Robinson Crusoe

Robinson Crusoe af Daniel Defoe

Som karakter repræsenterer Robinson Crusoe det opbrud i verden, som finder sted. Han symboliserer den ”gamle” verdensopfattelse, som sættes op imod den ”nye”, og hvordan de differencierer i forhold til hinanden. Robinson Crusoe bliver desuden et symbol på den nyfundne individualisme og det ses i hans liv på øen. Dog er det vigtigt at påpege, at dette ikke er ensbetydende med en identitetskrise fra Crusoes side. Den historiske kontekst afspejles i romanen og viser hvordan den nye verdens indtræffen påvirker mennesket og udvikler invididet. Fortællingen repræsenterer en tid, hvor verden og naturen opdages og udforskes, samtidig med at tanken om individualismen skaber nye tanker og opfattelser om menneskets plads, både sociologisk og kulturelt.

I et forsøg på at placere romanen i litteraturhistorien, så kan det diskuteres hvorvidt romanens form fremmer eller hæmmer læserens forståelse af Robinson Crusoes psykologiske udvikling som karakter ud fra en moderne analytisk fortolkning. Som den første moderne roman i litteraturen er den specifik og nytænkende, da den afspejler en bestemt historisk periode og den viser hvordan diverse brydninger kommer til udtryk i forhold til mennesketsynet. Robinson Crusoe er selv normbryder, da han intet andet valg har. De to verdenens kollidering tvinger ham til at se ideologisk fremad, men han er stadig påvirket af puritanismens tankegang, e.g. at Gud straffer ham for de forkerte valg, som han tager, eksempelvis at han ikke lytter til sin faders ønske om at blive jurist, men fremstår i stedet som normbryder og går om bord på et skib. Tankegangen om Gud ændres i løbet af romanens udvikling.

I starten straffer Gud Robinson Crusoe, f.eks. med de to storme på havet og det faktum, at han bliver taget til fange og brugt som slave, men længere i romanens udvikling tvinges han til at bruge sin logiske sans og instinkter for at holde sig i live. Der kommer fokus på handling, basale ting som at skaffe mad, holde øje med vejret og spotte skibe i miles omkreds. Dette ses eksempelvis i form af dagbog og- logbogsformen. Udover at vise den basale og primitive tankegang i mennesket, så symboliserer det også den lange tid på øen, hvori instinkter og natur til sidst erstatter religiøsiteten og moralen.  For den moderne læser vil denne romanform virke hæmmende for læseforståelsen, da der ikke er et yderligere fokus på Robinson Crusoes psykologiske og ideologiske udvikling. Aktive handlinger, sansninger og iagttagelser kommer tydeligt til udtryk i romanen, men overskygger derimod den psykologiske selvrealisering, som Robinson Crusoe foretager sig.

Der er ikke fokus på følelser eller personlig udvikling, for instinkterne om overlevelse bliver den vigtigste faktor. Det kan diskuteres hvorvidt Robinson Crusoe går endeligt væk fra den ”gamle” tankegang, hvor tradition, normer og det feudale samfund er i centrum. Det ses eksempelvist ved de sociologiske normer, som han følger i løbet af sit liv på øen ved at han bygger sit eget samfund op og introducerer den uciviliserede Friday til den kristne tro. Efter tiden på øen vender ham hjem til England og bliver et individ med høj økonomisk status og frihed, men om hvorvidt han er fuldstændig udviklet som invidid og ikke et menneske underlagt statens magtforhold og normer kan diskuteres.

Daniel Defoe har med sin roman ’Robinson Crusoe’ været en katalysator for rejse og- opdagelsesfortællinger. Eksempler er ’Gullivers Travels’ (1726) af Jonathan Swift, ’The White Man’s Burden’ af Rudyard Kipling (1899) og ’Heart of Darkness’ (1899) af Joseph Conrad. Sidstnævnte beskriver sociologiske og kulturelle kontraster mellem den imperialistiske mand versus den uciviliserede afrikanske mand. Selv i moderne litteratur anvendes Robinson Crusoe-myten stadig. Det ses f.eks. med romanen ’Life of Pi’ skrevet af Yann Martel (2003). Her ses dog en ændring, da den psykologiske selvrealisering fremstår vigtigere end de aktive handlinger og iagttagelser. Det vises tydeligt, at individets søgen kommer til udtryk i form af tvivl, frygt og afmagt. Selv i en moderne kontekst har den første roman ’Robinson Crusoe’ (1719) stor relevans i verdenslitteraturen.