Hvis jeg var din pige af Meredith Russo

a (10).JPG

Titel: Hvis jeg var din pige – Forfatter: Meredith Russo – Forlag: Forlaget Carlsen

★★★★☆

”If I was your girl” (dansk titel: “Hvis jeg var din pige”) er en smuk, livsbekræftende og anderledes ungdomsroman. Romanen handler om et almindeligt teenageliv med highschool, kærlighed, at udvikle sig og finde sin egen identitet – som transgender. Amanda hed engang Andrew, men flytter fra sin hjemby og starter på en frisk for at at finde sig selv. Hun føler sig endelig tilpas i sin egen krop, grundet hormonpiller, langt hår og nyt tøj. Enkle og små praktiske ting gør pludselig det hele lidt lettere. Men dog skjuler hun stadig en stor hemmelighed. Hvem kan hun stole på? Kan hun komme helt tæt på nye mennesker? Kan hun knytte sig? Eller vil denne store hemmelighed fungere som et skjold?

Udover at fokusere på at være transgender, så handler det om en ungt menneske, som først og fremmest føler sig hjemløs i en verden, hvor alt nemt stemples og placeres i velkendte kasser. Jeg lærte virkelig utrolig meget, da jeg læste denne roman. Jeg har ikke megen kendskab til emnet, men synes at det er fantastisk, at flere ungdomsromaner om at være transgender finder sit hjemsted i den nutidige litteratur.

Meredith Russo er en inspirerende forfatter og en ægte storyteller med sin egen erfaring som transgender. I romanen viser den brutale sandhed sig; at der desværre ikke altid er forståelse, accept og åbenhed overfor alle typer af mennesker – selvom der burde være det (!!!). Naturligvis møder hovedpersonen Amanda en del modstand på sin vej, og der er desværre ikke altid kun kærlighed. Dette aspekt af romanen er smukt beskrevet.

“Det føles forkert, at jeg er en dreng. Når mit hår bliver langt, og folk tager fejl og tror, at jeg er en pige, så bliver jeg glad. Jeg prøver at forestille mig, hvad for en slags mand, jeg vil vokse op og blive, og der dukker ingenting op […] Det eneste tidspunkt, jeg føler, at jeg overhovedet har en fremtid, det er, hvis jeg forestiller mig, at jeg er en pige”

Alt i alt er romanen virkelig godt skrevet. Sproget er rammende og spot on, og viser virkelig et ungt menneske, som er på sit livs rejse – i søgen på at finde sig selv. Beskrivelserne er gode og gør det nemt at sætte sig ind i historien. Følelser, tanker og dilemmaer kan næsten mærkes på egen krop, imens man bladrer sider.

Denne roman fokuserer på mange universelle emner, som et ungt menneske oplever i løbet af sin udvikling fra barn til teenager til voksen. Både kærlighed, venskab, tillid, at finde sig selv, finde sin plads og have følelsen af at høre til. Meredith Russo har skabt en rørerende, smuk og fantastisk roman. Jeg er helt sikker på, at den vil sætte sine spor og få flere til at føle sig modige nok til at være dem, som de i sandhed er.

Leave a comment