Kongernes kamp (Game of Thrones #2) af George R. R. Martin

68733664_479921875906687_6113243234064924672_n.jpg

*Reklame/sponsoreret indlæg af Bog & Idé* – Titel: Kongernes kamp (Game of Thrones #2) – Forfatter: George R. R. Martin – Serie: Game of Thrones – Forlag: Gyldendal – Anmeldereksemplar fra Bog & Idé (direkte link til bogen her)

★★★★☆

Så blev det tid til at læse Kongernes Kamp – anden del i Game of Thrones-serien. Og jeg kan lige så godt sige med det samme, at det var en fornøjelse.

Men først en forlagsbeskrivelse: ”To store ledere – lord Eddard Stark og Robert Baratheon – er blevet ofre for kongeligt forræderi. Vesterøernes Syv Kongedømmer hærges af borgerkrig. Der hersker kaos fra Dragenstens gamle citadel til Vinterborgs frygtindgydende kyster. Fire konger kæmper om at få kontrol over et splittet land og De Syv Kongedømmers Jerntrone, og de vil gennemføre deres krav med storm, oprør og krig. Brødre konspirerer mod brødre, og de døde går igen om natten. En prinsesse forklæder sig som en forældreløs dreng; en ridder i sindet tilbereder en gift til en forræderisk troldkvinde; og vilde mænd kommer ned fra Månebjergene for at hærge landet. På en baggrund af blodskam og brodermord, alkymi og mord vil sejren måske tilfalde de mænd og kvinder, som er i besiddelse af det koldeste stål – og de koldeste hjerter. For når konger kæmper, skælver landet.”

George R.R. Martins sprog er igen helt i top. Det er utroligt, hvor meget beskrivelse og detaljer, der kan være i en roman, men det gælder endnu engang, når man læser bøger af denne forfatter. Der er sans for detaljer og stemningsbeskrivelser, der gør det så ufatteligt levende at læse med. Man er der næsten selv, og følger med helt tæt på. Man får lov til at være fluen på væggen i en verden, hvor der hersker kaos, magtkampe, og hvor ingen kan føle sig sikker. Og jeg er vild med det!

Mens man læser, bider man negle og mærker historien helt tæt på, og det er uanset hvilken karakter, man følger. Selvfølgelig er der mange karakterer at følge, men der synes jeg, at det hjælper, at jeg også har set serien. Det gør det lidt ”nemmere” at kunne skelne mellem de forskellige. Og så kan man diskutere om det er godt eller skidt, at man har en skuespillers ansigt i hovedet, men for mig gør det skam ingenting.

Jeg synes, at Game of Thrones er et fantastisk univers. Til tider barskt og voldeligt, men det passer til tiden og gør det autentisk ift. den verden, der præsenteres.

Man skal holde fokus og bliver engang imellem nødt til at lægge bogen fra sig for at ”sluge” det hele. Og ja, selvfølgelig er bøgerne lange, men jeg synes nu alligevel, at George R.R. Martin slipper afsted med det – og går det helt galt, kan man jo læse og se et afsnit af serien og læse igen.

Kongernes Kamp er endnu en god bog, og jeg synes, at det bliver mere og mere spændende. Man kan mærke alle de små frø, der spire, og langsomt kan man mærke, at der er noget på vej. En kamp og et endeligt opgør mellem de mange karakterer.

Leave a comment