Det fortryllede slot (Det Hemmelige Rige #1) af Rosie Banks

foto (93).JPG

*Reklame* – Titel: Det fortryllede slot (Det Hemmelige Rige #1) – Forfatter: Rosie Banks – Forlag: Forlaget Flachs – Anmeldereksemplar fra Forlaget Flachs

★★★☆☆

Det fortryllede slot er første del af den lange serie, som hedder Det Hemmelige Rige. Serien er skrevet af Rosie Banks. Man kastes fluks ind i historien og der sker allerede meget fra start. De tre tætte veninder (Ella, Sofie og Jasmin) finder et magisk skrin og dette skrin åbner en stor og magisk verden for dem, hvor alt kan ske. De er slet ikke klar over, hvor meget de kommer til at opleve, men det vil bringe dem minder, som kun vil gøre dem stærkere og tættere veninder.

Den magiske verden hedder Det Hemmelige Rige, hvor man kan alting: spise glitrende kager, flyve og der er mange eventyr, som venter på de tre piger. Allerede i denne første del i serien bliver de sat på en opgave. De skal nemlig hjælpe kongen (kong Munter) og alfen Trixi, så den onde dronning Malice ikke formår at ødelægge hans 1000 års fødselsdag og de mange festligheder, som er planlagt. Man opdager i sin læsning, at der er gang i plottet og at de tre veninder er seje, stærke og individuelle, så de forskellige typer af læsere vil kunne relatere til dem.

Det Hemmelige Rige er en serie, som henvender sig rigtig fint til piger mellem 9-12 år. Det er en serie med magi, fantastiske og magiske væsener, et stærkt venskab, og sidst, men ikke mindst: Letlæselige og underholdende dialoger og et plot spækket med handling. Jeg ville med glæde anbefale denne serie til pigen, som har lyst til at dykke ned i et magisk univers, hvor alt kan ske, uden at det bliver uhyggeligt. Det er en serie, som man kan smile af og more sig over med de fine og underholdende karakterer, særligt i den magiske verden.

Det fortryllede slot er en rigtig fin start, men jeg er sikker på, at universet vil åbne sig for meget mere end hvad den har gjort i denne første bog. Jeg vil glæde mig til at se, hvad der vil komme til at ske.

Det Hemmelige Rige består (indtil videre) af 24 bøger og der er planlagt 30 bøger i serien, så det er bare med at komme i gang. God fornøjelse!

One thought on “Det fortryllede slot (Det Hemmelige Rige #1) af Rosie Banks

Leave a comment