Og så drukner jeg af Ditte Wiese

61728710_332632397422049_4586219164464578560_n.jpg

*Reklame for CarlsenPuls/anmeldereksemplar* – Titel: Og så drukner jeg – Forfatter: Ditte Wiese – Forlag: CarlsenPuls – Anmeldereksemplar fra CarlsenPuls

★★★★☆

Det er en underdrivelse at sige, at jeg havde glædet mig til at læse Og så drukner jeg af Ditte Wiese, for Provinspis var noget helt særligt. Sproget, stemningen og hvor meget af en sindstilstand, man kan fange – det fanger Ditte Wiese perfekt, og det gælder også i denne udgivelse.

Forlagets beskrivelse lyder således: ”Forventningspres, perfektionisme og det sorte hul!

Hvis ikke du præsterer perfekt, er du en taber! Sådan tænker den 18-årige Josephine, der forsøger at være ligeså perfekt og dygtig som sine venner.

Hun har lagt en plan for sit liv. Hun har valgt en fornuftig uddannelse, den rigtige kæreste og den korrekte diæt. Det er godt, og det er perfekt. Men der er noget, der sitrer i hende. Små bølger af noget forkert, der presser på og holder hende vågen. Det borer sig ind i hendes hjerne og larmer. Får hende til at glemme ting. Glemme at trække vejret.

Hvad er der galt med hende? Hvorfor kan hun ikke bare følge planen? Hun presser sig jo til det yderste. 

Presset er så stort, at Josephine er ved at drukne. Hun kan slet ikke få luft, men hun tør ikke råbe om hjælp. For hvis ikke hun kan alting, er hun jo ingenting.”

Og så drukner jeg er ufattelig vigtig, for den handler om de utallige muligheder, som unge har i dag, at stræbe efter mere og måske for meget, og de mange forventninger fra omgivelserne. Det ses tydeligt på den måde, som Josephine lever sit liv på. Alt er planlagt nøje, lektierne skal klares og den værste kritiker er hende selv, selvom hun føler, at hele livet også samtidig kvæler hende. Hun skal være perfekt, men selvfølgelig viser livet på sig både på godt og ondt.

Når det er Ditte Wiese, så er sproget som altid stærkt, skarpt, enkelt og alligevel med en fantastisk dybde, som gør læsningen endnu bedre. Siderne bladres hurtigt og fra start til slut fungerer plottet til fulde. Samtidig er der ingen løftede pegefingre eller noget, der filtreres fra læseren. Vi følger en hovedperson, som ikke er perfekt, og det giver et friskt pust.

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige mere, men det er svært, når tankerne hvirvler rundt i hovedet. Romanen vil sidde fast længe – det er der ingen i tvivl om.

Og så drukner jeg satte mange tanker i gang og jeg synes i den grad, at det er en utrolig smuk og vigtig roman, som mange vil lære noget af. En hjerteskærende, gribende og ærlig YA-roman!

Leave a comment