Forfatter-interview #86 Benni Bødker

Benni Bødker-1.jpg

Foto: www.benniboedker.dk

OMKRING Krystalskibet

 

Tre ting om dig selv, som dine fans måske ikke vidste

1) Jeg kan fægte.

2) Min yngste datter er opkaldt efter et af Draculas ofre (og min ældste efter en film af Ingmar Bergman).

3) Min første rigtige udgivelse var en bog om Rune T. Kidde.

Hvornår vidste du, at du ville være forfatter? Hvor længe har du skrevet? Og hvad startede det?

– Jeg har altid skrevet. Og ikke bare har jeg altid skrevet, jeg har også altid lavet bøger. Den ældste må vist være min egen udgave af “Dyrene i Hakkebakkeskoven”, som jeg fabrikerede, så snart jeg kunne skrive kluntede bogstaver. I skolen lavede jeg små fanfiction-bøger sammen med mine kammerater, som vældig ambitiøst blev skrevet rent på skrivemaskine (vi taler forrige århundrede …) og kom på skolebiblioteket, så andre kunne låne dem. Oplag: 5-10 eks. At fortabe mig i historier (hvad enten det er andres eller dem jeg selv finder på) har været noget af det vigtigste i mit liv, så længe jeg kan huske.

Hvem opdagede dig? Opnåede du det selv? (Kontaktede forlag – hvordan?)

– Jeg var pinligt bevidst om, at intet af det jeg skrev var godt nok til at udgive, så jeg forsøgte aldrig at sende noget ind til forlag og har derfor heller ikke stakke af afslagsbreve. I stedet havnede alle mine manuskripter (gudskelov!) i skrivebordsskuffen, indtil jeg som 27-årig indsendte min første roman, “Helvedesmaskinen”, til forlaget Carlsen. Jeg kan tydeligt huske den dag, hvor de returnerede manuskriptbunken ikke med et afslag, men med et meget langt brev, der opfordrede mig til at redigere historien, og så ville de antage romanen til udgivelse. Dét øjeblik havde jeg godt nok drømt om i mange år! “Helvedesmaskinen” fik fremragende anmeldelser overalt, kunstlegater, havnede på årslister over årets bedste ungdomsbøger – og solgte under 400 eksemplarer.

Hvor mange bøger har du skrevet? Og i hvilken genre?

– Puh, vel en 125 stykker! De fleste er meget korte, deraf mængden, men jeg har også skrevet et par håndfulde større romaner for børn og unge. Jeg foretrækker genrehistorier, dvs. gys, science fiction, fantasy, krimi. Alt hvad der kan transportere dig over i en anden verden.

Hvorfor denne historie – hvad var det specifikke der fik dig til at vælge netop den?

– “Krystalskibet” er steampunk, og det er en genre, som jeg holder vældig meget af. Forestillingen om en futuristisk fortid er ekstremt billeddannende. Og faktisk var det Rasmus Bregnhøi, som har illustreret “Krystalskibet”, der foreslog at vi skulle lave noget steampunk sammen. Det skulle han ikke sige to gange. Jeg har altid været stor fan af Rasmus, så det var en kæmpe ære! Historien kom næsten af sig selv og trækker dels på virkeligheden (pga. såkaldt post glacial rebound synker London faktisk hele tiden længere og længere ned, og de gader, jeg tog til London for at researche undervejs i skrivningen, var oversvømmede, det efterår jeg rejste derover!) og dels på en masse af de klassiske fortællinger, som både Rasmus og jeg holder vældig meget af, ikke mindst Jules Verne (hvis ubåd Nautilus fra “En verdensomsejling under havet” jo også dukker op i “Krystalskibet”).

Hvad inspirerer dig? Hvilke forfattere har inspireret dig? (Andet; kunst, musik, ting i livet?)

– Jeg er meget optaget af at lave flotte bøger, altså bøger hvor også omslag, indbinding, papir, vignetter, tegninger, det hele fremstår indbydende og er med til at fortælle historien, så en vigtig inspiration er tit de tegnere, som jeg skal samarbejde med, og hvor jeg forestiller mig, hvad jeg gerne vil have dem til at arbejde med. Nogle af de flotteste bøger er absolut dem, jeg har lavet i tæt samarbejde med tegnerne, som fx “Krystalskibet” med Rasmus Bregnhøi, “Julebestiariet” med John Kenn Mortensen og “Vilkacis” med Mårdøn Smet, for nu at nævne dem der kom sidste år. Og ellers er det jo altså virkeligheden, der trækker, når det gælder inspiration. Jeg er et ekstremt nysgerrigt menneske, der altid gerne lige vil vide, hvorfor og hvordan, og så læser jeg meget om mytologi og folklore, som jeg er meget optaget af at trække på i mine historier. Musik er tit et vigtigt element i mit arbejde, men i en mere abstrakt og udefinerbar forstand.

Hvad er dit budskab med din bog?

– Det overlader jeg trygt til dansklærerne!

Hvordan identificerer du dig med karakteren(e)?

– Alle personer i mine historier udspringer jo i en eller anden grad af mig selv, hvad enten det er udspaltninger af min egen personlighed, eller erindringer og forestillinger om personer, jeg har mødt eller hørt om (eller helst ikke vil møde!).

Hvad læser du lige nu?

– John Kenn Mortensens “Små onde svin” og så Kim Leines nye lige om et øjeblik, så snart jeg får fingrene i den. Kim Leine er formodentlig den bedst skrivende danske forfatter pt!

Nævn 3 bogtitler, som du vil anbefale andre

– Philip Pullman er en af mine store helte. Både trilogien “Det gyldne kompas” og den foregående kvarter om Sara Lockhart er en evig inspirationskilde. Læs fx “Nordstjernen” (der også er udgivet på dansk som “Magt og magi”).

– Harald Voetmann er en af dansk litteraturs vildeste stemmer. Prøv fx “Syner og fristelser”.

– Neil Gaiman er jo en kæmpe indenfor mit eget felt. Jeg havde den enorme fornøjelse sammen med Karen Vad Bruun at oversætte hans “Nordisk mytologi” sidste år. Den er både en fantastisk introduktion til emnet og en klassisk Gaiman.

Hvornår kommer din næste bog?

– Min næste bog hedder “De underjordiske” og er faktisk i første omgang en lydbogsføljeton på Storytel/Mofibo. Jeg har arbejdet på den de sidste par år og er ekstremt optaget af den. Den foregår i et fantasyunivers inspireret af nordisk folklore (nisser!), som jeg har lyst til at skrive en masse flere historier i. Senere udkommer “De underjordiske” også som rigtig bog, forhåbentlig med en masse fantastiske illustrationer.


Links til forfatteren:
Hjemmeside
Instagram

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s