Forfatter-interview #82 Nanna Foss

Nanna Foss 6

OMKRING SPEKTRUM-SERIEN
Læs anmeldelserne her:
Leoniderne (Spektrum #1)
Geminiderne (Spektrum #2)
Ursiderne (Spektrum #3)


Tre ting om dig selv, som dine fans måske ikke vidste
1. Jeg ville gerne være astrolog og lastbilchauffør da jeg var lille.

  1. Jeg har en tyk scrapbog og adskillige mapper fanart fra da min Tolkien-besættelse var på sit højeste i gymnasiet. Jeg har også en hel hylde med Tolkien-bøger på flere sprog, heriblandt et sæt med de første Ringenes Herre-bøger med filmforsider fra 2001, der indeholder imponerende mange stavefejl i forordet. Hvem i alverden er Moromir, Gullum og Collum?
  2. Jeg synes at osteborde er stærkt overvurderede. Hvor er min kage?!

Hvornår vidste du, at du ville være forfatter?
Jeg vidste allerede som barn at jeg gerne ville skrive historier. Men det var først i midten af mine tyvere (mens jeg var i gang med bind 1 i SPEKTRUM-serien) at jeg meldte mig ind i foreningen Håbefulde Unge Forfattere og opdagede at der fandtes andre unge med skrivedrømme. Jeg mødte flere jævnaldrende der allerede havde udgivet bøger og tænkte ’hmm, måske er det ikke så uopnåeligt som jeg bilder mig selv ind?’ Det var en aha-oplevelse af de større da jeg erkendte at forfatterlivet primært er baseret på hårdt arbejde og disciplin – ikke på medfødte, nærmest overnaturlige talenter.

Hvor længe har du skrevet? Og hvad startede det?
Jeg har skrevet før jeg kunne skrive. Startede med kruseduller og tegninger i små, sammenklipsede bøger. Min mor har altid læst højt for mig og mine søskende, og jeg lærte hurtigt at læse – så interessen for historier startede tidligt.

Hvem opdagede dig? Opnåede du det selv? (Kontaktede forlag – hvordan?)
Jeg havde haft en smule kontakt med forlaget Tellerup inden jeg sendte mit første romanmanuskript til dem. Bl.a. havde de foræret mig en billet til BogForum som tak fordi jeg opdagede nogle fejl i en af deres bøger – så jeg var forbi BogForum for at snakke med dem. De virkede søde, så jeg sendte mit første romanmanuskript til dem et års tid efter. Manuskriptet landede lige midt i deres allertravleste periode, så jeg måtte vente 4 måneder på svar (som heldigvis var positivt).

Hvor mange bøger har du skrevet? Og i hvilken genre?
Jeg har skrevet en række noveller i antologier til børn og unge – og så har jeg indtil videre skrevet 3 bind i SPEKTRUM-serien. De genrer som kommer tættest på at beskrive serien er nok YA, paranormal og science fiction.

Hvorfor denne historie – hvad var det specifikke der fik dig til at vælge netop den?
SPEKTRUM-universet indeholder nogle af de elementer som jeg selv holder af at læse om: Spænding, venskab, kærlighed og mystik. Da først jeg fik idéen til serien (via en drøm, som man bl.a. kan læse om her) og begyndte at skrive, boblede der hele tiden nye idéer op som passede ind i den overordnede historie om tidsrejser, livsugende skyggevæsner og paranormale evner. Personerne udviklede sig hurtigt, og efter nogle år havde jeg svært ved at forestille mig at de ikke havde eksisteret altid, et eller andet sted i mit baghoved.

Hvad inspirerer dig? Hvilke forfattere har inspireret dig? (Andet; kunst, musik, ting i livet?)
Jeg har virkelig mange inspirationskilder, og jeg kan umuligt komme i tanke om dem alle. Men for at nævne et par stykker: Jeg ser bl.a. op til YA-forfatteren Maggie Stiefvater som jeg synes gør sig nogle enormt kloge og empatiske tanker om både livet generelt og sin skriveproces. Og så har jeg været fan af det canadiske YouTube-indieband Walk off the Earth i mange år. De giver altid et smil på læben og et energiboost med deres skøre videoer.

Hvad er dit budskab med din bog?
Jeg har ikke noget klart formuleret budskab mens jeg skriver. Sådan noget synes jeg hurtigt bliver lidt for stift og moraliserende. Men i SPEKTRUM-serien er det indforståede budskab nok noget i retning af ’døm ikke nogen ved første øjekast’ og måske også ’det er okay at føle sig udenfor – du er ikke alene’. Jeg kan godt lide at se problematikker og personer fra flere vinkler. Det er derfor jeg skifter fortæller for hver ny SPEKTRUM-bog.

Hvordan identificerer du dig med karakteren(e)?
Jeg prøver at se hver ny hovedperson som en flig af min egen personlighed eller mit eget følelsesregister. For eksempel har jeg haft mulighed for at udforske følelsen af ufiltreret vrede igennem Nasrin i bind 3, hvilket har været både lærerigt og hårdt.

Den person som nok minder mest om mig selv, udadtil, er Emilie i bind 1 – men selvom jeg grundlæggende føler mig meget introvert, ligesom hende, er det også sjovt at leve sig ind i en person som Pi i bind 2, der har en helt anden og mere umiddelbar tilgang til verden. Hendes følelser sidder mere uden på tøjet, og hendes eksplosive forhold til tvillingebroren Noah var helt vildt sjovt at skrive om.

Hver gang jeg skal skrive om en ny person, prøver jeg at finde frem til hvad der gør lige netop ham eller hende speciel. Hvad der trigger dem, hvad deres indre drivkraft er. Hvis man kan få personligheden frem i sproget (ordvalg, sætningsrytme, metaforbilleder) er man allerede kommet langt med at gøre en fiktiv karakter virkelig, synes jeg.

Hvad læser du lige nu?
Jeg er i gang med at genlæse RAVNEDRENGENE af Maggie Stiefvater på dansk. Knuselskede serien på engelsk, og synes faktisk oversættelsen er ganske god. Det er skønt at være tilbage i ravnedrengenes univers. 2’eren (som er min favorit i serien) kommer allerede på dansk i marts 2018 – det bliver fedt!

Og så er jeg også i gang med FORESTILLINGER OM STØV af Philip Pullman. Det er en forlængelse af DET GYLDNE KOMPAS-trilogien, og indtil videre fanger den magien helt perfekt fra den oprindelige serie.

Nævn 3 bogtitler, som du vil anbefale andre
ILLUMINAE-serien af Jay Kristoff og Amie Kaufman (3. og sidste bind udkommer i marts 2018)

MONSTER af Patrick Ness (den udgave med blæktegningerne)

RAVNEDRENGENE af Maggie Stiefvater (første del i en serie på 4)

Hvornår kommer din næste bog?
SPEKTRUM 4 udkommer efter planen i 2018. Jeg ved dog endnu ikke hvilken måned.

Links til forfatteren:

Instagram
Facebook
Blog
Goodreads
YouTube (playlister til bøgerne)

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s