Hvis det er

Hvis det er af Helle Helle

”Hvis det er” var virkelig imponerende! Helle Helles litteratur har aldrig været noget, som har opslugt mig fuldstændig. Måske jeg har været for ung til at værdsætte Helle Helles litteratur? Måske det har været for svært at sætte pris på god litteratur, som man absolut var tvunget til at læse i gymnasiet? Hvem ved?

Denne roman var i hvert fald helt anderledes end hvad jeg har læst før, og selvom den samme skrivestil skinner tydeligt igennem, så var det som om ”Hvis det var” bare rørte mig som god litteratur virkelig kan formå at gøre.

“Lugten tiltager, mens jeg trækker af sted med hende gennem tusmørket. En stor flok rådvildt passerer stien et stykke fremme, vi standser og ser på dem. “Så var det solnedgang”, siger hun […] Jeg spekulerer på, hvor langt væk brænderøg kan lugtes. Det er næsten vindstille, så jeg er fortrøstningsfuld.
“Nu er vi der snart”, siger jeg.
“Hvor?” siger hun, men det svarer jeg ikke på. Det gør hun til gengæld selv, ikke så længe efter: “Dér”, siger hun og peger mod et gult lys langt inde mellem træer og buske”.

Plottet er simpelt: To løbere er faret vild i samme skov og de kommer til at tilbringe weekenden sammen. Uden hjælp, uden telefon og uden tilhørssted. De er begge faret vild bogstaveligt talt, men man kunne også argumentere for, at dette kunne have en symbolsk betydning. Vi introduceres til karakterernes liv, hvem de er og pludselig går denne uendelige vildfaren i skoven i retningen af minder, erindringer og ting, som de husker tilbage på i deres liv – hvordan de nåede lige præcis til hvor de befinder sig lige akkurat nu.

De er begge stedløse karakterer, som rykker fra by til by – fra job til job. De ved ikke hvor de skal ende og derfor er dette møde i skoven måske altafgørende for dem. Helle Helles beskrivelser af mennesker uden mål i livet er spot on, og vi føler næsten, at vi befinder os ved siden af dem, imens plottet realiserer sig selv.

“Mens jeg er optaget af disse overvejelser, snubler jeg ironisk nok over noget på skovstien og kommer ud af kurs. Jeg falder forover ind i en træstamme, jeg når ikke at tage fra. Det giver et smæld ved min pande, træet slår mig simpelt hen omkuld, det går meget hurtigt. Der ligger jeg så i to slags mørke, i de visne blade”

Sproget er så utrolig rammende. Beskrivelser med sanserne i spil og dialoger, som siger det hele uden at gøre det. Alt hvad der står mellem linjerne fortæller virkelig denne historie. Flot roman! Jeg glæder mig til at dykke ned i Helle Helles litterære univers med fornyet energi, hvad denne roman har givet mig.