Under huden del 1 + 2 (Mestenes-serien #2) af Pernille L. Stenby

71033630_2327834187530579_5302868091691073536_n.jpg

Titel: Under huden del 1 + 2 (Mestenes-serien #2)– Forfatter: Pernille L. Stenby – Forlag: Ulven & Uglen – Anmeldereksemplar fra Ulven & Uglen

★★★★☆

Så kom Under huden af Pernille L. Stenby. Denne gang er bogen delt op i to dele, så dette bliver en samlet anmeldelse. Jeg havde glædet mig til at læse videre i serien, for jeg nød første bog, selvom jeg havde en del spørgsmål og var en smule forvirret. MEN der er ingen tvivl om, Pernille L. Stenby skriver virkelig godt. Der er noget helt unikt over hendes stil, så det var dejligt endeligt at få lov til at læse videre.

Forlagsbeskrivelsen lyder sådan her: ”Pigen i spejlet ligner ikke en Desron. Når jeg står lænet frem mod glasset, bliver plastikkortet i min brystlomme presset mod mine ar. Hun ligner heller ikke en Mestenes.  Der står ‘Desron’ og en masse tal på plastikkortet. Det er det, der betyder, at jeg må være her. Det eneste, jeg skal sige, er, at pigen på billedet er mig.

Mestenes har fået et nyt liv på Roevel Akademi, langt væk fra tågen og langt væk fra Ham. Axten hjælper Mestenes med at falde til, men der er ting, som det måske er bedst, at Axten ikke ved. Det er svært at lægge fortiden bag sig, når minderne stadig sidder under huden, og nye kribler frem.”

Allerede fra starten af romanen er man hurtigt tilbage i det litterære univers og hele stemningen, så man bliver lullet ind i på Roevel Akademi. Som om man slet ikke har været væk.

Det er stadig en helt unik verden, man præsenteres for i denne roman. Skrivestilen er også helt særlig – så mange detaljer, utrolig nære beskrivelser og sanselige iagttagelser, så man føler sig helt tæt på de karakterer, der præsenteres. Samtidig er mystikken, LGBT og identitetsspørgsmålet på spil, og det er så fedt, at det hele blandes sammen.

Jeg er helt klart mere til denne efterfølger end den forrige, for jeg følte, jeg fik mere information og flere svar på mine spørgsmål – og den var knap så forvirrende at læse som den første bog. Men igen viser Pernille L. Stenby, at hun er en dygtig forfatter, der er 100 % inde i sin verden. Det er så fedt at se, for alting bliver så ægte på den måde.

Jeg glæder mig meget til at følge Pernille L. Stenby fremover.

Leave a comment