Forfatter-interview #118 Pernille Eybye

Pernille Eybye.jpg

Foto: http://pernilleeybye.dk/

Tre ting om dig selv, som dine fans måske ikke vidste

1 Jeg klikkertræner mine katte. De ville være rene cirkusartister, hvis jeg gjorde det regelmæssigt, for de er meget lærevillige. Som det er, har de lært at sitte, dække, rulle rundt, rejse sig på bagbenene, give high five og give kys (næsen mod min finger).

2 Jeg lærte mig selv at køre på en enhjulet cykel, da jeg var barn. Evnen forlod mig i cirka samme øjeblik, som jeg fik min egen enhjulede cykel.
3 Jeg ejer alle sæsoner af ”Hun så et mord” på dvd.

Ak, det var ikke de mest interessante ting, vel? Der er vist desværre ikke så mange spændende ting at fortælle J

 

Hvornår vidste du, at du ville være forfatter?

Jeg tror, jeg har været teenager, da jeg begyndte at nære håb om, at jeg en dag kunne dele mine historier med andre.

Hvor længe har du skrevet? Og hvad startede det?

Jeg var omkring ti år gammel, da vi fik en computer. Jeg havde flere gange tidligere forsøgt at skrive en historie i et hæfte, men åbenbart virker det bedst for mig at skrive på computer.

Så det, at vi fik en computer, var en af to ting, der satte mig i gang. Den anden var, at jeg i den periode læste en del gysernoveller. Nogle var gode, men andre skuffede mig. Og jeg tænkte: ”Det kan jeg gøre bedre!” (dejligt optimistisk, ikke?)

Jeg satte mig ned og skrev en gysernovelle på computeren. Og det var så sjovt, at jeg skrev en til og en til. Nu – over tyve år senere – skriver jeg stadigvæk. Jeg er 36 år, så jeg har nok skrevet i omkring 26 år.

Hvem opdagede dig? Opnåede du det selv? (Kontaktede forlag – hvordan?)

I mine teenageår sendte jeg omkring tre tekster til forlag. En børnehistorie (mit første forsøg), en kærlighedshistorie til en konkurrence (en tidlig version af ”Sol, sommer og scorereplikker”) samt en fantasy, som jeg sendte til Tellerup.

Romanen, jeg sendte til Tellerup, fik jeg tilbage kort tid efter. Mit følgebrev var skrevet på en måde, så de troede, jeg havde sendt til flere forlag på en gang. Det havde jeg så ikke, men af den årsag ville de ikke læse den.

Det var så også heldigt nok, for bogen var slet ikke egnet til udgivelse. Så gik der lige et par år, før jeg havde modet til at prøve igen. Jeg sendte en ny roman til Tellerup. Den fik gode udtalelser, men de endte med at sige nej. Så sendte jeg en ny roman … og den sagde de så ja til.

Hvor mange bøger har du skrevet? Og i hvilken genre?

Jeg skriver for børn, unge og de voksne, som kan lide min type bøger. Lige nu har jeg udgivet 38 bøger (hvis jeg ellers har talt rigtigt). De nemmeste er letlæsningsbøger med 1-3 linjer pr. side (og der er så 11 sider i alt), mens de største er på flere hundrede sider.

 

 

 

Jeg foretrækker at skrive historier i de fantastiske genrer. Der skal helst være et eller andet fantastisk eller overnaturligt element med. Fx et spøgelse, en forbandelse, en vampyr eller en kentaurer. Det synes jeg er sjovest at skrive om. Og så prøver jeg jævnligt at tage livet af mine hovedpersoner. Jeg tror ikke det sker helt så ofte i realistiske bøger … altså at nogen prøver at tage livet af en hovedperson.

 

Hvorfor denne historie – hvad var det specifikke der fik dig til at vælge netop den?

Det var forfatteren Carina Evytt, der kom med ideen. Jeg har kendt hende i mange år – fra før vi begge udkom med vores første bog. Hun fik den her ide om, at vi skulle skrive en fantasy sammen, men hvor vi startede med hver vores bog, og i bog tre ville personerne så mødes.

Hun havde en start-ide, som vi legede med, og i løbet af en chat på cirka fem timer havde jeg mødt Taysin og Lill og fået en ide om, at deres historie handlede om hekseforfølgelse.

Hvad inspirerer dig? Hvilke forfattere har inspireret dig? (Andet; kunst, musik, ting i livet?)

Helt grundlæggende er det nok ”Hvad nu hvis …” der inspirerer mig. Eller i det mindste sætter tankerne i gang.

”Hvad nu hvis” kan så blive sat i gang af mange ting. Fx at jeg læser en bog og tænker: ”Hvad nu hvis historien handlede om menneskerne i den by, der lige er blevet angrebet af hovedpersonens gruppe? Hvordan oplever de situationen? Og hvordan er deres liv bagefter?”

Andre gange tænker jeg, at nu vil jeg skrive den type historie (fx en humoristisk kærlighedshistorie eller en spøgelseshistorie), så hvad skal jeg mon putte i den?

Det kan være noget, jeg oplever, som jeg så ”vinkler” til en historie. Som fx da min kat en aften satte sig op i sengen og STIRREDE hen mod den åbne dør, som om hun kunne se noget, jeg ikke kunne.

Nogle gange kommer der billeder i mit hoved, som jeg ikke aner hvor kommer fra, men som gør mig nysgerrig. Jeg var fx til åbent hus på min nieces efterskole, hvor man kunne opleve nogle af de fag, som børnene har. Jeg sad og lyttede til nogle elever, der spillede en langsom melodi, og pludselig ”så” jeg en balletdanser, der dansede roligt og yndefuldt til musikken. Så dukkede der en klovn op – sådan en med store sko og en rød næse. Og jeg blev vældig fascineret og tænkte, hvad der mon var historien bag de to.

Det er svært at sige, hvilke forfattere der inspirerer mig. Jeg bliver fascineret, når en forfatter gør noget særdeles godt. Fx skriver en bog, hvor der ikke er megen action, men hvor samtaler og følelser holder en klistret til siderne. Eller hvis en forfatter tilføjer en enkelt ting til vores verden … og ændrer ALT. Jeg kan vældig godt lide at blive inviteret ind i en verden, der ikke er som den jeg lever i.

Hvad er dit budskab med din bog?

Uh, jeg har ikke tænkt på noget budskab i forbindelse med udviklingen af historien. Det gør jeg faktisk sjældent. For mig handler det ’bare’ om at blive opslugt af en historie. I serien ”Dragernes konge” bliver magikerne dog forfulgt på grund af deres evner. Bliver de fanget, ender deres liv på heksebålene. Så et budskab her kan være, at man ikke skal jagte folk, der er anderledes end en selv 😉

 

Hvordan identificerer du dig med karakteren(e)?

Jeg prøver at forstå mine personer og deres handlemåder. Jeg skriver i fantastiske genrer, men det er meget vigtigt for mig, at jeg er realistisk, når det kommer til personerne. De skal ikke begå tåbelige handlinger, bare fordi jeg har brug for at få dem et sted hen. Skal de begå tåbelige handlinger, skal jeg i det mindste kunne overbevise læseren om, at de rent faktisk vil gøre det.

Mine karakterer, Taysin og Lill, i Dragernes konge er så meget nemme at identificere sig med. I det mindste for mig. De er mennesker, ikke fantasyhelte af den slags der bare griber et sværd og kaster sig ud i kamp. De føler frygt i farlige situationer, og selvom de forsøger at gøre det rette, lykkes det ikke altid for dem.

Jeg kan vældig godt lide dem!

Hvad læser du lige nu?

Jeg er bibliotekar, så jeg bliver fristet hver dag, jeg går på arbejde. Jeg slæber alt for mange bøger med hjem, som jeg enten aldrig får læst eller blot påbegyndt,

Lige nu har jeg af påbegyndte bøger:

”Lucie” af Anne-Marie Vedsø Olesen (gyser).

”Randvad” af Jacob Holm Krogsøe og Martin Wangsgaard Jürgensen (gyser).

”De kalder mig uhyret” af R.L Stine (børnegyser).

”Uhyret i brønden” af Dennis Jürgensen (gyser).

”Den nye jarl” af Lisa Kleypas (historisk romance).

”Midnatstimen” af Dennis Jürgensen (gysernoveller).

”Genkomsten” af Chris Weitz (tredje del af The young world-serie)

Og så er der sikkert endnu flere som ligger og ’putter’ rundt omkring.

Desuden er jeg – efter i flere år at være blevet opmuntret af forfatteren Anika Eibe – gået i gang med at bruge lydbøger, som jeg lytter til, mens jeg er huslig eller laver mad. Det gør det meget nemmere at ”spilde tiden” med støvsugeren, når jeg samtidig får en historie. Lydbogen er ”Det onde” af Stephen King. En bog jeg læste som teenager, men nu vil genopleve.

Nævn 3 bogtitler, som du vil anbefale andre

”Fuldmånens magt” af Kit Whitfield.

I denne bog har forfatteren skabt et univers, hvor det er almindeligt at være varulv. Nogle få procent bliver født med det handicap, at de IKKE kan forvandle sig. Det er mange år siden, jeg læste bogen, men jeg var fascineret af den verden, som forfatteren skabte. En verden der var indrettet efter varulvene, og hvor menneskene var de forkerte og uønskede. Bogen er en krimi/spændingsbog, men foregår altså i en noget anderledes verden end vores.

En serie af Sofia Nordin som består af ”Et sekund ad gangen”, ”Løb alt hvad du kan”, ”Som om jeg var helt fantastisk” og ”Hvis du kunne se mig nu”.

Serien foregår efter en sygdom har slået størstedelen af befolkningen ihjel. De fire bøger har hver deres fortæller, og det der fascinerede mig her var, at der ikke var den store action eller fysisk kamp for livet. Men der var masser af følelser! De fire hovedpersoner er meget forskellige, og det var interessant at følge dem hver især og blive klogere på dem som mennesker.

En krimiserie om Kate Burkholder af Linda Castillo. Serien foregår i USA i et område, hvor der bor en del amish-folk. Alle forbrydelser, der sker i de forskellige bind, er relateret til dem, og det er spændende at få et indblik i en anden verden.

 

Hvornår kommer din næste bog?

”Banneret samles”. Tredje bind i ”Dragernes konge” udkom i juni og d. 12. september udkom de tre næste bind (4-6) i letlæsningsserien ”Dragesjæle”.

Links til forfatteren:

Instagram
Facebook

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s