Forfatter-interview #109 Henriette Vesterbak

Henriette_Vesterbak

Tre ting om dig selv, som dine fans måske ikke vidste

  • Mine to romaner foregår primært i Austin, Texas, men jeg har aldrig været i Austin. Eller i USA i det hele taget. Man kan google sig til utroligt meget.
  • Jeg har altid været en kæmpe sprog- og talnørd. Jeg elsker sprogfinurligheder, sætningsknuder, kommaregler, tabeller og talopgaver. Altså, jeg tager jo gerne kommatests på nettet – sådan for hyggens skyld …
  • Jeg er en meget stor dyreven og har af den grund været veganer i 12 år. Man spiser ikke sine venner jo.

Hvornår vidste du, at du ville være forfatter?

Da jeg for nogle år siden så, at Politikens Forlag havde udskrevet en konkurrence om at skrive en samtidsroman, så skete der et eller andet i min hjerne. Romanen skulle handle om det at være menneske lige nu. Sociale medier, berømmelse, reality-tv og at alting ikke er, hvad det synes at være, var de emner, der dukkede op i mit hoved i den sammenhæng, men jeg nåede ikke at gå i gang med romanen, før konkurrencen var slut.

Et par måneder senere besluttede jeg mig for at skrive bogen alligevel – den bog, der skulle blive til min debutroman ”14 dage i Austin”, og som til min egen overraskelse endte med at blive en erotisk roman snarere end en samtidsroman – men stadig inden for de ovennævnte emner.

Jeg startede med at skrive en scene, der foregår lige midt i bogen, og som jeg vidste ville være den sværeste scene at skrive, fordi jeg skulle balancere elementer i scenen på en knivsæg. Jeg husker, at jeg tænkte, at hvis jeg kunne skrive den scene og skrive den godt, så ville jeg kunne skrive hele bogen. Og det gjorde jeg så. I et halvt år brugte jeg alle aftener, weekender og ferier på at skrive, indtil jeg var i mål. Jeg var så opslugt af at skrive den historie, at jeg faktisk aldrig har oplevet noget lignende. Og det var nok et eller andet sted midt i den proces, at jeg for alvor fandt ud af, at jeg gerne ville være forfatter.

Hvor længe har du skrevet? Og hvad startede det?

Som barn opdigtede jeg altid historier, og jeg skrev mange digte, mens jeg gik i gymnasiet. Efter gymnasiet skrev jeg en ungdomsroman om min tid i gymnasiet. Den roman er dog for længst lagt i skuffen, men det var helt klart den, der såede et lille frø i mig, der blev vakt til live, da jeg så opslaget fra Politikens Forlag mange, mange år senere.

Hvem opdagede dig? Opnåede du det selv? (Kontaktede forlag – hvordan?)

Da jeg havde skrevet ”14 dage i Austin” færdig, sendte jeg mit manuskript til Turbine Forlaget. Der var noget, der sagde mig, at min bog ville være noget for dem. Jeg fik at vide, at der kunne gå op til tre måneder, før jeg fik svar, men der gik kun en uge, før jeg modtog en mail fra forlaget om, at de meget gerne ville udgive min bog. Det var virkelig surrealistisk. Der stod jeg så en uge senere i et cykelskur med bævende stemme og fortalte min mand de gode nyheder over telefonen. Det øjeblik glemmer jeg aldrig!

Hvor mange bøger har du skrevet? Og i hvilken genre?

Jeg har skrevet to erotiske new adult romaner. ”14 dage i Austin” er udgivet af Turbine Forlaget, og ”Uofficielt din”, som er en fortsættelse til ”14 dage i Austin”, er udgivet på mit eget forlag, Forlaget Twenty-One.

Hvorfor denne historie – hvad var det specifikke der fik dig til at vælge netop den?

Jeg blev ret så kraftigt opfordret af mine læsere til at skrive en fortsættelse til ”14 dage i Austin”. Det var ikke noget, jeg selv havde overvejet, da jeg satte det sidste punktum i den bog. Men jeg tog udfordringen op og brugte lang tid på at gå og tænke over, hvordan historien kunne fortsætte. Det var vigtigt for mig, at fortsættelsen også var fuld af spænding og gnist og flirt og intriger – alt det, der kendetegner min første bog. Og heldigvis lykkedes det mig at skabe et plot, der kunne leve op til det, og det blev så til ”Uofficielt din”.

Hvad inspirerer dig? Hvilke forfattere har inspireret dig? (Andet; kunst, musik, ting i livet?)

Det er bandet Kings of Leon, der har inspireret mig til at opdigte det amerikanske rockband South Bane, som Heidi er personlig assistent for. Jeg er selv stor fan af Kings of Leon, og helt tilbage i 2009 lagde de 23 Home Videos ud på deres hjemmeside. Videoerne viser diverse optagelser fra deres studie og al den ballade, de rendte og lavede med hinanden under indspilningen af deres album ”Only By The Night”. De videoer har været en stor inspiration til en del studiescener i ”14 dage i Austin” og ”Uofficielt din”.

Jeg har derudover taget rigtig mange karaktertræk fra medlemmerne i Kings of Leon og brugt dem i mine egne karakterer. I Kings of Leon er de fire bandmedlemmer, men jeg tænkte, at fire fyrige mænd ville være for meget for Heidi at tage stilling til, så jeg besluttede, at de kun skulle være tre bandmedlemmer i South Bane: to brødre og deres barndomsven.

Hvad angår Heidi er jeg blevet inspireret af modebloggere og reality-tv-stjerner, samtidig med at jeg har prøvet at gøre hende til en pige, som man nemt kan forholde sig til.

Den forfatter, der har inspireret mig mest, er Stephenie Meyer. Jeg knuselsker Twilight-serien, og jeg har tilmed en lille indforstået Twilight-reference med i ”Uofficielt din”.

Hvad er dit budskab med din bog?

Mit fokus er først og fremmest at underholde læserne og give dem en fed læseoplevelse, hvor de bliver revet med og glemmer opvasken og vasketøjet for en stund. Begge mine erotiske romaner skal egentlig læses som fantasier, der tager én væk fra hverdagens trummerum. Men når det er sagt, så elsker jeg temaerne forelskelse og kærlighed, og ”Uofficielt din” er min egen lille hyldest til kærlighed, selv når den har svære kår.

Hvordan identificerer du dig med karakteren(e)?

Min hovedperson Heidi er på mange områder meget anderledes end mig selv. Og det er faktisk det, som jeg nyder allermest ved at skrive fiktion. At kunne opdigte personer og et univers, som intet har med min egen virkelighed at gøre. For så kan man jo finde på hvad som helst!

Hvad læser du lige nu?

Lige nu læser jeg ”Nuets kraft” af Eckhart Tolle, samtidig med at jeg hører min egen bog ”14 dage i Austin” som lydbog. Både ”14 dage i Austin” og ”Uofficielt din” er tilgængelige som lydbøger på Storytel og Mofibo, og det er virkelig sjovt for mig som forfatteren at høre historierne blive oplæst. Det er i øvrigt Marie Høst, den skønne tidligere medvært på So Ein Ding, der er oplæseren, og hun gør det supergodt!

Nævn 3 bogtitler, som du vil anbefale andre

Ud over at jeg elsker bøger om forelskelse og kærlighed, så er jeg samtidig ret fascineret af det uperfekte og det grimme blandt det smukke, og de tre bøger, jeg vil anbefale, afspejler også denne fascination.

Colleen Hoovers ”Det ender med os” viser på grummeste vis en uperfekt side af kærlighed, men heldigvis ender bogen godt – og meget uventet i forhold til titlen.

I ”Mig før dig” af Jojo Moyes er den mandlige hovedperson lam, og historien ender ikke ligefrem som andre kærlighedsromaner. Men hold nu op, hvor er den velskrevet og charmerende og underholdende, og jeg tudede løs!

Og så er der ”Kvinden i toget” af Paula Hawkins. Her bliver den kvindelige hovedperson beskrevet så ucharmerende, at man bliver helt fascineret af hende. Jeg læser normalt ikke krimier, men lige den her fangede mig på grund af hovedpersonens skæve karakter.

Hvornår kommer din næste bog?

Mine læsere er begyndt at efterspørge en treer til Austin-serien, dvs. en fortsættelse til ”Uofficielt din”. Jeg har pt. ikke et plot klar til en treer, men jeg har fået den idé , at det kunne være sjovt at skrive ”14 dage i Austin” fra min mandlige hovedperson Johns perspektiv, så man lærer ham lidt bedre at kende. Den idé har jeg fået meget positiv respons på fra læserne, så det bliver uden tvivl det næste skriveprojekt, jeg kaster mig over.

Links til forfatteren:

http://henriettevesterbak.dk/

https://www.facebook.com/forfatterhenriettevesterbak/

https://www.instagram.com/henriettevesterbak/

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s