Forfatter-interview # Martha Flyvholm Tode

17886973_10212201240048854_1317422444_o.jpg

OMKRING BOGEN På Bornholm må man græde overalt

foto-3-1

1. Tre ting om dig selv, som dine fans måske ikke vidste
Fans, ha, tja, jeg ved ikke om jeg har nogle 😁. Men jeg kan fortælle, at min livret er min mors spinattærte, at jeg selv lavede én første gang i en alder af 3, og at mine første kæledyr var to guldfisk som jeg døbte Hans og Camilla.

2. Hvornår vidste du, at du ville være forfatter?
Uh, det har jeg vidst rigtig længe. Jeg har altid skrevet historier og været vild med bøger, men jeg tror måske først, det gik rigtigt op for mig engang i 4. Klasse, hvor jeg fik en dansk stil tilbage med en kommentar om, at jeg kunne skrive. Så tænkte jeg “fedt”, og så er det kun blevet mere lige siden.

3. Hvor længe har du skrevet? Og hvad startede det?
Det føles, som om jeg har skrevet hele mit liv, men det har jeg nok ikke. Jeg gik i gang med at skrive min første roman i sommerferien imellem 4. og 5. klasse. Det var en alt for lang – og i bakspejlet virkelig ikke særlig god – fantasyroman, men jeg kan huske, at jeg havde en meget intens følelse af at være i en helt anden verden, da jeg skrev den. At det var det tætteste, jeg kunne komme på at opleve mit eget eventyr. Man kan sige, at jeg virkelig har skiftet genre nu, men følelsen af at have et andet liv, når jeg skriver, er stadig den samme.

4. Hvem opdagede dig? Opnåede du det selv? (Kontaktede forlag – hvordan?)
Jeg ved ikke, om nogen som sådan “opdagede” mig. Før jeg sendte mit første manuskript ind til forlaget, havde jeg selvfølgelig fået nogle venner, familie og en gammel dansklærer til at læse det – og alle kunne heldigvis godt lide det. Men det var mig selv, som sendte det af sted til forlaget.

5. Hvor mange bøger har du skrevet? Og i hvilken genre?
På Bornholm må man græde overalt er min debutroman, så det er den eneste bog jeg har skrevet. Jeg kalder den selv for en minimalistisk, realistisk kortroman for unge og voksne.

6. Hvorfor denne historie – hvad var det specifikke der fik dig til at vælge netop den?
Jeg har selv haft – og været vidne til venner der har haft – sorg inde på livet. Jeg ville derfor gerne skrive en bog, som viser, hvor mange farver sorg har, og at det ikke bare er at græde og at savne. Jeg synes, der var noget smukt og relevant i den her følelse af, at ens verdenskort er gået i stykker, og man ikke ved, hvordan i alverden man skal samle det igen for at få tilværelsen til at give mening og hænge sammen.

7. Hvad inspirerer dig? Hvilke forfattere har inspireret dig? (Andet; kunst, musik, ting i livet?)
Jeg er meget inspireret af dagligdagen. Det kan være næsten alt, der bare har en smule symbolik: samtaler jeg har med venner, folk jeg hører snakke sammen på gaden, ting der går skævt, er anderledes eller bliver sat sammen på en ny måde. Hvis jeg skal nævne nogle danske forfattere, så står Helle Helle og Stine Pilgaard meget højt på listen, og fra udlandet er det navne som Paul Auster, Hemingway og Jonathan Safran Foer.

8. Hvad er dit budskab med din bog?
Jeg ved ikke, om jeg har et decideret budskab med bogen, men jeg håber først og fremmest på at give folk en god læseoplevelse. Og måske også en følelse af, at det er ok, at livet er lidt ad helvede til nogle gange. At der er gode og dårlige dage, og at selvom man føler, at det værst tænkelige er sket, så fortsætter hverdagen på trods, og man skal forholde sig til ting som fx. Bornholm, langdistanceforhold og fiskefrikadeller.

9. Hvordan identificerer du dig med karakteren(e)?
Hm, jeg tror, at hovedpersonen Maria har en grundholdning og tilgang til verden, som jeg kan identificere mig med. Når det så er sagt, så føler jeg lidt, at jeg på enten den ene eller anden måde kan genkende lidt af mig selv i alle karaktererne.

10. Hvad læser du lige nu?
Jeg har brugt de sidste mange uger på at læse til eksamen… Men jeg er faktisk lige gået i gang med en graphic novel, som hedder The Arab of the Future. Den er virkelig god og super relevant – og så handler den om Mellemøsten.

11. Nævn 3 bogtitler, som du vil anbefale andre
Dette burde skrives i nutid af Helle Helle, Spejl, skulder, blink af Dorthe Nors og Min mor siger af Stine Pilgaard.

12. Hvornår kommer din næste bog?
Ha, ja, det er et godt spørgsmål. Jeg er så småt gået i gang med at samle materiale til én næste, så nu må vi se.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s