Forfatter-interview #98 Trine V. Ipsen

IMG_20170814_113327.jpg
OMKRING ROMANEN
Under skoven danser vi

 

Tre ting om dig selv, som dine fans måske ikke vidste

  1. Jeg tuder ofte, når jeg skriver, både af glæde og sorg og alt muligt andet. Det er bare lidt sjovere at skrive med følelserne uden på tøjet.
  2. Jeg elsker filmatiseringer af bøger. Det er fedt at se en andens fortolkning, af det man har læst.
  3. De fleste, jeg har lært at kende, når jeg har boet i udlandet, kender mig ved mit mellemnavn, Vianne, fordi Trine er et meget dansk navn, som ikke lige er sådan at udtale.

Hvornår vidste du, at du ville være forfatter?

Jeg vandt en skrivekonkurrence i anledningen af H.C. Andersens 200 års fødselsdag, og det var der, jeg sådan rigtig satte mig for det. Dengang var jeg 14 år.

 

Hvor længe har du skrevet? Og hvad startede det?

Jeg har skrevet regelmæssigt siden den konkurrence, så lidt mere end 13 år. Det startede som så mange andre med læseglæde. En bog om enhjørninger, som min mor læste højt for mig, da jeg var omkring 9 år, fik mig første gang til at skrive noget, jeg i dag ville kvalificere som fan fiction, men som jeg dengang mente var enormt originalt.

 

Hvem opdagede dig? Opnåede du det selv? (Kontaktede forlag – hvordan?)

Jeg tror, det handler om at være klar til heldet, for en branche med så mange drømmere er hård at komme ind i. Hårdt arbejde og held skal gå hånd i hånd. Jeg havde skrevet en bog, da jeg var 19 og havde skrevet den om og om igen, havde udviklet håndværket i mange år i min fritid, havde taget mig en litteraturtung uddannelse og havde som en del af den uddannelse fundet en måde at studere creative writing i løbet af to udlandssemestre, et i Skotland og et i Australien. Så da forlaget Dreamlitt udvidede og gerne ville se på ungdoms fantasy med en lidt anden stil end det typiske, sad jeg klar med et gennemarbejdet manuskript. Man ved aldrig, hvad det lige er forlagene står og mangler, og hvis det ikke er ens bog, kan den være nok så velskrevet uden at blive antaget.

Hvor mange bøger har du skrevet? Og i hvilken genre?

Jeg har skrevet fire, hvor en dog kun er en såkaldt novella (en kort roman), en er en meget gammel version af det, der efter en komplet omskrivning blev til Under skoven danser vi, og så har jeg fornyligt skrevet efterfølgeren til Under skoven danser vi, som lige nu har arbejdstitlen, Bag maskerne. Novellaen, Nothing Good Happens in February, er realisme med et ”coming of age”-tema, den gamle bog er klassisk fantasy, og Under skoven danser vi og Bag maskerne er historisk magisk realisme.

Hvorfor denne historie – hvad var det specifikke der fik dig til at vælge netop den?

Introscenen til Under skoven danser vi kom jeg på kort tid efter, at min far døde, da jeg var 17 år. Det her med, at der kommer et monster og tager børnenes ubekymrede liv fra dem, havde jeg brug for at fortælle. Jeg havde brug for at bearbejde min sorg indirekte og ikke skrive om at miste min far og vokse op med alkohol i hjemmet, men skrive mig en vej ud af smerten, der bearbejdede problemets kerne og ikke alle detaljerne. Jeg har haft en meget god tidlig barndom som Ella, men min fars problemer med alkohol havde gjort mig til en person, der hele tiden var på vagt, og mine teenageår var akavet som så mange andres, men med det voldsomme punktum at min far døde. Jeg kunne huske alt det gode og efter det punktum, skulle jeg finde tilbage til det. Det er det samme, Ella skal. At blive voksen efter et traume handler ikke om at tage ansvar på samme måde, som det ellers burde. Det er man allerede blevet nødt til at lære meget tidligt. At blive voksen efter et traume handler om at få det ubekymrede barn til at forene sig med den ansvarlige side, der altid er lidt på vagt. Børn, der oplever traume, går fra den ene ekstrem til den anden, og det kræver en del arbejde at finde balancen.

Hvad inspirerer dig? Hvilke forfattere har inspireret dig? (Andet; kunst, musik, ting i livet?)

Til Under skoven danser vi var jeg især inspireret af Jane Austen, helt specifikt Persuasion, og til Bag maskerne er jeg også blevet inspireret af Krig og Fred af Tolstoy. Det er nogle tunge drenge, men de skriver begge om det tidlige 1800tal, som mine historier foregår i, så det virkede naturligt at lægge sig op af kæmperne. Jeg tror måske, man kan tjene flere penge på at lade sig inspirere af moderne forfattere, men jeg er fagskadet fra min universitetsuddannelse, hvor gammelt er godt. At skrive historisk og at skrive magisk er meget tæt på hinanden i min optik. Man tvinger læseren til at se virkeligheden igennem andre briller, end de er vant til, og på den måde kan man måske røre ved nogle ting og følelser, som ville være for hårde at gøre med hverdagsbriller på. Skulle jeg have skrevet om traume i en realistisk genre, ville det være blevet en meget tung bog. Med det historiske og det magiske kan man have lidt sjov undervejs. Det sure med det søde er en god læseoplevelse for mig, og det vil jeg gerne prøve at give videre så godt jeg kan.

Hvad er dit budskab med din bog?

At man bare skal blive ved med at prøve at finde gode ting i sit liv. Det fleste kommer igennem rigtig meget lort i et liv, men der er også rigtig meget godt, hvis man bare lige vender næste side.

Hvordan identificerer du dig med karakteren(e)?

Jeg er på ingen måde Ella, men mit følelsesliv er helt sikkert det samme. Hvis min redaktør skriver, at det er en underlig eller unaturlig reaktion, Ella har, bliver jeg mindet om, hvor forskelligt folk reagere, og at fiktion er vigtig, fordi den giver os et indblik i andres reaktionsmønstre.

Hvad læser du lige nu?

Jeg hører mest lydbøger og har fået øjnene op for BBC’s dramatiserede lydbøger, så jeg er i gang med Jane Austens samlede værker igen, igen, nu som dramatiseret lydbog. Ellers hører jeg også lidt hygge-krimier (dem som foregår for 70 år siden i en lille landsby og derfor ikke føles så voldsom), og til foråret/sommer skal jeg betalæse nogle af mine veninders bøger, tror jeg.

Nævn 3 bogtitler, som du vil anbefale andre

  1. Jane Austens Persuasion, fordi den fanger længsel bedre, end nogen anden bog, jeg har læst, og Jane Austen er den første og den bedste indre vinkel 3. personsfortæller til dato. Hun startede en måde at skrive på, som har domineret vores måde at skrive bøger på lige siden.
  2. Ishiguros Never Let me go, fordi den kan alt det bedste, som moderne litteratur kan med dets præcision og nærvær, samtidig med at det faktisk er science fiction. Det er alt det bedste ved nutidig litteratur, og så har han også lige vundet en velfortjent Nobelpris.
  3. Nanna Foss’ Spektrumserie, fordi man kommer ind i en lidt meditativ tilstand, når man læser den. Persuasion og Never Let me Go er korte og præcise bøger til voksne, hvor Spektrum er den slags ungdomsbøger man forsvinder i.

Hvornår kommer din næste bog?

I år er mit håb, men nu må vi se, hvordan redigeringen udspiller sig.

Links til forfatteren:
Facebook
Instagram

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s