Anmeldelsespolitik

Velkommen til bloggen!

Bloggen har været i gang siden februar 2015 og rummer efterhånden en masse anmeldelser i forskellige genrer samt forfatter-interviews, indlæg om de forskellige danske bogmesser og events. Jeg nyder (fortsat) at anmelde og det er blevet en del af mig. Jeg nyder at dele læseoplevelser, lære nye forfattere at kende og diskutere litteratur med andre læseglade.

 

Lidt info ift. anmeldelsespolitik:

  • Ift. genrer, anmelder jeg meget bredt, men er særligt glad for Young Adult (YA) og børnelitteratur. Dog læser jeg og anmelder også fantasy, realisme, romantik, graphic novels, digte, sci-fi, klassikere (og meget mere).
  • Er du forfatter og ønsker at få anmeldt din bog, så skriv endelig til mig, uanset genre eller forlag.
  • Jeg er altid ærlig i mine anmeldelser og det gør ingen forskel om bogen er købt, fået som gave eller som anmeldereksemplar, eller er lånt på biblioteket. Hvis jeg ikke bryder mig om bogen, så er jeg ærlig omkring det på en positiv måde og forsøger at komme med konstruktiv kritik.
  • Jeg er fra april 2018 blevet ansat på Forlaget Leatherbound som marketingkoordinator, men dette gør ABSOLUT INGEN forskel i min generelle måde at anmelde på. Jeg anmelder forsat som jeg plejer.
  • Det vil altid fremstå om den anmeldte bog er sponsoreret eller foræret som anmeldereksemplar.
  • Jeg forsøger vidt muligt at anmelde de bøger, som jeg modtager som anmeldereksemplarer, men jeg forholder mig retten til at sige nej til at modtage anmeldereksemplarer, hvis tiden ikke er til det eller bogen ikke tiltaler mig.

 

Stjerne-rating:

★☆☆☆☆

Jeg har aldrig givet en bog én stjerne på bloggen, fordi jeg synes, at det er en for hård rating, når der har siddet en forfatter og arbejdet hårdt på et værk. Der gemmer sig ofte mere i en udgivelse end som så.

★★☆☆☆

Når jeg giver to stjerner i en anmeldelse handler det grundlæggende om, at jeg ikke bryder mig om bogen. Der kan være to scenarier: 1) Bogen kan være utrolig godt skrevet, men er simpelthen ikke i min smag, eller 2) Formidlingen er så dårlig, at det går ud over læseoplevelsen, f.eks. manglende korrektur, for mange grammatiske fejl eller et dårligt sprog.

★★★☆☆

For mig er at give 3 stjerner som en middelkarakter – 7 på karakterskalaen. Det er generelt en rigtig positiv karakter fra mig. Det betyder ikke, at jeg hadede bogen eller at jeg elskede den. Det betyder, at jeg havde en rigtig fin og middel læseoplevelse.

★★★★☆

Når jeg giver 4 stjerner, så er det fordi jeg har haft en rigtig god læseoplevelse. Sproget er gennemført, plottet er detaljeret eller bogen har ramt noget helt særligt hos mig.

★★★★★

Jeg smider ikke om mig med 5 stjerner, for denne rating er noget helt særligt. Det er en bog, som jeg føler har ændret mig liv eller én, som har bidt sig fast i mit hjerte – som jeg ved, at jeg IKKE kan glemme. Derfor er det sjældent, at jeg giver 5 stjerner.

Advertisements