er bare alt for få timer i døgnet. Og hvis jeg skal vælge mellem at bruge mine frie timer på at læse eller at skrive, så vinder skrivningen 100%. Lydbøger, derimod, hører jeg en del af, da man kan få noget fra hånden imens.

Nævn 3 bogtitler, som du vil anbefale andre.
Jeg vil bryde reglerne lidt og nævne 4. 1) THE MOSQUITO COAST af Paul Theroux er min absolut favoritbog og den bog, jeg har læst flest gange. Selvom historien spindes rundt om en temmelig forstyrret mandsperson, giver den mig alligevel ro i sindet og håb. Den giver mening for mig. Der er noget befriende ved idéen om at kvitte samfundet og rejse langt væk for at leve af landet og egne resurser. 2) PRACTICAL MAGIC af Alice Hoffman. Man kan ikke andet end at lade sig opsluge af denne magiske historie. Og så bor forfatteren i et viktoriansk hus! 3) KAPTAJN DINESEN af Tom Buk-Swienty. Ud over at være spændende og historisk yderst interessant er sproget desuden så flydende og levende, at jeg blev revet med lige fra første side. Man kommer virkelig ind i Dinesens liv og med på vilde og barske eventyr. Jeg var ovenud imponeret over disse to bøger, som jeg helt sikkert skal genlæse på et tidspunkt. Eller nok høre på lydbog. 4) Dette er ikke en anbefaling af en enkel bogtitel, men af en digter: Morten Nielsen. Trods sin unge alder formåede denne modstandsmand at skrive nogle virkelig smukke og dybe ord under Danmarks besættelse.

Hvornår kommer din næste bog?
Snart!

Links til forfatteren:
Goodreads

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s