Forfatter-interview #124 Marie Duedahl

Marie Duedahl farve web.jpg

Foto: Turbine

Tre ting om dig selv, som dine fans måske ikke vidste
Har jeg fans? Fedt!
Jeg har en ret broget baggrund inden for det at skrive. Jeg er uddannet i litteraturhistorie og dansk/nordisk sprog, har arbejdet mange år i reklamebranchen som tekstforfatter og er nu freelancejournalist ved siden af mit forfatterskab. Og jeg fortryder slet alle de omveje og parallelle spor, mit professionelle liv har kørt/kører ad. Jeg kan bruge erfaringerne fra alle tre områder, når jeg skriver bøger. Litteraturhistorikerens viden om litterære virkemidler og plotopbygning, tekstforfatterens målgruppefokus og journalistens møde med mennesker, hvis personlighed skal omsættes til ord.
Og så ved mange vist ikke, at jeg engang har haft det sorte bælte i karate. Det ligger stadig i en skuffe med mit navn broderet med smukke japanske tegn. Jeg træner ikke længere, men kan stadig levere et baglæns cirkelspark. Måske ikke lige i hovedhøjde, men deroppe ad. Det er derfor, at flere af karaktererne i mine bøger dyrker karate. Kampsport er det fedeste i verden!

Hvornår vidste du, at du ville være forfatter?
Ordet forfatter er jeg nok lidt forbeholden overfor at bruge. Letlæsningsbøgerne handler først og fremmest om håndværk. Teksten skal skæres til, som en snedker laver en stol. Men eftersom jeg altid har skrevet historier, har skrivegenet altid ligget i mig. Jeg kan ikke lade være.

Hvor længe har du skrevet? Og hvad startede det?
Jeg skrev lange historier allerede som barn. Først skrev jeg andres bøger af, det gav sådan en dejlig fornemmelse af flow i skrivningen (måske var jeg bare et mærkeligt barn?). Siden begyndte jeg at skrive mine egne historier, og så er jeg bare aldrig holdt op igen. Min trang til at udtrykke mig har altid været skriftlig. Jeg er absolut bedst med et tastatur mellem hænderne.

Hvem opdagede dig? Opnåede du det selv?
Jeg sendte en letlæsningsbog til Gyldendal og fik den antaget. Det blev til Julie-serien, der kørte i mange år.

Hvor mange bøger har du skrevet? Og i hvilken genre?
Jeg har skrevet rigtigt mange læse let-bøger til indskolingen. Det anser jeg for et håndværk: at skrive en god historie, der fanger de små læsere med en tekst, som de selv kan læse. De to ting er lige vigtige. Læseglæden og læsbarheden.
Jeg skriver også mange letlæste bøger til mellemtrinnet og udskolingen. Holder meget af den korte form, hvor sproget får historien til at leve på trods af det lave lixtal. Selv om du ikke har mange sider at bygge en karakter op på, kan du med de rigtige replikker og handlinger tegne et ret præcist portræt.
Mine yndlingskarakterer er de piger, der er rødder og rebeller som teenagere. Ofte er der en grund til, at de opponerer mod alt. Andre gange er det bare led i en frigørelsesproces. Vi kan alle lære af teenagerne. Deres stillen spørgsmål ved alt. Deres drømme og deres gåpåmod.

Hvad er dit budskab med dine bøger?
Mit budskab er ofte, at livet er kort og skrøbeligt. Og ikke altid retfærdigt. Men det er fedt alligevel. Man skal ikke stivne i en skæbnetro, men forsøge at udvikle sig hele tiden. Gerne med hjælp fra andre mennesker, der vil dig det godt. Find dem. Og ræk hånden ud.

Hvad inspirerer dig?
Både film/tv-serier, musik og skønlitteratur inspirerer mig.
Når jeg skriver, kører en film i mit hoved, og så handler det ”bare” om at skrive den ned. Få billederne omformet til ord og sætninger, der fungerer lige så godt som den visuelle forestilling. På den måde er det fedt at være forfatter. Man kan forestille sig ALT! Man kan få de dyreste Hollywood-stjerner til at spille hovedpersonerne i ens bøger. Helt gratis! Godt nok kun i ens fantasi, men alligevel …
Inden for skønlitteraturen inspirerer mange genrer mig, lige fra Søren Ulrik Thomsens essays og digte til Raymond Chandlers Philip Marlowe-krimier. Jeg har en bred smag. Når genrer clasher, skabes nye udtryk.
Til daglig arbejder jeg som journalist og er derfor også avisnørd. Tre aviser bliver læst i bund hver dag, fire i weekenden, og det giver også masser af inspiration og historier. (Husk at støtte den frie journalistik, den er ikke en selvfølge. Køb en avis i dag!)

Hvordan identificerer du dig med karaktererne?
Jeg identificerer mig med alle mine karakterer, det skal man som forfatter, så de ikke bliver sort/hvide. Der skal være positivt og negativt ved alle personer, for det er sådan, mennesket er. Vi rummer alle noget godt – og kan være idioter af og til. Men jeg har nok en forkærlighed for piger, der er udenfor, fordi de er introverte, ironiske og kantede. Men selv om de er pindsvin udenpå, kan de godt være smukke sommerfugle indeni. Eller også er de pindsvin hele vejen igennem, og det er også mere end okay.

Hvad læser du lige nu?
Lige nu læser jeg Kirsten Hammanns ”Ofte stillede spørgsmål”, der udkom sidst i 2017. Jeg læser altid forsinket i forhold til alle andre, fordi jeg låner de fleste af de bøger, jeg læser, på biblioteket – og der er jo som regel kø. (Husk at gå på biblioteket, og lån en masse bøger! Biblioteket er en grundpille i demokratiet, og bruger vi det ikke, forsvinder det.)
For mig viser Kirsten Hammanns bog en helt ny side af hende. Hun er virkelig en badass i den her bog! Vi får hendes dagbogsnotater gennem et år med alle hendes tanker om at være forfatter – og menneske. Og hun skyder fra hoften – hårdt. Både mod sig selv og andre (også navngivne forfattere).

Nævn 3 bogtitler, som du vil anbefale andre
Line Knutzons ”Camille Clouds brevkasse”: Der er ikke andre som Line Knutzon i dansk litteratur! Du kan aldrig regne hendes figurer og deres handlinger ud på forhånd. De er langt ude – og lige på kornet. Jeg grinede højt mange gange for lige bagefter at klappe beskæmmet i. Line Knutzon forstår at skrive om alt det svære i menneskelivet på en grotesk sjov måde.
Naja Marie Aidts ”Carls bog”. Et ubærligt emne, skrevet i et sprog, der går i stykker af sorg. Virkelig en præstation. Som menneske og forfatter.
Katrine Marie Guldagers ”Bjørnen”: Et herligt portræt af en midaldrende kvinde, der lærer en hel del om sig selv i løbet af den ret korte roman. Hun er en skøn romanfigur at være sammen med, ætsende sur og vred på hele verden. Kender man det fra sig selv? Ups, ja. Hun er blevet fyret fra sit job, datteren er flyttet hjemmefra, og ægteskabet er so so. Manden hedder Lars, men hun kalder ham Bent. Det er sådan, hun er, og man kan ikke lade være med at holde af hende. På en weekendtur alene til en hytte i Sverige finder hun frem til, at alt måske alligevel er, som det skal være. Også Bent Lars.

Hvornår kommer din næste bog?
Jeg har flere letlæsningsbøger på vej til indskolingen, og i den forbindelse vil jeg gerne hylde illustratorerne til mine bøger. Mette-Kirstine Bak for hendes poetiske streg og utrolige farvesans, Anja Gram for hendes herlige humor og vildskab, og Jørn Villumsen for hans skæve, crazy streg. Og alle de andre illustratorer, der gør mine historier så meget bedre!

Links til forfatteren:

Instagram: @forfattermarieduedahl

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s