FORFATTER-INTERVIEW #57 Kristoffer Jacob Andersen

473.jpg

Tre ting om dig selv, som dine fans måske ikke vidste
Wow? Har jeg en fan? SEJT! Hvad hedder han? Tænk at jeg har en fan.
Jeg er mytonaut. Mytos betyder historie og naut betyder rejsende. Mytonaut er altså rejsende i historien, hvilket betyder jeg elsker alt, der fortæller en god historie; film, tv-serier, bøger, noveller, teater, computerspil, rollespil, brætspil, tegneserier. Er der en god historie, er jeg på. Hvis der ikke er, gider jeg det ikke. Teater; der er bare er kunst, bøger; der kun har godt sprog eller spændende personer, computerspil; hvor man bare skal trykke på knapper, alt det er ligegyldigt, hvis der ikke er en god historie.
Ja, det var vist lidt mere end tre ting,  men til gengæld var det næsten en fin lille historie.
Nå jo, jeg tror faktisk selv jeg er sjov. Bare hvis min fan skulle være i tvivl.


Hvornår vidste du, at du ville være forfatter?
Det vidste jeg faktisk ikke før jeg blev det. I skolen var jeg ikke særlig stærk i skriftligt dansk. Det var mere matematik og naturvidenskab, der var mine styrker. Men jeg har altid været glad for at fortælle historier, så i 2008 skrev jeg en bog. Mest fordi min nyfødte datter ikke tillod at jeg så film, spillede computerspil eller læste bøger. Hun skreg cirka hvert femte minut. Og hun tillod da slet ikke, at jeg gik i teatret, biografen eller sov for den sags skyld. Så i de små vinduer jeg havde, skrev jeg en bog.

Det tog et år! Derefter sendte jeg bogen ind til samtlige forlag i Danmark og fik omkring 1.234.765 afslag. Efter lidt frustration lånte jeg en million bøger om skriveteknikker. Jeg brugte et års tid på at læse dem alle sammen, og det gik op få mig, at jeg havde begået samtlige begynderfejl man kunne begå. Samt en hel del fejl, der i teorien slet ikke kunne lade sig gøre.

Derefter brugte jeg endnu et år på at skrive en ny bog. Og denne gang gik det lidt bedre. Gyldendal tog den, men krævede en del omskrivning og i 2011 udkom Erik Jernhånd så. Efter en meget lang rejse.

Hvor mange bøger har du skrevet? Og i hvilken genre?
Jeg har i skrivende stund udgivet ti bøger og har fire udgivelser undervejs. Jeg skriver nok mest til drenge, men i flere af mine bøger kan piger sagtens være med. Det er alle børne / ungdomsbøger, for selv om jeg mener mine bøger kan læses af alle i alderen 10-99, ligesom en god Disney film, er min forlæggere slet ikke enige. Disney har heller ikke kontaktet mig endnu, men det skyldes nok, at mine bøger lige skal oversættes af deres praktikant.

Fælles for alle mine bøger er humor, horror og fantasy. Jeg bilder mig inde, at det er en slags varemærke, jeg har.

Hvorfor denne historie – hvad var det specifikke der fik dig til at vælge netop den?
Faktisk startede det med karakteren ’Den Fede’. Da han var på plads, blev jeg nødt til at finde på en historie til ham. Og jeg tror bestemt ikke jeg er færdig med ham. Men nu må vi se. Jeg håber i hvert fald på at få mulighed for at skrive flere historier til ham.


Hvad inspirerer dig?
ALT! Jeg får vel 2-3 ideer om ugen. Nogen gange bare en person, andre gange et plot, en fed start eller en helt færdig historie.

Af og til får jeg faktisk mine ideer fra andre historier. Jeg oplever tit at tænker: Årh, jeg har regnet ud hvad der sker. DET er godt tænkt. Hvis der så sker noget helt andet, så tænker jeg: Hey, min historie var da meget bedre end deres. Af og til skriver jeg den ned.


Hvad er dit budskab med din bog?
Budskabet i mine bøger er meget forskelligt. Det kan være vigtige ting som mobning, det at føle sig anderledes og udenfor fællesskabet eller problemer med sammenbragte familier. Andre gange har jeg fokus på at skrive noget drenge gider læse, da mange drenge læser for lidt, og nogen gange skriver jeg bare en god historie. Men uanset hvad, er historien altid det vigtigste. Et budskab må aldrig presses ind i historien. Det må heller ikke være for tydeligt. Det er vigtigt læseren selv tager det med fra historien, som han eller hun kan bruge.


Hvad læser du lige nu?
”Sandheden og Harry Quebert”, af Joël Dicker


Nævn 3 bogtitler, som du vil anbefale andre
Det er aldrig let at anbefale en bog til andre. Især ikke, hvis man ikke kender dem. Men alt efter genre, så

Gys: King er mesteren. I sær hans ældre titler. ”Pigen der elskede Tom Gordon”, er helt fantastisk. Ellers er ”The Troop” rigtig uhyggelig, og ”The Girl with all the giftes” der netop bliver filmatiseret er et must.
Science fiction: ”Klit” (”Dune”) er et must for sci-fi fans. Men ”Red Rising” er også rigtig fed. Endelig har Michael Crichton skrevet utroligt mange fede sci-fi bøger.  ”Sværmen”, ”Micro” og ”Kuglen” er blot nogle af dem.
Fantasy: Der er desværre ikke så meget god fantasy til voksne på dansk. Men på engelsk er der masser. ”The Painted man”, ”Mistborn”, ”Gentleman Bastard” og selvfølgelig ”Game of Thrones”, som faktisk hedder ”A Song of Ice and Fire”, er nogle man bør læse som fan af genren.

Krimi: Markedet bugner, men er man til krimi, er Jo Nesbø’s ”Harry Hole” serie, Robert Galbraith’s ”Cormoran Strike” serie, Jody McFadyen’s ”Smoky Barrett” serie, og Chris Carter’s ”Robert Hunter” serie, alle noget af det bedste, der er.
Social realisme: I den social realistiske genre har bøger som ”21 møder at dø”, ”Angelas aske” og ”Vilde svaner” gjort stort indtryk på mig.

Historisk: Her har serien om Gengis Kahn af Conn Iggolden, ”Ramses” af Christian Jacq og Bernard Cornwells serie om Uhtred Ragnarson virkeligt underholdt mig. Men også bøger som ”Jordens søjler”, ”Helbrederen” og ”Havets katedral” er virkelig gode.
Børne/ungdom: Jeg kan ikke nænne at anbefale mine super dygtige kollegaer. Er du kommet så langt i interviewet, så læs mine: ”Eliksiren”, ”FC Genfærd”, ”Lord Kenshus forbandelse”, ”Den druknede” og ”Omega waffe” er blandt de bedste.

 Jo, jo, det var langt mere end tre. Men det er bøger! Man kan ikke KUN anbefale tre. Det er bare ikke muligt.

Hvornår kommer din næste bog?
Det kommer meget an på de der forlag. Måske til sommer, måske til jul. Nu må vi se.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s