Forfatter-interview #110 Ida-Marie Rendtorff

IM Rendtorff.jpg

Foto: Robin Skjoldborg

Tre ting om dig selv, som dine fans måske ikke vidste.

1) Jeg drak blæk som treårig.

2) Jeg drømte som barn om at drage ud i verden med et omrejsende cirkus, men da jeg var 12, måtte jeg i stedet gå under jorden sammen med min mor og søster.

3) Jeg har boet 16 steder, to af dem i USA, hvor jeg arbejdede som servitrice og gemte mine opsparede penge under madrassen.

… og så har jeg forresten set en søslange!

Hvornår vidste du, at du ville være forfatter?

Da min debutroman, Strømsvigt, udkom. Det var først der, jeg rigtig begyndte at tro på det. Jeg skrev bogen sammen med min mand, Daniel Zimakoff, og den var 7 år undervejs. Vi fik en forfatterpris for den, jeg var helt overvældet og sagde mit faste job op for at blive fuldtidsforfatter. Det var rimelig scarry, for vi havde hus, bil og tre børn i daginstitutioner – en masse faste udgifter, men ingen fast indkomst.

 

Hvor længe har du skrevet? Og hvad startede det?

Jeg har skrevet, så længe jeg kan huske. Og fortalt historier. Min søster og jeg delte værelse, og når vi skulle sove, fortalte jeg lange føljetoner for hende. Det stod på i 8 år. Hver aften. I den hvide køjeseng. Når min far vaskede op, fortalte han eventyr, og foruden verdenshistorien læste han både den græske og nordiske mytologi højt for os – min mor læste Det lille hus på prærien, Silas-bøgerne, De fem-bøgerne … Jeg førte også dagbog og elskede at skrive stil. Jeg drømte ikke om at blive forfatter – det med at fortælle var ligesom at trække vejret, spise og sove … det var bare noget, jeg gjorde. Min barndom var ligesom en strikket sweater. Der var en ret- og en vrangside. Vrangsiden var min fars psykiske sygdom, og mit liv knækkede midt over, da jeg var 13, og han døde. Historierne og de magiske universer forsvandt i flere år.

Hvem opdagede dig? Opnåede du det selv? (Kontaktede forlag – hvordan?)

Jeg har altid haft let ved at finde på. Udfordringen for mig lå i at skrive en historie færdig. Jeg havde en masse starter liggende, men ingen færdig historie. Ved et tilfælde begyndte jeg at skrive tv-fiktion. Her var skarpe deadlines og et dynamisk, pulserende miljø. Jeg lærte at tro på mine indfald, at bevæge mig fremad i en historie, at afslutte. Men jeg savnede at skrive på mit eget stof – noget som virkelig betød noget for mig. Strømsvigt handler om Sofia, som mister sin mor – om hendes vrede, sorg og ensomhed. Første gang vi sendte bogen ind til et forlag, fik vi afslag, anden gang blev den antaget, og siden har jeg kun haft enkelte pauser i skriveriet. Men jeg slås ofte med ordene – jeg synes, det at skrive er noget af det bedste i verden – men samtidig også noget af det sværeste.

 

Hvor mange bøger har du skrevet? Og i hvilken genre?

Efter grundig optælling viser det sig at være 33 bøger. Jeg tror, at jeg har en temmelig realistisk tone uanset hvilken genre, jeg vælger. Eller faktisk vælger jeg ikke sådan direkte genre – jeg får en idé, og idéen styrer så genren. Jeg tager som regel udgangspunkt i noget, der rører mig – i Kloden under vand er det klimakrisen, i Lige nu er allerede i morgen er det ligesom i Strømsvigt det at miste. I det hele taget kredser jeg nok en del om det emne, fordi min fars pludselige og dramatiske død har været med til at definere mig som menneske og forfatter. Men altså … jeg kan både lide at skrive realisme, fantasy og dark future.

Hvorfor denne historie – hvad var det specifikke der fik dig til at vælge netop den? Min seneste udgivelse er fantasyromanen Stemmetyven. Den handler om pigen Tia, der kan efterligne stemmer. Hendes bedste ven Halvar bliver taget til fange af den onde klanleder Tarelf, som bor i Flanien højt mod nord. Ingen gør noget for at hjælpe, og inden længe vil Halvar havne i Slangegraven.

Engang så jeg en ung fyr blive sparket af nogle rockere ved Enghave station. Jeg havde ingen telefon på mig, så jeg løb ind på stationen og bad manden i billetsalget ringe til politiet. Det ville han ikke, for han ville ikke blandes ind i noget. Jeg blev så vred, at jeg var lige ved at eksplodere. Den unge mand kunne være død uden at nogen gjorde noget for at hjælpe.

Retrospektivt tror jeg i grunden, at det blev præmissen for Stemmetyven. Enten gør man noget for at hjælpe, eller også er man medskyldig. Men hvad hvis man er dødsens angst for at gøre det, som det kræver at hjælpe? Det var manden i billetlugen, og det er Tia.

 

Hvad inspirerer dig? Hvilke forfattere har inspireret dig? (Andet; kunst, musik, ting i livet?)

At blive inspireret er for mig ’a state of mind’. Når jeg har øjne og ører åbne, kan den komme alle steder fra. En samtale mellem nogen teenagere i toget, et foto, en efterladt genstand på en bænk, en bog eller en film … Det kan også være fortiden, som melder sig på banen, for eksempel akavede episoder fra mit eget liv. I går holdt jeg skriveværksted for en femteklasse, og en af pigerne sad alene tilbage i frikvartererne, mens alle de andre børn pjattede rundt. Jeg kom i tanke om dengang, det var mig.

Sprogligt finder jeg især inspiration i litteraturen. Jeg er altid i gang med en bog. Da jeg var barn, elskede jeg især Silasbøgerne. Jeg var helt vild med det univers. F.eks. Hestekragen … Bare navnet alene 😊

Hvad er dit budskab med din bog?
Jeg har ikke som udgangspunkt et decideret budskab. Jeg tror, at idéen opstår, når noget ydre og indre mødes og slår en gnist. Af og til kan denne gnist antænde en historie. Når jeg begynder at skrive, har jeg som regel en idé og en retning, men heldigvis dukker der noget mere op undervejs. Dette ’noget’ er for mig at se ofte det interessante.

Hvordan identificerer du dig med karakteren(e)?
På en måde bliver jeg til dem. Det lyder næsten helt okkult, men det er det ikke. Jeg tuner ind. I starten kan jeg famle mig lidt frem, men efterhånden bliver de tydelige – jeg kan mærke dem, ved hvad de tænker på og drømmer om, kender deres livret og deres dybeste hemmelighed.

Hvad læser du lige nu?
Da jeg for nyligt besøgte en veninde i Austin, forærede hun mig en bog, som hun selv havde været totalt opslugt af, Pachinco af Min Jin Lee. Om Japans besættelse af Korea i begyndelsen af forrige århundrede – noget jeg vidste absolut intet om. Og det er helt vildt fascinerende at lære denne historiske periode at kende filtreret gennem en række forskellige bevidstheder.

Nævn 3 bogtitler, som du vil anbefale andre:
Vejen af Cormac McCartey, Ud at stjæle heste af Per Petterson, En hårfin balance af Rohinton Mistry.

Hvornår kommer din næste bog?
Jeg har gang i to ting lige nu – en YA-roman til Gyldendal og en lydbogsserie til Storytel. Jeg håber at blive færdig med begge dele inden udgangen af 2019, men nu må vi se. Skriveprocesser kan være ret uforudsigelige.

Links til forfatteren:
Hjemmeside
Facebook
Instagram: idamarierendtorff

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s