Døde piger lyver ikke af Jay Asher

Titel: Døde piger lyver ikke – Forfatter: Jay Asher – Forlag: Politikens Forlag  – Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag

★★★★☆

Døde piger lyver ikke (13 Reasons Why) af Jay Asher var en helt særlig læseoplevelse. Én som jeg vil huske længe. Hold da op, den blæste mig bagover.

Døde piger lyver ikke er ikke en roman for sarte sjæle. Den var rigtig hård at læse, men jeg kan virkelig anbefale den. Den italesætter et svært emne, nemlig selvmord.

Hannah Baker har begået selvmord og det er der tretten grunde til, og disse grunde er indspillet på 7 kasettebånd. En dag modtager Clay, som altid har været vild med Hannah, de tretten bånd og så udfolder fortællingen sig for alvor.

Romanen er fantastisk skrevet. Den er spændende, fængende og det er bare en ægte pageturner. Skift af synsvinkel mellem Clay og Hannah fungerer rigtig godt. Det bliver på ingen tidspunkter rodet eller svært at forstå. Hannahs ’stemme’ gennem romanen er stærk og man lærer hende at kende, selvom man ikke ønsker det, for det er hårdt at vide, at hun ikke er der længere, når man hører hendes ord. Det er frygteligt at tænke på, at tretten grunde kan blive grunde til selvmord af et ungt menneske, som har hele livet foran sig, men det er desværre en realitet. Derfor er det SÅ vigtigt, at de svære emner kommer på tale, både i vores samtaler med hinanden, men særligt også i litteraturen.

Som læser føler man så tydeligt Hannahs smerte – frygten, ensomheden, de dømmende blikke og den altædende tanke om det selvmord, som hun har i sig. Hvor er det trist, at det kan ende sådan. Dog mener jeg, at der trods alt er en smule håb at finde i romanen, og det giver mig et smil på læben.

Døde piger lyver ikke byder på et spændende plot med mange løse ender, som heldigvis bindes sammen til sidst. Jeg kan desuden virkelig godt lide ideen bag denne roman. Ideen om de tretten grunde fordelt på de tretten kasettebånd. Formatet i selve roman er også fedt med de forskellige play, pause og stop ikoner, så man føler at man hører det på bånd, selvom man rent faktisk læser det.

Døde piger lyver ikke er en smuk, men hård roman om selvmord og ensomhed. Den er ikke som noget, som man før har læst. Det stærke sprog og at der ikke er brug af clicheer gør det til ærlig snak. Det er ikke blødsødent og overdrevet teenager-dramatisk. Det er ord på papir, som beretter en ung piges fortælling.

Jeg behøver slet ikke at se Netflix-serien, som er baseret på denne historie. Romanen og alt hvad den formåede at gøre, hjemsøger mig stadig, både på godt og ondt.