Fjord

Fjord af Pia Stærmose

Tak til EgoLibris for anmeldereksemplaret!

Denne anmeldelse bliver svær at komme igennem, for lige nu er jeg tom for ord. Jeg var virkelig imponeret efter, at jeg havde lukket bogen. Det var vanskeligt ikke at læse den i et stræk, men i frygt for savnet (efter færdiggørelsen), så blev jeg nødt til at trække det lidt ud.

Jeg er i den grad fascineret, imponeret – ja, rent ud sagt; blæst omkuld af Pia Stærmoses talent for at beskrive afkroge af menneskets sind, opførsel og følelser. Det er som om forfatteren gør det med en lethed, som for den ”dødelige” virker næsten umulig. Der er mange elementer gemt mellem linjerne, blandt andet symbolik, metaforer og de ord, som forevigt forbliver usagt.

”Varsomt glider han ind og fylder hende med fjeld og med fjord. Hun efterlader sin uro på det hemmelige sted og svømmer i hans spor, fortrøstningsfuld og uden at se sig tilbage. Lader ham føre og følger hans strøm, indtil de er i grotten, hvor han vender sig om. Hun ser, at han er en sæl og ønsker at det aldrig skal stoppe. Sådan svømmer hun sammen med ham hver eneste nat, og der er ikke andet. Dagslyset får hende til at tvivle, men om natten er hun sikker”

”Fjord” er en moderne saga, som beskæftiger sig med fortidens hemmeligheder og fortielser. Det er en roman, som handler om at fare vild i kærligheden, og ikke mindst; i sig selv, hvilket flere karakterer giver udtryk for. Sågar ”smelter” flere karakterer sammen og lider samme skæbne. Karakterbeskrivelserne er detaljerede og der er mange ting, som står skrevet mellem linjerne, men denne poetiske fremstilling gør karaktererne stærkere og får dem til at virke mere tro på papiret, og selv i vores erindring. De forskellige generationers historier og intriger kryber hurtigt ind under huden på læseren, og vi føler os tæt på karaktererne, selvom vi ikke ved alt, hvad der foregår.

”Natten er hendes. Hun hersker over mørket og hører, at der ingen vind er. Hytten er blevet stille, og hun står ved vinduet og venter. Håret er børstet og hænger slapt over hendes skuldre. Oppe i fjeldet er der noget. En skarp og bestemt vind har bidt sig fast i skyerne og slæber dem af sted over fjeldet som modvillige hingste, der prøver at stikke af. Mørkets vinde raser deroppe, men hernede er der læ. Han kommer, eller han kommer ikke”

Det er et poetisk og spændende sprog, som viser sig med en lethed af fine nuancer og flere lag. Særligt er symboler i spil – et eksempel på dette er fuglene, som fortsat flyver ind i ruden og dør, som viser denne tragiske tilstand, som flere karakterer befinder sig i. Desuden er naturen et vigtigt emne i skrivestilen. Denne voldsomme natur i Norge, som hyppigt beskrives symboliserer de forskellige følelser, karakterer og giver stærke stemningsbilleder. Naturen raser rent ud sagt i fortællingen og skaber spænding.

 

”Vandfaldet ruller ned ad fjeldsiden bag hytten og fylder hele ruden, når hun ligger i sin seng og kigger ud. Hver aften ligger hun og lytter: Bare det aldrig vil holde op. Og hun fanger en dråbe på sin kind med en finger og smører den ud på sin pande. Ruden er knækket, og de våde striber glider ned over glasset og forsvinder i mørket”

Jeg ved ikke hvad jeg ellers skal nævne, for samtidig med at man kan være fyldt med ord, så kan fascinationen gøre én stum. Pia Stærmose har skabt en fantastisk roman, som virkelig har noget at byde på. Jeg kan kun varmt anbefale den til læseren, som har lyst til at dykke ned i et univers, hvor man så utrolig nemt lærer karaktererne at kende. Man bliver en flue på væggen og ser det inderste af karaktererne – både det smukke og det afskylige. Som tendensen i nylitteraturen lige nu, så har emnerne ”hjemløshed” og ”stedløshed” centrale roller.

Det er spændende at se, hvordan Pia Stærmose lader ordene fylde papiret og samtidig giver vores karakterer en chance for at føle sig hjemme, blot et kort øjeblik, inden at de igen løsrives og kastes tilbage til deres skæbner.