Geminiderne – Spektrum #2 af Nanna Foss

Titel: Geminiderne – Spektrum #2 – Forfatter: Nanna Foss – Forlag: Tellerup – Anmeldereksemplar fra Tellerup

★★★★☆

Wauw! Wauw! Wauw!

Nanna Foss har skrevet en suveræn roman, som jeg nød i fulde drag. Jeg var glad for del 1 i Spektrum-serien, men denne her krøb virkelig ind under huden på mig. NU er jeg solgt. TAK, Nanna!

Jeg var underholdt fra start til slut og det er helt klart igennem hele fortællingen, at Nanna Foss er en forfatter, som har magten over sin læser. Hun virker altid til at være et skridt foran, og jeg er imponeret over det faktum, at det (indtil videre) bliver en serie på 9 bøger. Det kan sagtens lade sig gøre, for forfatteren kender sine karakterer ud og ind, og det præsenteres så legende let for læseren. Det er svært ikke at holde af de beskrevede karakterer.

Særligt Pi, som er hovedpersonen i denne roman, holdt jeg meget af. Hun er unik og har så mange gode ting at bidrage med. Det er tydeligt, at hun har ting at slås med, men hun forsøger virkelig at få det hele til at gå op i en højere enhed, selvom det ikke altid lykkes.

Skrivestilen er god, fængende og det er så nemt at bladre sider – lidt for hurtigt. Det er storytelling af første klasse og det er så ufattelig let at identificere sig med karaktererne, både Pi, Noah og alle de andre. Det er tydeligt at hver karakter har sin personlighed, men man kan stadig identificere sig med dem alle.

Det rigtig gode ved Nanna Foss’ serie er, at selvom man nødvendigvis ikke er hooked på tidsrejse og sci-fi-elementer, så blandes disse elementer med hverdagslivet, så man får et indblik i de ting, som vi kender fra vores eget liv: venskab, kærlighed, at blive ældre, at finde sig selv og pludselig være en del af noget større takket være de mennesker, som er omkring én.

“Jeg har altid syntes at fremtiden var spændende. Tanken om at det kun var mig selv der satte grænserne … det var sindsygt fedt. Men nu er det som om jeg er blevet låst fast på en kurs som har været fastlagt siden universets skabelse.
Jeg forestiller mig et koordinatsystem, tegnet i det evigt ubevægelige månestøv. Det har hele tiden været meningen at linjerne skulle mødes og skilles igen. Men hvorfor skal min nutid føles så virkelig, så rigtig, her i fortiden?”

 

Lige nu er jeg i et dilemma. Jeg vil så utrolig gerne læse videre. Jeg kan faktisk næsten ikke vente, men samtidig er jeg også bange for, at eventyret slutter alt for hurtigt. Her må jeg stoppe op og tænke: ”Der er heldigvis 9 bøger!”

Det er tydeligt, at der venter mange eventyr forude for vores karakterer.