Forfatter-interview #50 Ditte Wiese

Ditte.Wiese.jpg

OMKRING BOGEN 
Provinspis

1. Tre ting om dig selv, som dine fans måske ikke vidste 
Siden jeg flyttede hjemmefra, har jeg ikke haft den samme hårfarve i 12 måneder i træk. Det er åbenbart en fin måde for min rastløse sjæl at afreagere på.
Jeg hader at tabe. HADER det. Så meget at jeg faktisk sjældent spiller, selv med mine børn. Og jeg har aldrig ladet dem vinde, heller ikke da de var små.

 Jeg er ret habil til at lave mad og blogger om det, men jeg kan IKKE koge risengrød. Ikke fordi den brænder på, men den bliver bare aldrig færdig, selvom jeg gør nøjagtigt som alle andre – risengrødsforbandelsen!

2. Hvornår vidste du, at du ville være forfatter? 

 Jeg har altid vidst, at jeg ville arbejde med ord og kommunikation. Men siden 2013 har jeg arbejdet indædt på at slå igennem som forfatter.

3. Hvor længe har du skrevet? Og hvad startede det? 

  Jeg har skrevet altid. Lige siden jeg lærte at stave. Som ung skrev jeg mange noveller og digte. Jeg tror egentlig det startede med, at jeg altid har fundet på historier inde i mit hoved, og som teenager fandt jeg så ud af at få dem ud og ned på papir.

4. Hvem opdagede dig? Opnåede du det selv? (Kontaktede forlag – hvordan?) 
 Jeg har gjort et par forsøg med et tidligere manuskript, som jeg havde forbi forlag uden det store held. Men så deltog jeg i Carlsens YA-konkurrence Nye Stemmer i foråret 2016. Og det var i den forbindelse at Carlsen kontaktede mig og gerne ville udgive mit bidrag, selvom jeg ikke vandt.
5. Hvor mange bøger har du skrevet? Og i hvilken genre?
 Jeg har kun udgivet PROVINSPIS ind til videre. Det er en YA-bog. Nu lyder socialrealisme lidt kedeligt, men det lover jeg, at det ikke er 😉
Derudover har jeg skrevet to andre manuskripter, som jeg håber bliver udgivet en dag. I samme genre.
6. Hvorfor denne historie – hvad var det specifikke der fik dig til at vælge netop den? 
Egentlig var jeg igang med en helt anden historie til Carlsen-konkurrencen, men efter et par arbejdsdage i det jyske, så kørte min kollega og jeg gennem min barndomsby på Fyn. Det er en lille provinsby og jeg legede guide, mens vi sad i bilen. Pegede på børnehaven og skolen og cykelskuret, hvor min veninde og jeg røg i smug. Og mens vi kørte der, så dukkede idéen om en kantet pige i provinsen op. En pige som ikke følte sig hjemme og som drømte om, at der måtte være meget mere i livet end det her. Men som ikke kan finde ud af at komme væk.
Jeg var lidt tidspresset på grund af konkurrencen, så jeg skrev hurtigt idéen ned, da jeg kom hjem og skrev videre på den anden historie. Men det nyttede ikke. Den her ville ikke lade sig pakke væk, så jeg var nødt til at skrive på den og sende den til Carlsen. Og det viste sig jo, at være det rigtige valg 😉
7. Hvad inspirer dig? Hvilke forfattere har inspireret dig? (Andet; kunst, musik, ting i livet?)
Faktisk så får jeg meget inspiration i helt almindelige samtaler. Enten ting der sker for mig selv, eller hvis jeg overhører nogen snakke i Netto eller i toget. Små brudstykker, som sætter en masse tanker i gang i mit hoved. Og sådan har jeg det også med musik. Jeg er fx meget fascineret af, hvordan sangskrivere kan fortælle en hel historie på under tre minutter og endda med gentagelser i omkvædet. Det inspirerer mig meget.
Jeg tror, at alle de bøger jeg har læst, har været med til at finde min egen stil. Men der er ingen tvivl om at Jan Sonnergaard og Naja Marie Aidt, som ramte mig meget, da jeg var ung, har vist mig, at man ikke skal være bange for at skrive om det rå og grimme i livet. Mere nutidigt så har fx Sanne Munk Jensen og Sarah Engell fortsat den stil, og det elsker jeg. Men jeg læser altså alle genrer – undtaget zombielitteratur.
8. Hvad er dit budskab med din bog? 
Bogen berører mange forskellige tematikker, men selve ønsket med bogen har været at give stemme til følelse, som jeg oplever, at mange ofte sidder med – og føler sig alene med. Når man, som Ida, ikke føler at man hører til der, hvor man er, så er det også en følelse af at stikke ud, ikke passe ind og være alene. Nu har Ida ikke så mange venner, men det kan man sagtens have og så alligevel føle, at man ikke er som de andre og ikke helt hører til.
9. Hvordan identificerer du dig med karakteren(e)? 
Jeg vil gerne slå fast, at jeg ikke er Ida. Hendes defensive facon er meget langt fra mig. MEN! følelsen af at sidde fast i noget, langt fra det man drømmer om, dét kender jeg. Godt. Og den sydende rastløshed.
Mens jeg så skriver, så føler jeg alt det mine karakterer føler, så jeg kan være helt oppe at køre eller helt rullet sammen i fosterstilling i processen.
10. Hvad læser du lige nu? 
Lige nu læser jeg Drengen i den stribede pyjamas af John Boyne. Åh, hvor den flår i mit hjerte. Den er så fin og så forfærdelig. Og så er Boyne meget dygtig til at fortælle med en 9-årig drengs øjne uden det bliver hverken infantilt eller påtaget. Meget meget dygtigt og meget meget rørende.
11. Nævn 3 bogtitler, som du vil anbefale andre
Generelt vil jeg bare anbefale alle at læse. Selv de mest inkarnerede ikke-læsere kan altid omvendes med den rette bog 😉
Der er så mange bøger jeg gerne vil anbefale, men jeg vil nøjes med tre af dem, som virkelig sidder fast i mig, selv efter flere år:
Hitchhiker’s Guide to the Galaxy af Douglas Adams. Det er en ældre sag, sci-fi og fantasy for alle pengene. Og en umådelig portion humor og skæve vinkler. Jeg læste den første gang da jeg var 12, på dansk. Og det var mit første engelske bogkøb. Jeg har læst den maaaange gange siden.
Den Gamle Mand og Havet af Ernest Hemingway. For mig er det her fortælling når det er bedst. Den er ikke særligt lang i sideantal, men historien er stor. Hvor meget Hemingway formår at fortælle i en gammel mands fisketur. Uden snappy dialoger (som jeg ellers elsker), men med stor indsigt i ord og virkning.
Alle Ole Lund Kirkegaards bøger. De er SÅ læsværdige – også for voksne. Han kan virkelig fortælle lunt og kærligt. Jeg elsker dem.
12. Hvornår kommer din næste bog?

Ja…der er ingen dato på og heller ikke et færdigt manuskript, men jeg håber på det bliver i løbet af ’18.

Links til forfatteren:

Instagram: @dittewiese
Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s