Kendras blind date af Ella-Maluca Floyd

51411401_2261213454201329_8178202336762527744_n.jpg

*Reklame for Forlaget Nelumbo* – Titel: Kendras blind date – Forfatter: Ella-Maluca Floyd – Forlag: Forlaget Nelumbo – Anmeldereksemplar fra Forlaget Nelumbo

★★★

Jeg gav mig i kast med en erotisk roman og det blev Kendras Blinddate, som er skrevet af Ella-Maluca Floyd.

Beskrivelsen fra forlaget lyder således: ”Kendra og hendes to veninder udfordrer jævnligt hinanden, og denne gang er det Kendras tur. Udfordringen fører til en stormfuld nat i hænderne på en intens elsker. Livet fortsætter efter den uforglemmelige nat, men Kendra kan ikke helt lægge minderne fra sig. Da hun endelig får chancen for at finde sammen med manden igen, sker der uforklarlige ting, som gør hverdagen usikker. Det hele startede, efter han kom ind i hendes liv. Kan han have noget med det at gøre, eller er det hele blot noget, som hun bilder sig ind?”

Generelt er læsningen god og flowet er godt i fortællingen. Plottet glider fint fremad og der er en god fordeling mellem handling og dialog. Man lærer Kendra at kende og jeg synes, at hun er en fin karakter, som jeg tror, at mange kvinder vil kunne identificere sig med. Hun er ikke perfekt, men det er det, der gør hende ægte og nem at relatere til.

Jeg mener dog, at der kan arbejdes lidt med det sproglige hist og her – her mener jeg særligt dialogen, som nogle gange bliver lidt forceret, men derudover er det rigtig fint. Der er humor og varme på spil. Jeg så gerne, at der var skruet mere op for personkarakteristik snarere end handling. Engang imellem var der for meget drama efter min personlige smag, men alt i alt var det en fin og letlæst historie.

Jeg må nok indrømme, at erotisk litteratur ikke er min foretrukne genre, men jeg har givet det en chance og det er jeg glad for. Og det betyder ikke, at det ikke var en god læseoplevelse, for det var det. Ser man på den erotiske litteratur, så er denne historie en rigtig god måde at få kendskab til genren. Fin og kortere roman, som er perfekt til de lune sommeraftener på terrassen. Fin debutroman af Ella-Maluca Floyd!

One thought on “Kendras blind date af Ella-Maluca Floyd

Leave a comment