FORFATTER-INTERVIEW #56 Bjarke Schjødt Larsen

004.jpg

Tre ting om dig selv, som dine fans måske ikke vidste.

Jeg er en skotsk lord. Seriøst, jeg kan kalde mig selv Lord Bjarke Schjødt Larsen af Chaol Ghleann. Det hele skyldes noget kaldet The Scottish Laird Scheme, hvor man køber et stykke land, til gengæld går pengene til restorationen af Dunans Castle, som ligger på området. En sjov måde at hjælpe til med at bevare noget smukt.

Jeg har også en kæmpe lego-samling, nærmere bestemt af ridder-lego, hvor min drøm er at lave en fantasy-verden med de små klodser. Rejser jeg nogensinde til det førnævnte Chaol Ghleann, er min ambition at stille en lille lego-borg på mit landstykke – for hvem drømmer ikke om også at blive borgherre?

Mit yndlingsdyr er næsehornet. Det har det altid været, men det fik en større betydning for mig for nogle år siden, da min kone gav mig to Nino the Mad Rhino-figurer i forbindelse med underskrift på en udgivelseskontrakt. Romanen blev aldrig til noget, og det var en hård kamp at nå til den erkendelse, men de to næsehorn er nu et helt andet symbol for mig: Giv aldrig op. Find dig ikke i hvad som helst, få hård hud, og kæmp for det du gerne vil.

De to næsehorn står stadig på min forfatterhylde den dag i dag.

Hvornår vidste du at du ville være forfatter

Jeg har altid været skabende. Mine lege som barn har altid haft meget lange historier, og kunne vare ved over flere dage. På et tidspunkt var jeg meget glad for Star Wars Micro Machines, men lavede mine egne historier ud fra de små figurer og mange planeter. Det blev en kæmpe space opera, der kørte over flere uger, og jeg kan huske at jeg også skrev små resumeer til mig selv, så jeg kunne huske hvad der var sket dagen før.

Derefter havde jeg en kort periode som tegneserie-tegner på internettet, inden det gik op for mig, at det var i skrivningen af historien, jeg virkelig nød mit arbejde. Jeg tegner stadigvæk som led i min proces, men det er kun som et redskab.

Men allerede i folkeskolens store klasser havde jeg skrevet en del noveller, og brugte skolens kopirum til at lave en samling – så mon ikke drømmen eksisterede allerede dengang?

Hvem opdagede dig?

Det tror jeg ikke der var nogen der gjorde. Jeg skrev bare, og sendte ind til forlagene, og fik en masse afslag, og så pludselig var det positive tilbagemeldinger, og til sidst fik jeg antaget bøger.

Hvor mange bøger har du skrevet? Og i hvilken genre?

Jeg har skrevet en god sjat noveller i alle mulige genrer, fra fantasy til realisme. Derudover var min første roman City Surfer en letlæst billedroman, der foregår i vores verden og tager fat på ungdomskulturens trang til at udfordre sig selv, i det her tilfælde gennem trainsurfing.

Min anden bog Bussemændenes rekordbog er en børnebog, jeg skrev sammen med min kone Nicole Boyle Rødtnes, og som mimer fagbøgernes billedsprog, men mest af alt handler om snot og alt det andet gode fra næsen.

Min sidst udkomne bog Jeg er Frankenstein, er en actionhistorie, med lån fra de gamle Universal-monstre.. Mit mål var med den at blande de klassiske monstre med superhelte-genren.

Udover de tre har jeg til næste år ungdomsromanen Standby og gyseren De dødes cirkus på vej.

Hvorfor skrev du Dødedagene? Hvad var det der fik dig til at vælge netop den?

Jeg er virkelig glad for Sword & Sorcery-genren. Jeg har en god samling Conan-tegneserier, og spillede også det originale Diablo-spil. Faktisk er jeg bare vild med ideen om den ensomme helt, der drager ud i verden og bekæmper monstre og onde troldmænd – ikke for den store verdensfreds skyld, men mest af alt for sin egen pengepung. Det er et dejligt lavpraktisk og virkelighedsnært billede af fantasy – helte er jo også bare mennesker, der skal overleve.

Alligevel kunne jeg ikke få mig selv til her at skrive en lige ud af landevejen sword & sorcery-historie, så i stedet vendte jeg det hele på hovedet: Hvad nu hvis man fulgte den onde? Hvad nu hvis troldmanden, der startede krige og terroriserede verden i virkeligheden slet ikke var så slem?

Hvad inspirerer dig?

Jeg lader mig inspirere af alt muligt. Ofte dukker mine bedste ideer op i dialog med andre mennesker, for så laver man lige en lille joke, og den udvikler sig. Sådan kom jeg sammen med min kone på Bussemændenes rekordbog.

Dødedagene er stærkt inspireret af He-Man universet. Hovedpersonen Kelborn, er en omskrivning af navnet Kelemvor, der i det førnævnte univers, igen er en omskrivning af navnet Skeletor. En skurk med et dødningehoved, og med en bestialsk kriger og en kyklop på sit hold.

Der er flere andre træk fra inspirationskilden, og jeg synes faktisk det er rigtigt sjovt at tage fat på sine historier ud fra et lege-perspektiv. Historieskrivning ER jo faktisk stadig barndommens leg, bare struktureret helt anderledes.

Hvad er dit budskab med din bog?

Jeg tror ikke på at forfatteren kan have et budskab med det han skriver. Budskabet opstår mellem læser og tekst. Jeg er bare formidler af historien.

Skulle jeg alligevel gøre mig klog på et eller andet, så er det måske at man ikke skal lade sin kamp for evighed gå ud over andre. Men selv det lyder lidt underligt. Budskabet er op til læseren.

Hvordan identificerer du dig med karaktererne?

Som nævnt før så legede jeg hele historien, hvilket er en ret god proces, fordi man kommer ind i karaktererne på den her unikke måde, hvor de får deres eget liv, samtidig med at de har en fysisk manifestation i figuren.

Derudover tror jeg også det er let at identificere sig i lysten til at ville gøre hvad som helst for at opnår det man virkelig gerne vil i livet – også selvom det kan være helt forkert. Jeg kan i hvert fald godt nævne eksempler hvor jeg har haft lyst fordi det jeg ville virkede vigtigere end det andre ville. Forskellen på mig og Kelborn er så bare, at han gør det.

Der er meget selverkendelse og læring i at skrive om den slags personer.

Hvad læser du lige nu?

Lige nu er jeg i gang med Ransom Riggs serie om de sælsomme børn, selvom det går lidt langsomt fordi jeg også er gået i gang med en Master i Børnekultur. Selvom det er vildt spændende, så går det altid ud over min læsehastighed når det kommer til skønlitteratur – Alt for mange bøger, og alt for lidt tid.

Nævn 3 bogtitler som du vil anbefale andre

Det er altid sindssygt svært for mig at vælge 3 titler, for det afhænger jo rigtigt meget af læseren. I forhold til at vi her har talt meget om Sword & Sorcery og fantasy, så vil jeg prøve at holde mig til netop den genre.

Terry Pratchett’ discworld-bøger – specielt Soul Music. Jeg elsker det univers Pratchett fik opbygget i sine mange Discworld-bøger. Der er så mange typer historier, personer og genrer heri, at man aldrig behøver være bange for at læse noget præcis som den sidste.

Soul Music var den første bog jeg læste, og det er svært ikke at forelske sig i karakterer som Imp Y Cellyn, Døden og hans barnebarn Susan.

Nicole Boyle Rødtnes’ Dødsbørn – skeletter i skabet 1. Det kan grænse til nepotisme at nævne sin kone, men lige Dødsbørn og hele det univers hun opbygger i serien, synes jeg virkelig er fedt at jeg bliver nødt til at nævne den.

Jeff Smiths Bone. Det er en tegneserie, men også en af de flotteste indgange til fantasy-serien jeg kender. Tre udefrakomne væsner, Bones, møder en pige og hendes bedstemor i en skov. Derefter kommer de til en landsby, og senere er hele riget i fare. Derimellem er der drager og rottevæsner, og det er en fantastisk rejse.

Hvornår udkommer din næste bog?

De dødes cirkus og Standby udkom begge i begyndelsen af det nye år.

Links til forfatteren:
Hjemmeside
Skrivekrampe.dk
Facebook
Instagram

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s